9 Anbefalingsværdige serier som jeg har set i 2025
Det kan være svært at nå at se en af de nyeste serier, når de kommer, så derfor har jeg besluttet mig for at lave en liste over de serier som jeg har set i år og som jeg vil anbefale andre at se. Der er nogle åbenlyse serier der mangler f.eks. Stranger Things, men jeg er simpelthen ikke kommet dertil endnu. Anbefalingerne foregår sådant, at jeg (meget) kort beskriver, hvad serien handler om, og hvorfor jeg synes, at den er værd for jer at bruge jeres tid på den. Jeg håber, at disse kan være inspiration, hvis man lige står og mangler den næste serie at kaste sig over.
9. Alien: Earth - Sæson 1 (Sci-Fi / Horror)
Denne serie havde jeg ret store forventninger til, da jeg er
en stor fan af Alien-franchisen. Serien har en anderledes tilgang end det er
set tidligere, fordi den fokuserer på de store koncerner som står bag mange af
de rumrejser der har resulteret i møderne med Xenomorpherne i de tidligere film.
Handlingen udspiller sig på jorden, hvor koncernen The Prodigy Corporation arbejder
med at overføre menneskelige bevidstheder over i syntetiske kroppe.
Efter nogle
tekniske problemer styrter et forskningsrumskib ejet af koncernen
Weyland-Yutani ned på jorden, og nu går et kapløb mellem de to rivaliserende koncerner i gang
om at bjærge skibets last som indeholder væsner fra de mørke og
afsidesliggende kroge af galaksen (hvis man er interesseret i en mere
dybdegående anmeldelse af denne, så findes der en anmeldelse af serien på bloggen).
Serien er ret fed, især hvis man er interesseret i universet som den udfolder sig i, da den berører nogle områder der ikke tidligere har spillet en så stor og direkte rolle i franchisen. Grunden til, at den er placeret sidst på listen er, fordi serien fumler en smule med afslutningen og muligvis bliver alt for fokuseret på at lede an til en sæson to. Den har dog nogle virkeligt fede øjeblikke som er med til at opveje dette.
8. A Man on the Inside - Sæson 1 og 2 (komedie)
A Man on the Inside var en virkelig hyggelig serie som jeg nød sammen med min kæreste. Den handler om den pensionerede universitetsprofessor Charles Nieuwendyk (Ted Danson) der efter sin kones død er stagneret i livet. Dette ændrer sig dog, da han bliver hyret af privatdetektiven Julie Kovalenko (Lila Richcreek Estrada) til at flytte ind på plejehjemmet Pacific View, hvor han skal prøve at finde ud af, hvem der stjæler fra beboerne.
Som sagt er dette en virkelig hyggelig og sjov serie, hvor the stakes er meget små. Charles gennemgår en udvikling som er rigtig underholdende at følge med i, og karaktererne er mange og nuancerede. Grunden til, at denne er placeret her er, fordi serien som helhed bliver lidt kedelig i løbet af den anden sæson. Sæson to bevæger sig meget væk fra de elementer som gjorde den første sæson god, og mit umiddelbare råd er at se den første sæson, og lad det være det.
7. The Frog - Sæson 1 (mordmysterie / thriller)
Denne så jeg i starten af året, så den lå lidt fjernt i erindringen, men nu hvor jeg tænker tilbage på den, kan jeg huske, hvor begejstret jeg var for den. Serien handler om manden Jeon Yeong-ha (Kim Yoon-seok) som efter sin kones død er flyttet ud i et stille skovområde i nærheden af Seoul, hvor han driver et ferieudlejningsfirma. En dag dukker den unge kvinde Yoo Seong-a (Go Min-si) op med sin søn og lejer en bolig. Yeong-ha lægger mærke til en reserveret og mystisk stemning ved Seong-a som kun bliver værre, da hun rejser dagen efter og efterlader boligen stinkende af blegemiddel og med blodspor, men mest foruroligende af alt, rejser hun uden sin søn.
