Alien Earth: sæson 1 (2025)

Bom, den første anmeldelse af en serie – det er lidt vildt. Formatet er på nuværende tidspunkt sådan her, men hvis nogle af jer der læser anmeldelserne tænker, at der er nogle ting der kunne gøres anderledes eller ville være bedre for læseoplevelsen, tager jeg imod råd og ideer med kyshånd.

Jeg har lige altid godt kunne lide Alienfilmene. Det er en franchise der tiltaler mig rigtig meget – en virkelig god kombination af sci-fi og horror. Filmserien er efterhånden ret omfattende, og jeg vil lige kort forklare, hvilke film der er deri og om de er værd at se. De gamle film; Alien (1979), Aliens (1986), Alien 3 (1992) og Alien: Resurrection (1997) er alle glimrende, men mine favoritter er nok 1 og 2. De nyere film i serien; Prometheus (2012) og Alien: Covenant (2017) føler jeg ikke er en del af franchisen, fordi de er meget anderledes end de tidligere film, og fejler i deres forsøg på at ophæve filmuniverset. For mig tilhører de en slags alternativ historie ligesom Alien V Predator-filmene. Jeg troede i en periode, at det var slut med Alienfilm.
Så kom Alien: Romulus (2024) – og wow franchisen var genoplivet, og ikke bare genoplivet, men tilbage i topform (den skal jeg også have anmeldt en dag). Lige pludselig var jeg mere rolig omkring den kommende serie Alien: Earth – serien jeg ikke vidste, at jeg manglede i mit liv.

Det første afsnit, Neverland, foregår i året 2120 og begynder på rumskibet Maginot hvis besætning har været på 65 år lang research mission for koncernen Weyland - Yutani. Deres formål er at bringe forskellige ukendte arter tilbage til jorden. På jorden, møder vi Marcy (Sydney Chandler) som er et dødende barn, der befinder sig hos koncernen Prodigy i deres forskningsanlæg. Prodigy vil hjælpe Marcy ved at overføre hendes bevidsthed til en syntetisk krop. Marcy vælger selv sit nye navn, Wendy.
Senere i afsnit, styrter Maginot ned på jorden grundet en teknisk fejl, der gør, at nogle af væsnerne flygter og hærger skibet og besætningen. Prodigys leder, Boy Kavalier (Samuel Blenkin), erklærer, at skibsvraget og skibets last tilhører ham, fordi det er styrtet ned på et område som han ejer. Wendys bror, Joe (Alex Lawther), som er soldat bliver sendt ud med sin enhed for at sikre det ramte område. Wendy foreslår Kavalier, at hun kunne drage ud sammen med de andre syntetiske hybrider og sikrer lasten. Imens forsøger Morrow (Babou Ceesay), som overlevede styrtet, at beskytte lasten mod de udefrakommende soldater. 

Historien i serien er tosidet, hvor man følger Wendy (el. Marcy) og Morrow. Wendy og de andre syntetiske mennesker spiller glimrende, og man tror virkelig på, at de er voksne med sindene fra børn. Wendy er fra starten et tiltrækningspunkt for spænding, da der hele tiden er mystik om hendes evner, og hvad der ligger bag hendes umiddelbare forbindelse til Xenomorphen. Morrow er ligeledes en spændende og nuanceret karakter, da hen umiddelbart virker som en manipulerende og til tider afskyelig antagonist, men man udviker sympati og forståelse for ham, når hans fortid og baggrund bliver tydeligere med tiden.

Serien giver et grundigt og dybdegående indblik i situationen på jorden og rivaliseringen mellem de store koncerner i dette tilfælde Prodigy og Wayland-Yutani. Romulus berørte også situationen og livet på jorden, men for første gang får man mere et større indblik i deres kapløb mod nyere og vildere revolutioner inden for teknologi, og i denne forbindelse også deres totale afskrivning af mennesker som værende undværlige tab i dette kapløb. Jeg synes, at inddragelsen og det dybere fokus på personerne bag koncernerne er virkelig godt, mest fordi disse personer altid har været lidt i baggrunden i filmene, så det er et frisk pust til franchisen. Desuden er det også en ret fed inklusion med de andre typer af rumvæsner som bliver præsenteret. Selvom de lidt bliver overskygget af Xenomorphen, så er de stadig detaljerede og spændende.

Historien der følger Wendy er god og viser the inner workings i Prodigy-koncernen. Boy Kavalier spilles glimrende, og tematikken med Peter Pan og de syntetiske børn er virkelig passende. Bag undskyldningen med at ville give syge børn en ny chance ligger der nogle upåtalte bagtanker omkring hvor lette børn er at manipulere. Fokusset på børnene i de første afsnit bliver lidt langsommeligt, men hvis man har tålmodighed til at vente på, at verdenen bygger sig op, så lønner det sig. Serien tager for alvor fart, da Xenomorphen bliver introduceret (og det er jo ærlig talt monstrene vi er her for).

Den femte episode er indtil videre den mest fantastiske, da den giver en klar skildring af, hvad der skete om bord på skibet. Her er vi tilbage til den meget kendte Alienstil, og det er et voldsomt glædeligt afsnit. Fra fjerde episode og frem bliver tonen i serien mørkere, og dette danner en virkelig fed kontrast til den lidt mere barnlige og uskyldige tone med børnenes venskaber og hele Neverland-tematikken.

Der hvor serien fejler lidt er uden tvivl slutningen altså det ottende afsnit. Afsnittet virker forhastet, og der er mange aspekter som er blevet opbygget igennem flere afsnit som enten stopper eller bare falder til jorden. Et eksempel på dette, er det lille enøjede rumvæsen som uden tvivl er det mest interessante af væsnerne, og det som får mest skærmtid. Boy Kavalier bliver langsomt mere fascineret (endda næsten besat) af denne, og med hans vidensbegærlighed og ubekymrethed i forhold til konsekvenser, synes jeg, at det ville give mere mening, hvis han endte med at være vært for den parasitiske livsform – for at få indblik i dens tanker og viden. Desuden synes jeg og, at Wendys mange evner er lidt uforklaret. Hun er den første af sin slags, og faktummet at hun er en ældre version burde nærmere have resulteret i færre evner, ikke flere end de andre nyere syntetiske mennesker. Disse små menter er helt sikkert noget som bliver uddybet i sæson 2, men nogle gange skal man ikke gemme alt det gode til anden sæson. 

Så all in all, er serien værd at se? Helt absolut, især hvis man er alienfan, og ja, også selv om slutningen er lidt meh. Jeg vil vove at påstå, at den faktisk formår at udvide filmuniverset, hvor Prometheus og Alien: Covenant fejlede. 

- Jonas