28 Years Later: The Bone Temple (2025)

Efter sidste års 28 Years Later (som burde have haft et Part One efter titlen) må jeg sige, at jeg går ind med forventninger som højdemæssigt lige nøjagtigt ikke bliver slæbt hen ad jorden (men det er meget tæt på). Jeg var vemodig, da jeg anmeldte den første film, da franchisen tidligere betød meget for mig, men 28 Years Later endte med at føre franchisen et sted hen som jeg føler er langt fra både 28 Days Later (2002) og 28 Weeks  Later (2007).
Når film udkommer i dele (ligesom det er tilfældet her), bliver jeg lidt nervøs, fordi der ofte en tendens til, at delene er filmet ud i et og efterfølgende skåret ud i dele. Når dette sker, så bliver den samlede spændingskurve også delt i to. Det betyder, at meget af opbygningen (af handlingen) udgør hele den første del, mens klimakset ender i den anden del. Det er lidt denne situation som jeg frygter her – Men hey, så må det betyde, at der i det mindste sker noget spændende denne gang!

Resume:
Historien fortsætter der, hvor den forrige film slap. En storyline følger Spike () som bliver modvilligt optager i Sir Lord Jimmys () bande som en finger, og sammen bevæger banden sig hen over landet og myrder i djævlens navn. Spike finder en allieret i () som er sympatisk over for Jimmys modvilje til at myrde uskyldige. En anden storyline følger Dr. Ian Kelson (Ralph Fiennes) som knytter et usandsynligt venskab med den inficerede Samson () og forsøger at hjælpe denne med at genvinde sin menneskelighed. 

Hvad gør filmen godt?

Som i den sidste film er naturen og idyllen som denne repræsenterer virkelig smuk, og jeg nød rigtig meget det udviklende venskab mellem Dr. Kelson og den inficerede Samson. Det er ret wholesome, og så giver det en lille smule mere dybde til loren. Desuden er Dr. Kelson som karakter virkelig godt spillet af Ralph Fiennes. Og that's it.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg tror, at min største kæphest med den forrige film var, hvor lidt de inficerede fyldte i filmen, fordi jeg synes, at de inficerede var en af de helt store tiltrækningskræfter i de tidligere film. Til min ærgrelse, kan jeg afsløre, at de inficerede fylder endnu mindre her i del to. Faktisk er de ikke rigtigt tilstedet det meste af filmen udover et par jump scares (så en reduktion fra et bærende element til udelukkende en gimmick til brugen af jump scares).

Det helt store omdrejningspunkt for filmen var den lille gruppe blonde krigere som man så fandt Spike i slutningen af den første film. I denne forbindelse vil jeg lige bruge et øjeblik på at tydeliggøre, at i alle apokalypseinspirerede film er der tit tale om to potentielle fare; 1) den primære fare f.eks. zombierne, rumvæsnerne eller noget andet (her; de inficerede) og 2) den sekundære fare som er de overlevende der er blevet vanvittige (populært kaldet psychos).
Filmen omhandler i højere grad psychos end de egentlige inficerede, og det er også fint (men det er ikke lige min præference - men det er en smagssag) og i denne film ser vi to meget forskellige slags psychos i karaktererne; Sir Lord Jimmy Crystal og Dr. Ian Kelson.

Jimmy Crystal forekommer overspillet i sit vanvid, og der sker så mange langt ude ting i forhold til ham; brutaliteten, besættelsen med satanismen og Teletubbies og hans nærmest religiøse selvbillede. Samlet bliver det hele så meget og så absurd, at det bliver for meget til, at man kan tage det seriøst.