Serien er rigtig fed, fordi den, udover den ovenstående story line, også følger andre story lines og strækker sig over lang tid, og som seriens handling bevæger sig fremad, bliver det tydeligt, at ikke alt er som det lader til. The Frog er spændende og helt klart en serie som jeg vil anbefale til alle fans af crime mystery-genren. Grunden til, at serien ligger her, er kort sagt, at de senere serier på listen er bedre, og ikke fordi denne serie er dårlig.
6. Culinary Class Wars - Sæson 1 og 2 (madlavningsprogram)
Den her er en lidt mærkelig inklusion, men jeg har været helt opslugt af den i virkelig lang tid. Culinary Class Wars er det ultimative madlavningsprogram. Præmissen inddeler de deltagende i to grupper; sorte skeer (som er mindre etablerede kokke) og hvide skeer (som er berømte etablerede kokke). I starten er der 100 sorte skeer som skal reduceres til 20, og derefter får de mulighed for at udfordre de hvide skeer – og dette er kun toppen af isbjerget som er denne serie. Det lyder simpelt og som noget man har set før, men det lover jeg – det har I ikke. Denne koreanske serie får alle andre madlavningsprogrammer til at ligne amatørarbejde, og den holder én på kanten af sofaen pga. de vilde udfordringer og de dybdegående profiler der laves af de deltagende (til en sådan grad, at man som seer føler, at man kender dem).
Jeg vil anbefale denne til alle, fordi der er noget afslappende ved dette program, og så samtidigt har den en vild spændingsopbygning og nogle neglebidende og vanvittige udfordringer. Begge sæsoner er virkelig gode og tilstrækkeligt forskellige i deres struktur til, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad den næste udfordring bliver.
5. Crashlanding On You - Sæson 1 (romantisk komedie)
Jeg tror muligvis, at denne er den første romantiske komedie på min liste, men hear me out – den er virkelig noget for sig selv. Serien handler om den unge, succesfulde og berømte kvinde, Yoon Se-ri (Son Ye-jin) der pludseligt støder på uvejr mens hun er ude at paraglide og bliver blæst ind over grænsen til Nordkorea. Da hun vågner efter at være blevet slået bevidstløs ved nedstyrtningen, hænger hun i et træ. Kort efter bliver hun opdaget af soldaten Ri Jeong-hyeok (Hyun Bin) som beslutter sig for at skjule hende og hjælpe hende med at komme tilbage til Sydkorea, men hvis hun bliver opdaget, vil det betyde dødsstraf for dem begge. Dette er handlingen meget, meget kort beskrevet for den er virkelig omfattende og indeholder både militær korruption og snigmord, men den handler også om kærlighed og kulturel forskellighed mellem Sydkorea og Nordkorea. Det er især kulturmødet mellem Se-ri og Jeong-hyeok der bærer serien og gør, at den til tider bliver virkelig sjov. Der opstår dog ikke kærlighed mellem de to hovedpersoner med det samme, fordi Jeong-hyeok ikke kan udstå Se-ri og finder hende virkelig krævende og irriterende i starten.
Jeg vil anbefale denne serie til alle som er interesseret i forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea, illustreret fra en ikke alt for alvorlig synsvinkel. Serien har nogle virkelig gode og sjove karakterer som man kommer til at holde af i løbet af serien.
4. The Gentlemen - Sæson 1 (krimiserie)
Denne serie fik jeg anbefalet af en af mine kammerater, og
jeg må sige, at det var en virkelig underholdende oplevelse. Jeg læste et sted,
at den åbenbart er en spin-off på filmen The Gentlemen (2019). Umiddelbart kan
jeg ikke helt se, hvordan de har noget med hinanden at gøre ud over, at det er
meget tydeligt, at begge er instrueret af Guy Ritchie.
