Bring Her Back (2025)
Egentlig havde jeg kun hørt dårligt om Bring Her Back fra sidste år (jeg tror, anmeldelsen som jeg hørte argumenterede, at filmen ikke hang særlig godt sammen historiemæssigt). Denne anmeldelse demotiverede mig, og dette holdt mig fra at se filmen, men som følge af det succesfulde sats som jeg lavede med Black Phone 2, fik jeg blod på tanden og besluttede mig for at se denne film. Så læs med og find ud af om dette var endnu en succes.
Resume:
Da deres far dør pludseligt på tragisk vis, bliver søskendeparret, Andy (Billy Barratt) og Piper (Sora Wong) anbragt hos den venlige og imødekommende kvinde Laura (Sally Hawkins) som for få år tilbage mistede sin datter i en drukne ulykke. Det bliver dog hurtigt klart for Andy, at ikke alting er som det lader til, og at der bag Lauras venlige yndre skjuler sig mørke intentioner. Og hvad foregår der egentlig med den mystiske dreng Oliver (Jonah Wren Phillips)?
Hvad gør filmen godt?
Stemningsopbygningen er et tveægget sværd i denne film, fordi på den ene side fungerer filmen virkelig godt og bygger en fantastisk ubehagelig stemning op, og den holder én i uvished omkring, hvad Lauras planer er og hvilken rolle som Oliver spiller. Dette gør filmen glimrende ved at give os små bidder og hints der i den grad pirrer vores interesse (f.eks. hospitalsscenen, hvor Laura uden reaktion i en sætning afslører, at hun måske var indblandet i farens død – man sidder lidt i sammen situation som Andy og tænker; "Hørte jeg lige rigtigt?". På den anden side er stemningsopbygningen ret langsom i filmen – gør jer klar til en slow-burn som pludselig tager fart til sidst (Jeg tror, at det var i de sidste 40 minutter, hvor filmen begyndte at blive vild, men det er så også godt en time inde, så det er meget tænkeligt, at filmen vil tabe en del seere på grund af dette).
Skuespillerpræstationerne i filmen er fine her, men det er nok især Sally Hawkins og Jonah Wren Phillips der stjæler billedet med henholdsvis den utroligt velovervejede og manipulerende personlighed og så den fuldstændigt katatoniske dreng der langsomt bliver mere og mere bestialsk både i opførsel og udseende. Andy og Piper blev spillet fint nok – især det konstant udviklende drama, der langsomt forgifter deres ellers tætte søskendeforhold, men overordnet set fangede hovedpersonerne ikke rigtigt min opmærksomhed sammenlignet med karaktererne Laura og Oliver.
Elementet af Body horror i filmen er virkelig godt, og dette er især vildt i forhold til Oliver, der gradvist gennemgår en meget grotesk udvikling, og ligesom denne bliver en chokerende oplevelse for Andy – bliver den det også for seeren. Denne udvikling spiller også en virkelig vigtig rolle i forhold til opbygningen af den ret ubehagelige stemning som filmen mesterligt skaber.
Tematikken som filmen berører synes jeg også er virkelig god. Denne omhandler tab og håndtering af sorg som ses både hos Laura og Andy, men på to vidt forskellige måder. Derudover fokuserer filmen også på de længder som man er villig til at gå og de grænser som man er villig til at krydse for at afhjælpe sorgener virkelig god her.
Hvad gør filmen mindre godt?
Selvom filmen desværre ikke er frygtelig uhyggelig, synes jeg stadig, at den rammer en god ubehagelig stemning. Desuden ser vi også her den gode gysertendens med, at filmen fokuserer på et uundgåeligt element fra hverdagen – her venlige fremmede, og spørgsmålet om man kan stole på dem og om de har gode intentioner eller ej.
Filmens største problem er nok desværre, at slutningen ender med at være lidt tam, især i forhold til, hvad filmen bygger op til (og hvor lang tid den bruger på dette). Desuden havde jeg hørt, at filmen var usammenhængende, og det synes jeg faktisk slet ikke, at den er. MEN jeg følte, at der var nogle spørgsmål omkring omstændighederne ved karakteren Oliver som var uforløste efter filmen sluttede. Det er en skam synes jeg, fordi der ellers er rigtig meget opmærksomhed på detaljer, og hvordan selv de mindste detaljer har en betydning i filmen (dog vil jeg sige, at jeg efterfølgende sad og tænkte over Oliver og endte faktisk med nogle potentielle svar på mine spørgsmål - så dette punkt ændrer sig måske fra person til person).
All in all, er filmen værd at se?
Overordnet set var filmen okay – den var ikke revolutionerende for gysergenren som helhed, men fortæller en fed historie, der skaber en dejlig ubehagelig stemning. Jeg følte mig godt underholdt og tænker stadig på filmen (her nogle uger efter, at jeg så den). Jeg tænker, hvis du er til besættelsesgysere i stil med Talk to me (2022) eller Lee Cronin's The Mummy (2026), så vil denne film falde i din smag.
- Jonas