Ian Kelson er mere underspillet i sit "galskab" og hans rolle som psycho er lidt mere skjult. Hans personlighed er rolig og mild og præget af den logiske tilgang som han har til hele situationen. Han dyrker stadig sit erhverv som læge (her i sin behandling af den inficerede Samson). Den helt store markør som tydeliggør Kelson som en psycho er hans opbygning af "The Bone Temple" (Jeg havde egentlig afskrevet ham som værende en normal overlevende, men når man tænker på hans handlinger i forhold til at samle lig og rengøre deres knogler for at bygge sit tempel, bliver det meget tydeligt).
Ralph Fiennes spiller rollen virkelig godt og leverer en rigtig god følelse af ensomhed i sin måde at spille rollen på. I sin ensomhed knytter Kelson også et venskab med den inficerede Alpha Samson som han i starten bedøver for at give ham oplevelsen af ro i sindet. Senere kommer Samson tilbage, og dette fører til, at Kelson forsøger at gøre mere for at behandle ham.

Et andet stort minus ved filmen er denne handling. Helt overordnet kan man sige, at handlingen føles som overskydende handling, og ikke noget der umiddelbart fører handlingen fremad før til sidst. Jeg kunne fornemme, at mange anmeldere har givet filmen en god karakter på grund af Fiennes' skuespillerpræstation i rolle, og denne er helt sikkert god (og sådan synligvis det bedste ved filmen), men jeg synes ikke, at det giver et retfærdigt billede af filmen som helhed, fordi der er så mange ufuldstændige og decideret dårlige elementer i filmen.
I den forrige film fulgte vi drengen Spike og hans far () og deres tilvendelse til livet i denne nådesløse verden. I slutningen af den forrige film bliver Spike og hans far skilt fra hinanden. Jeg havde håbet på, at vi som publikum ville se mere til faren eller at Spike måske ville mindes tiden med sin far, men dette er fuldstændigt glemt i denne. Det gør lidt, at den forrige film (og faktisk også denne film) får lidt en præg af at være en antologi af forskellige overlevendes historier som man oplever, og så glemmes de igen.
Filmens to dele minder mig om begrebet "side-mission" som i computerspilsregi kan defineres som en lille, kompakt og alenestående historie der ikke direkte bidrager  til den overordnede fortælling – det er lige præcis denne funktion 28 Years Later og The Bone Temple har. Måske især fordi der ikke er nogen overordnet historie endnu. Er det meningen, at det skal være fortællingen om Spike? Fordi her er der også tydelige problemer.

Handlingen med Spike (som åbenbart er vores hovedperson) overskygges fuldstændig af Jimmy Crystal som egentlig føles som en malplaceret karakter – han var med i starten af filmen fra sidste år og slutningen af samme film, men skal så have en bærende rolle her. Filmen har så travlt med at skabe indblik i forskellige aspekter af denne post-apokalyptiske verden, at den mister den overordnede handling, og jeg sidder egentlig tilbage med en følelse af, at filmen ingen nytte havde i forhold til, hvor den gerne ville hen. Jeg afslører ikke slutningen, men jeg ville have foretrukket, at den forrige film  egentlig bare havde ledt os hen imod slutningen af denne film og så fortsatte derfra (og det irriterer mig, fordi så skal jeg erkende, at slutningen på The Bone Temple faktisk frister mig lidt til at se den tredje, og jeg er sikker på, at hvis den tredje film fortsætter samme overordnede tendens, så kommer den tredje film til at gøre mere skade end gavn på franchisen som helhed).

I starten af min anmeldelse skrev jeg lidt omkring, at film delt i dele ofte har en splittet spændingskurve, og at historiens klimaks så ofte ligger i den anden del af filmen. Det kan jeg så informere om, at den ikke gør her, og et klimaks generelt set kræver en overordnet historie (og det har denne film ikke – det er en antologifortælling.)

Så all in all, er filmen værd at se?

Nej, det synes jeg ikke – den var bedre end den første del, men det er stadig ikke en god film. Mens jeg skrev denne anmeldelse, gik det op for mig, at jeg reelt set ikke ved, hvad den overordnede historie er (og vi er to film inde!). Så NEJ – lad være med at se denne film. I stedet vil jeg anbefale 28 Days Later og 28 Weeks Later – og jeg kan faktisk ikke huske, om jeg allerede anbefalede disse ved min anmeldelse af den første del, men i så fald, så se dem igen – det er bedre end at bruge tid på denne film.

- Jonas