Serien følger Edward
"Eddie" Horniman (Theo James) som bliver kaldt hjem fra sin udstationering,
fordi hans far ligger for døden. Edwards bror, Freddy (Daniel Ings), står til
at skulle arve titlen som hertug og hele ejendommen som den ældste, men til
alles overraskelse (ikke mindst Freddy's), har deres far testamenteret alt til
Edward som nu er den nye hertug. Udover, at Edward hurtigt finder ud af, at
deres far ikke har nogle penge, så skylder Freddy millioner til nogle meget
lyssky personer, og den forrige hertug har indgået et samarbejde med Susie Glass
(Kaya Scodelario) der bruger en del af ejendommen til at dyrke og distribuere
cannabis. Nu er det op til Edward at løse problemerne, samtidigt med at der
lige så hurtigt dukker nye problemer op.
Noget af det som solgte mig rigtig meget på serien, er den klassiske Guy Ritchie-stil som man også kan se i Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998), Snatch (2000) og RocknRolla (2008). Jeg elsker disse film og deres skildring af den britiske underverden, og måske især at filmene handler om, hvordan småkriminelle forsøger at skabe sig et navn blandt de tunge drenge, og ofte ender det med, at de småkriminelle selv havner i problemer til halsen. Det er den samme skabelon som denne serie følger (udover, at Edward er meget handlekraftig og virkelig god til at holde hovedet kold i potentielt livsfarlige situationer), men i serieformatet bliver handlingen grundigt udfoldet og karaktererne bliver dybere og mere nuanceret end de ville kunne være blevet i filmformat. Alt sammen er med til at gøre denne serie til et absolut must see (og så er der en sæson 2 på vej).
3. Only Murders in The Building (mordmysterie / komedie)
Som jeg skrev i min anmeldelse af denne serie, var jeg meget skeptisk til at starte med, men meget hurtigt efter, at vi begyndte på serien, faldt jeg fuldstændig for den. Trods alvorlige emner (her: Mord), skabes der alligevel en virkelig hyggelig stemning gennem dels den charmerende bygning og dels de mange forskellige, men karismatiske karakterer som optræder i serien. Hver sæson byder på et nyt mysterie, men karaktererne er overordnet de samme (med få undtagelser af nogle nye som tilføjes) og derved bliver hver sæson præget af en følelse af et glædeligt gensyn. Især seriens tre hovedpersonerne er særligt dragende, da man som seer langsomt får indblik i deres liv (og nogle af de aspekter som de forsøger at skjule). Det her er ganske kort, fordi jeg har skrevet en længere og mere dybdegående anmeldelse som jeg vil anbefale, hvis du føler dig nysgerrig på mere information om denne serie.
2. The Residence - Sæson 1 (mordmysterie / komedie)
Den serie er dybt undervurderet, og det er virkelig en synd
og skam, at Netflix ikke har tænkt sig at fortsætte den. Jeg havde absolut
ingen forventninger til den, da jeg satte den på en aften, men den blev hurtigt
et højdepunkt de følgende aftener som jeg gik og glædede mig til. Jeg var spændt på, hvilket spor der ville blive afsløret som det næste og hvilke karakterer der ville vise
sig at have nogle skjulte motiver og ikke rent mel i posen. Ja! Du har gættet fuldstændig
rigtigt – der er tale om endnu en mordmysterieserie (og ja, disse kommer nok
til at være dominerende på listen for de er virkelig mange og gode for tiden).
Serien
begynder med et stort middagsselskab til ære for den australske premierminister
i det Hvide Hus. Som udgangspunkt følger man den Øverste-Husbestyrer (eller Chief
Usher) A.B. Wynter (Giancarlo Esposito) som sikrer sig, at alt forløber som det
skal bag kulisserne. Mysteriet begynder, da Wynter bliver fundet død. Præsidentens
øverste rådgiver Harry Hollinger (Ken Marino) presser på om, at der tydeligvis
er tale om selvmord, men den anerkendte privatdetektiv Cordelia Cupp (Uzo Aduba)
konkluderer, at Wynter døde et andet sted end hvor han blev fundet og at hans
selvmord er iscenesat.
