Double Feature: To nye film på Netflix som jeg gerne ville elske (men endte med ikke at gøre)

Jeg kan rigtig godt lide Netflix, både som streaming service og som producent af sine egne serier, shows, dokumentarer og film. Er de alle sammen hits? Nej overhovedet ikke, men indimellem kan man finde nogle virkelig fede ting i den kontinuerlige strøm af nyheder.
Disse to film er ikke tilfældet – de er udmærket, og jeg tror måske, at nogle vil synes, at de er rigtigt gode og som på papiret egentlig lød som værende nogle fede koncepter, men i min optik, levede udførelsen desværre ikke op til ideen. Som titlen på blogindlægget afslører, skal vi i dag snakke om Apex (2026) og War Machine (2026), to film som jeg ville ønskes, at jeg synes bedre om end jeg egentlig endte med at gøre. Anmeldelserne kommer til at indeholde nogle spoilere, og jeg går ud fra, at man har set trailerne til filmene. Så hvis man vil gå ind til dem uden at vide noget, skal man stoppe med at læse nu (og komme tilbage bagefter og læse anmeldelserne).

War Machine 

Resume: To år efter at have mistet sin bror i Afghanistan, melder den unavngivne soldat (som senere bliver kaldt 81) sig til optagelsesprøven for at blive en Army Ranger, fordi det var hans brors ønske, at de skulle melde sig sammen. Under øvelsen opdager 81() og hans gruppe et mystisk objekt som er styrtet ned. Da de nærmer sig det, viser det sig, at objektet ikke er ødelagt, men det rejser sig derimod og begynder, at angribe dem. Dette er starten på en kamp om overlevelse.

Hvad gør filmen godt?

Alan Ritchson har vundet en helt særlig plads i mit hjerte som actionhelt grundet sin rolle som Reacher, og dette var hovedsageligt grunden til, at jeg besluttede mig for at skulle se filmen (og selvfølgelig faktummet, at filmen havde en kæmpe robot fra rummet – what's not to like?).
Jeg tror umiddelbart, at der hvor filmen har sit toppunkt er actionscenerne, og Alan Ritchsons skuespillerpræstation er udmærket (men jeg tror, at han er bedre i film som The Ministry of Ungentlemanly Warfare (2024) eller i serien Reacher, hvor karakteren som han spiller har mere dybde og flere nuancer), men jeg tænker ikke, at det er Ritchsons skyld, men mere materialet som han skulle arbejde med. Det ærgrer mig at sige, men det er nok de plusser som jeg lige umiddelbart kunne finde i filmen.

Hvad gør filmen mindre godt?

Historien i filmen er en lidt flad og overfladisk oplevelse (og ja, jeg ved godt, at jeg plejer at sige, at actionfilm sagtens kan være dumb fun, uden nogen dybere historie), men i denne filmen sættes der en alvorlig tone i starten som hentyder til karakterudvikling og en dybere tematik end filmen egentlig ender med at levere. Jeg tror, at mit allerstørste problem med filmens historie er, at ligesom Subservience (som jeg anmeldte sidste år) lægger War Machines slutning op til en større historiemæssig kontekst (måske for at sætte op til en efterfølger), og i denne slutning præsteres et plot som jeg faktisk hellere ville have set – og det er virkelig en skam.

Filmens karakterer er desværre heller ikke særligt mindeværdige, da de alle sammen (er endimensionelle og indeholder måske en egenskab eller en hændelse som udgør deres baggrundshistorie og personlighed – f.eks. 15 der rigtig gerne vil vise sit værd og flere gange har dumpet prøven. Faktummet at soldaterne kun har numre og ikke navne, synes jeg også er med til at gøre karakterne virkeligt flade og uinteressante.

Som jeg allerede har nævnt tidligere, så er filmen nok mere dumb fun action end noget andet. Problemet her er bare, at grundet den minimale handling, så ender filmen med at trække ud, og jeg sad faktisk og kedede mig til sidst trods actionscenerne, og hvis en actionfilm skal noget, så er det da at holde seerens opmærksomhed med rendyrket action og eksplosioner osv. (for lidt at gøre op for at mangle en dybere, sindsoprivende handling, fyldt med neglebiddende twist).

Apex:

Denne film er en lidt sjov størrelse, fordi jeg så traileren i biografen, men det viste sig, at filmen er en Netflix-produktion (hvilket vist er ved at blive en mere udbredt ting). Traileren var spændende og fangende, men overlod desværre ikke meget til fantasien i forhold til filmens handling, så jeg tænker, at jeg kan gå en smule mere i dybden med handlingen uden at afsløre mere end det traileren viser.

