28 Years Later (2025)
Umiddelbart vil jeg kommentere lidt på filmen, og efterfølgende franchisen som helhed. Som det allerførste er jeg nødt til at sige, at jeg er meget splittet. Jeg tror, at jeg er gået ind til denne film med en forventning om en slags, lad os kalde det, zombiefilm. Det vil jeg sige ikke er tilfældet. Denne film bevæger sig mere over i den form for postapokalypse som man kender fra f.eks. last of us, hvor natur og kultur er i direkte konkurrence med hinanden om herredømmet. Jeg vil holde min beskrivelse af filmen minimal og uden de større spoilere.
Denne film foregår på en isoleret ø i England som på nuværende tidspunkt er i karantæne. Man følger en familie, hvor faren, Jamie (Aaron Taylor Johnson), er ved at forberede til sin søns, Spike (Alfie Williams), første tur over til fastlandet. Moren, Isla (Jodie Comer) er hjemme sengelagt med en ukendt sygdom. Turen til fastlandet er en hektisk tur, præget af jovial humor fra Jamie, som er ret malplaceret og en ulmende fare der lurer over alt.
Dynamikken mellem Jamie og Spike er god og troværdig. Faktummet, at Jamie det ene øjeblik forsøger at skabe en kærlig forbindelse til sin søn gennem denne manddomsprøve, og det næste skal Spike lære at dræbe for at kunne begå sig i denne verden, skaber et fantastisk billede af en verden, hvor mennesker stadig prøver at leve et liv som det vi kender i dag og holde fast i de samfundsmæssige og familiære værdier afbrudt af glimt af de skrækkelige virkeligheder som de skal se i øjnene. Dette fanger filmen helt perfekt, men desværre varer dette ikke ved.
Efter tilbagevenden til øsamfundet, falder filmen desværre
lidt fra hinanden. Spike og Islas rejse bliver fokuspunktet, men desværre er
dette ikke interessant nok til at holde ens opmærksomhed, og man føler egentlig
mere, at man sidder og observerer stemningen som filmen skaber, end at man som
en tilskuer er opslugt af handlingen og bider negle i spændingen i forhold til
om konflikten bliver løst. Dette skyldes hovedsageligt to elementer; en
ufokuseret historie, der "vil for meget" og en redigering som efterlader en del
hængepartier.
Handlingen berører mange interessante punkter f.eks. i forhold til øsamfundet
og familiens dilemmaer, men dette er bare ikke nok til at drive handlingen
fremad. Desuden bliver nogle ting hængende som løse ender f.eks. Jamies
reaktion. da Spike og Isla tager afsted – jeg ved, at Aaron Taylor Johnson
ville kunne givet en glimrende præstation her, men denne er ikke at finde i
filmen, måske på klippebordet. Desuden er forklaringen af doktoren Kelson
(Ralph Fiennes) også lidt mudret – Han er læge og han er sær – men hvordan er
han sær? Hvorfor er han interessant? Ralph Fiennes præstation som Kelson
efterlader mig med et ønske om, at denne karakter var blevet mere uddybet og
ikke bare en eftertanke.
For at komme med en metafor er denne film "vast as an ocean, but deep as a puddle". Jeg har lige fra starten været fascineret siden jeg i 2002 så 28 Days Later, og da jeg med spænding fandt efterfølgeren 28 Weeks Later på en tur til London, kunne jeg efter at have set denne fastslå, at efterfølgeren ramte plet ligesom etteren havde gjort. Jeg følte franchisen fornyede og måske endda revolutionerede zombiegenren i form af disse nye hurtigt løbende ferale zombie som jo egentlig ikke var zombier men almindelige mennesker, der var inficeret med en form for superrabis eller Rage Virus. Som franchise og måske filmunivers er der nogle problemer, heri blandt at der introduceres for mange nye elementer og fastholdes for få af disse filmene imellem. 28 Weeks Later introducerede recessive bærer dvs. personer som havde virussen, men ikke blev til monstre, men bevarede deres menneskelighed. Det var et bærende element i filmen, men der var ikke sporet af dette i den nyeste film i serien. I stedet valgte 28 Years Later at introducere Alfaer som er en form for kæmpezombier, hvor virussen har påvirket dem som var det steroider. Dette burde muligvis være noget som var blevet introduceret tidligere, eller måske kunne man have haft en bemærkning om, at virussen havde muteret i løbet af den tid der var gået fra den anden til den tredje film.
Som franchise er der altså nogle problemer. Da rulleteksterne sluttede, og jeg forlod mit sæde i biografen, var der et spørgsmål som fyldte mig med ærgrelse og skuffelse. Hvad bidrager denne film med i forhold til franchisen som helhed? Desværre er svaret intet. Hvis ikke det havde været for titlen og nogle hurtige klip fra 28 Weeks Later, kunne denne film have været sin egen enestående film, uafhængig af de tidligere film. Fair, filmen foregår 28 år efter den første film, men den bygger ikke videre på filmuniverset eller loren. Filmen starter med en ret intetsigende beskrivelse af hvad der ligger forud for filmen, men jeg føler, at man kunne have lavet en mere direkte reference til de tidligere film – måske for at få den del af publikummet med som er ikke bekendt med de tidligere film til at ville se disse.
Fundamentalt synes jeg, at det er en vanvittig fejl og måske en synd, ikke at have noget mere baggrund med filmen – jeg vil vide mere om virussen, om de forskellige slags inficerede og hvordan den har udviklet sig. Hvis filmen forsøger at sælge mig en virkelighed, som jeg skal leve mig ind i, så skal den altså anstrenge sig mere. Nu siger jeg ikke, at jeg har den perfekte løsning på dette, men hear me out. Hvis man nu havde lavet Dr. Kelson til en forsker, der havde undersøgt virussen og levede blandt de inficerede for bedre at kunne forstå denne (hvilket ville fungere perfekt i forhold til hans egentlige funktion i film), så ville man have haft mulighed for at uddybe loren og skabt noget der var mere troværdigt og en virkelighed man som biografgænger ville elske at befinde sig i.
Så all in all, er filmen værd at se? Well, ja, det er den. Det er en underholdende film med en lidt tam slutning. Det er ikke en zombiefilm, men en film om en postapokalyptisk fremtid. Er den for alle? Nej – og jeg er nok en af dem, som den ikke er for. Jeg har lidt et fordrejet syn på zombiegenren – tiden før "outbreak" og virussens spredelse og kaosset er fantastiske – jeg kan ikke få nok. Men alt derefter, behøver jeg ikke . Filmen kan slutte her. Jeg er ikke interesseret i, hvordan samfundet kommer til at blive samfund igen, og hvordan familier vedbliver at være familier. Lige præcis af denne grund er denne film ikke for mig. Lej den eller se den på streaming – Det giver ikke noget særligt at se den i biografen.
- Jonas