Uh! Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg vil anbefale denne serie. Den er utroligt spændende, og det ene afsnit snupper det andet. Efterforskningen er meget fængende, dels fordi der er en del Red Herrings (falske spor) og fordi Cordelia Cupp er en meget karismatisk og unik form for detektiv (meget lignende Benoit Blanc). Sæsonen er spændende fra start til slut, og heldigvis rundes sagen rigtig fint af, da den nu ikke lige umiddelbart får en ny sæson.
1. Department Q - Sæson 1 (krimiserie / thriller)
For krimikendere lyder Department Q sikkert meget bekendt, og ja, det er fordi det er den britisk udgave af Afdeling Q. Den første sæson er baseret på romanen "The Keeper of Lost Causes" (dansk; Kvinden i Buret") af Jussi Adler Olsen. Aller-, allerførst vil jeg understrege, at denne serie er helt klart, uden tvivl, værd at se, også hvis du er bekendt med romanen eller den danske film. Serien gør rigtig meget for at tilpasse settingen til Skotland (og ikke bare en overfladisk tilpasning, ligesom The Girl with the Dragon Tatoo (2011)). Serieformatet gør også, at handlingen kan uddybes og at der kan inkluderes flere detaljer (som man ville have været nødt til at fjerne i en film).
Serien handler om Carl Morck (Matthew Goode), en dygtig
efterforsker, som vender tilbage til sit arbejde efter at være blevet skudt
under et baghold på et gerningssted. Carl er tynget af skyld, fordi han overlevede
angrebet, mens hans makker Hardy (Jamie Sives) endte med at blive lam og en
tredje betjent mistede livet. Carls tilbagevenden bliver ikke mødt med jubel,
da mange af hans kollegaer synes, at han er arrogant og asocial (hvilket er korrekt). Den skotske
regering har i mellemtiden besluttet sig for at fokusere på uopklarede politisager,
og derfor tilknyttes Carl Morck til denne afdeling af politimesteren Moira
Jacobson (Kate Dickie), som ser opgaven som en anledning til at placere Carl et sted, hvor han ikke er til gene for andre. Til Carls afdeling knyttes også
Akram Salim (Alexej Manvelov) som er en syrisk tilflytter til Skotland med en
udefineret baggrund inden for efterforskningsarbejde, og Rose Dickson (Leah Byrne)
der efter en ulykke er blevet tildelt skrivebordsarbejde og inderligt håber på
en chance til at bevise sit værd.
Den første sag som Carls afdeling kaster sig over omhandler statsansatte
advokat, Merrit Lingards (Chloe Pirrie) pludselige forsvinden for 4 år siden.
Jeg har set den danske film, og jeg vil sige, at handlingen i serien er ændret så meget, at der er tale om en helt anden oplevelse og ikke bare en angloficering af den danske version. Selvom jeg ret godt kunne lide den danske serie (altså filmene med Nikolaj Lie Kaas, ikke Ulrich Thomsen), så er denne serie nok blevet min absolutte favorit. Jeg er vild med Matthew Goode som Carl Morck og hans usamarbejdsvilje og provokerende personlighed var med til at skabe små humoristiske lyspunkter i en ellers meget mørk serie. Jeg har placeret denne som den bedste serie i år, fordi den som helhed virkelig opslugte hele min opmærksomhed og har været en serie som jeg efterfølgende har tænkt rigtig meget på. Desuden kan jeg med glæde sige, at den er blevet fornyet til en anden sæson, som jeg stærkt regner med, er baseret på "The Absent One" (dansk; Fasandræberne) som var min absolutte favorit af de danske film i serien.
Forhåbentlig kan denne liste give lidt inspiration til, hvad I skal se som den næste serie.
- Jonas