Resume: Fem måneder efter en tragisk og livsændrende oplevelse, rejser Sasha (Charlize Theron) igennem Wandarra National Park (en fiktiv national park i Australien). Trods en rangers advarsel om en række forsvundne personer i området, begiver hun sig alligevel ud. Efter hun har sat sig ind i sin bil, møder hun Ben (Taron Egerton) som hun spørger om vej. Efter at hun har sejlet kajak i parkens seje strømme, vågner hun og kan ikke finde sin taske. Tilfældigvis møder hun Ben ved hans lejer, men mødet tager en skræmmende drejning og pludseligt må hun gøre alt, hvad hun kan for at overleve. 

Hvad gør filmen godt?

Filmen er ret nervepirrende i forhold til det her jæger/bytteforhold som karaktererne har, og det er også dette, der bliver lagt rigtig meget vægt på i traileren. I min optik, synes jeg faktisk godt, at denne del kunne have fyldt mere (egentlig måtte hele filmens handling gerne have været denne jagt – det havde ikke gjort mig noget). 

Taron Egerton er virkelig fantastisk i denne film og stjæler fuldstændigt spotlyset. Han spiller psykopat skræmmende godt, og skiftet mellem den rolige personlighed det ene øjeblik til at være fuldstændig skør (f.eks. i scenen hvor han lytter til (musiknummeret) mens han giver Sasha tid til at flygte) er intet mindre end mesterligt. Nu kan jeg ikke på stående fod huske om Egerton har spillet skurk før i film, men jeg er ret sikker på, at hans skuespillerpræstation i denne film nok skal åbne nogle døre for ham i denne retning, og jeg skal være den første til at sige, at jeg meget gerne vil se ham udfolde den mørkere side af sin skuespillerkarriere mere i fremtiden.

Selvom traileren afslørede ret meget omkring den grundlæggende handling i filmen, er der stadig nogle afsløringer i forhold til både Therons karakter og Egertons karakter som er virkelig fede, og det er rigtig godt, at man har ladet disse være skjulte, så der stadig er lidt godt til de seer der ender med at se filmen efter at have set traileren (jeg hader når traileren afslører det hele, fordi fratager én en hver motivation eller engagement til at se filmen).

Hvad gør filmen mindre godt?

Om det er fordi Egerton gør det så godt i sin rolle eller fordi hendes karakter er skrevet sådan i manuskriptet, så ender Charlize Therons karakter Sasha med at blive meget nuanceløs og overhovedet ikke mindeværdig i filmen. Hun virker meget endimensionelle og samtidigt utrolig forudsigelig – jeg vil vove at påstå, at man i løbet af filmens begyndelse sagtens kan regne ud, hvordan karakteren ender med at "udvikle" sig i filmen (jeg sætter udvikle i citationstegn, fordi jeg bruger det meget gavmildt).

Jeg tror en af de aspekter som jeg ikke så godt kunne lide er, at den del af handlingen som omhandler menneskejagten som filmen slår sig på i traileren er ret hurtigt overstået. Som jeg nævnte tidligere, så kunne det have været ret fedt, hvis menneskejagten havde været i fokus hele filmen igennem, da den efterfølgende del af handlingen og slutningen ender med at blive ret tamme og forudsigelige, så jeg må indrømme, at jeg begyndte at kede mig en smule i anden halvdel af filmen.

Apex har desværre også lidt den samme tendens som War Machine med at hentyde til et plot som nok faktisk havde været mere interessant at se. I løbet af filmens handling, refereres der til en forsvunden familie, og jeg sad faktisk lidt og overvejede, om et fokus på familiens oplevelse og deres kamp for overlevelse i menneskejagten kunne have været en mere spændende historie for filmen (og det tror jeg faktisk, at det ville have været).

All in all, er filmene værd at se?

War Machine er et bestemt nej – altså den prøver lidt at være sådan en anden form for War Of The Worlds, men det lykkes den ikke rigtigt. Jeg ville ønske, at den havde besluttet sig for enten at gå all in i retningen af en god historie eller hjernedød action, fordi faktummet, at den sådan lidt tøvende befinder sig mellem de to punkter, skader faktisk mere end det gavner. Hvis man godt kan lide Alan Richerson (og hvorfor skulle man ikke dette? – hvis man ikke er hans nabo), jamen så vil jeg nok hellere anbefale enten The Ministry of Ungentlemanly Warfare (2024) eller serien Reacher som er begge er virkelig fænomenale.
Apex er lidt en anden størrelse, fordi selvom protagonisten er kedelig og unuanceret, så synes jeg faktisk, at filmen er værd at se ene og alene på grund af Taron Egertons præstation deri. Skulle du se den og tænke; "Har Netflix mon noget andet godt med ham i hovedrollen?" – så vil jeg blot sige Carry-On fra 2024. Seriøst, Se den. 

- Jonas