Backrooms (2026)

Jeg kan huske, at jeg så traileren til Backrooms for længe siden, og den pirrede slet ikke min interesse – men nu hvor muligheden for at se filmen bød sig, så skulle filmen da ses alligevel, og da især med alt den ros som den har fået – selvom jeg går ind til den meget skeptisk.

Resume:
I filmen følger vi Clark (Chiwetel Ejiofor) der er ejer af møbelhuset Captain Clark's Ottoman Empire. Clark besøger regelmæssigt psykologen, Dr. Mary Kline (Renate Reinsve), og det bliver meget tydeligt, at Clark er desillusioneret i sit liv, fordi hans kone har smidt ham ud, hans forretning har nærmest ingen besøgende og hans drøm om at arbejde som arkitekt har ingen udsigt til at gå i opfyldelse.
En dag da han går rundt i sin forretningsbygning, finder han tilfældigvis en indgang til en mystisk, konstant forandrende labyrintisk dimension. Selvom Clark hurtigt vender tilbage til den virkelige verden, drager et eller andet ham mod dimensionen, og han beslutter sig for at udforske denne forunderlige dimension og de hemmeligheder som den må gemme på.

Hvad gør filmen godt?

Genren, som der arbejdes med i denne film, er psykologisk horror blandet med sci-fi og især berører den begrebet Liminal Space. Sådan lidt kort fortalt bruges begrebet Liminal Space om rum, gange og korridorer. Oftest er disse tomme, sterile og uden interiør (som ellers ville give rummet en menneskelig forbindelse), og denne tomhed er en del af det ubehagelige og foruroligende ved disse rum. Nogle gange er der tale om lokaliteter som man normalt associerer med travlhed og fyldt med masser af mennesker, og derfor resulterer mennesketomheden i en form for ængstelighed og utryghed. Som et eksempel kan man tænke på tomme gader, undergrundsstationer eller storcentre. Fordi begrebet på denne måde leger lidt med balancen mellem det velkendte og det ukendte kaldes det også Arkitekturens Uncanny Valley (Uncanny Valley er meget overfladisk forklaret en følelse af ubehag vækket ved et udsving i balance mellem det velkendte og det ukendt. Oprindeligt er teori fremsat i forbindelse med fremstillingen af robotter som i takt med, at disse blev mere menneskelige i udseende samtidigt vakte en konstant voksende følelse af ubehag).
Pyh, det blev lidt teoretisk tungt, men tak for at I holdte ud. Det er et voldsomt spændende fokus, og jeg kan virkelig godt lide, hvordan filmen arbejder med dette igennem scenografien og især kulisserne.

Et andet godt element i filmen er sekvenserne, hvor karaktererne bliver jagtet af diverse væsner. Disse er virkelig gode, dynamiske og spændende. Et eksempel på dette er en scene, hvor Clark løber rundt i et forsøg på at finde rundt. I denne scene ser vi som seer alt igennem Clarks øjne (eller gennem det håndholdte kamera som han bruger til at dokumentere dimensionen), og lige præcis dette perspektiv skaber en rigtig god indlevelse i filmens verden.

Et særligt fascinerende aspekt er som nævnt filmens arbejde med selve kulisserne for at skabe denne labyrintiske arkitektur (min kammerat og jeg sad og diskuterede undervejs, hvordan de sandsynligvis havde lavet kulisserne og om de var lavet på en måde der gjorde det muligt at flytte vægge rundt ubesværet). Nogle af rummene i filmen er normale, mens andre indeholder anormaliteter som små klaustrofobiske gange, møbler der er delvist (eller gradvist) nedsunkne i gulvet eller lokaliteter som scenen, hvor en bestemt karakter flygter ud igennem en dør for så at finde sig selv stående på kanten af en kæmpe, bundløs afgrund (her hænger min fascination af scenen nok sammen med min højdeskræk). Hvis du ser filmen for arkitekturen, så lover jeg, at du ikke har set noget lignende før. Det samme gør sig gældende for de skævvredne personer i Backrooms-dimensioner som nærmest er foldet i lag i dem selv eller strakt sådan, at deres træk bliver overdrevne, absurde og groteske.

Filmen har en megafed vibe der mindede mig meget om Remedy Entertainments videospil Control (2019) som handler om en organisation der finder og opbevarer virkelighedsforvridende genstande. Ligesom i spillet, har virkeligheden i filmen flere lag så der kommer en (falsk) tryghed i, at man tror, at karaktererne har formået at vende tilbage fra Backrooms-dimensionen, men så lægger man mærke til nogle små ting der er off, og derefter bliver det langsomt klart, at karaktererne stadig er fanget. På denne måde lykkes det filmen at skabe nogle ret spændingsfyldte øjeblikke.

Hvad gør filmen mindre godt?

Og så det helt store spørgsmål, er filmen uhyggelig? Nej, det synes jeg ikke – men den er virkelig, virkelig mærkelig, og den er meget anderledes end noget jeg tidligere har set. Et meget stort MEN i forhold til uhyggen er, at grundet socialangst, så har Liminal Spaces den modsatte virkning på mig og derfor er mennesketomme rum ofte meget afslappende for mig. Jeg er dog sikker på, at mange andre vil føle ubehaget og uroen som filmen uden tvivl sigter efter.

Skuespillerpræstationerne er okay i filmen, især Ejiofor og Reinsve, men det er kulisserne og scenografien der virkelig stjæler spotlyset. Filmen er på mange måder meget minimalistisk, idet den ikke har meget opbygning hverken i forhold til historien eller karaktererne, og det er faktisk til en sådan grad, at man godt kan sidde bagefter og ønske sig, at vi vidste noget mere omkring Clarks liv og hans fortid udover de små stumper som vi bliver givet i starten af filmen (f.eks. kender vi ikke engang hans efternavn). Jeg tænker dog ikke, at man ser denne film pga. hverken skuespillerne eller historien.

All in all, er filmen værd at se?

Da jeg som sagt ikke helt er målgruppen for filmens fokus på Liminal Spaces, så synes jeg ikke, at det er en essentiel gyserfilm – som man SKAL se. MEN den gør rigtig mange spændende ting som gør filmen værd at se også bare fordi den er meget anderledes end andre gyserfilm derude. Jeg synes også, at det er fedt, at det er endnu en Youtuber (her: Kane Parson), der har fået lov til at prøve kræfter med at lave en "rigtig" film, og jeg er sikker på, at Backrooms ender med at blive en succes.

Bonus: Filmen bygger på Parsons tidligere serie af kortfilm der var inspireret af creepypastaen "Backrooms". 

- Jonas