Caught Stealing (2025)

Jeg har semihøje forventninger til denne film af to årsager. For det første er det Darren Aronofsky der har instrueret filmen. Hvis navnet ikke lige siger én noget, så er det manden bag; Black Swan, Requiem for a Dream, Mother og The Whale. Desuden ser traileren hektisk og underholdende ud (selvom jeg er blevet snydt før) og den giver mig associationer til Guy Ritchies film (f.eks. Lock, Stock and Two Smoking Barrels, Snatch og Rock and Rolla). Efter at have set filmen, kan jeg afsløre så meget at der bliver trukket nogle paralleller. Filmen er skrevet af Charlie Huston, som også er forfatter til bogen af samme navn som filmen er baseret på. Normalt ville jeg have et eller andet bogsmart at sige nu, men jeg kender hverken bogen eller forfatteren, men Huston skulle eftersigende være meget bred i sit forfatterskab og have bevæget sig i mange forskellige genrer. 

Filmen foregår i Lower East Side i 1998 og følger den unge bartender Hank, hvis liv er præget af en dyster fortid som han forsøger at drikke væk. Hans kæreste Yvonne er meget bekymret for ham, fordi hun ser hvordan fortidens dæmoner påvirker ham. Hanks liv tager en pludselig drejning, da naboen Russ beder ham om at passe sin kat. Igennem denne umiddelbart uskyldige handling bliver Hank opsøgt af forskellige kriminelle som er mere end villig til at gøre ham ondt for at få fat i Russ. Og mere afslører jeg ikke!!

Ligesom i Ritchies film, er karaktererne noget af det som gør filmen særlig. Hank (Austin Butler) er som nævnt en ung mand som konstant kæmper med dæmoner fra sin fortid og længes efter en måde at forene sig med fortiden. Hans kæreste Yvonne (Zoë Kravitz) forsøger at hjælpe ham med dette, da hun prøver at hjælpe ham i forhold til at definere hvad de er og hvad de vil i fremtiden. Hun er en glimrende repræsentation af den fremtid som han kan få, hvis han stopper med at sidde fast i fortiden og drikke for at undgå at skulle konfrontere dette. Efter man har set filmen, vil man også kunne se, hvordan rejsen som Hank gennemgår, selvom den er brutal og nådesløs, faktisk er skelsættende for den mand som han bliver i fremtiden, fordi begivenhederne som han oplever faktisk bliver totalt ødelæggende for hans tidligere liv, og derved tvinger ham til at ændre sit liv. 

Filmens historie er nogle gange lidt forudsigelig, og måske faktisk det eneste som jeg lige kan sætte en finger på. Dog skal jeg være ærlig at sige, at den også tager nogle drejninger som jeg ikke så komme. Nogle drejninger, hvor man sidder tilbage og undrer sig over, hvordan historien nu skal fortsætte. 

Udover Hank indeholder filmen mange skæve og unikke karakterer: For at nævne et par, er der; Russ (Matt Smith), Hanks punkernabo, som er katalysatoren for hele den kattepinen (virkelig meget pun intended) som Hank befinder sig i, Roman (Regina King) - en kvindelig betjent som har levet i byen hele sit liv og vil væk derfra, koste hvad det vil, og til sidst er der Lipa (Liev Schreiber) og Schmully (Vincent D'Onofrio) som er de hebræiske hævnere - der på bedste Boondock Saints-manér skyder først og stiller spørgsmål bagefter. Alle skuespillerpræstationerne er glimrende heri, selv de små rolle.
I karakterernes skævhed kan man se inspirationen fra Ritchie, men selvom de ofte virker sympatiske, så har de alle mørke sider, og det er her Aronofskys indflydelse kommer til udtryk. Nogle øjeblikke mellem karaktererne er utroligt hyggelige (f.eks. da Hank besøger Lipa og Schmulls mor), men disse bliver afbrudt af en afsløring der er så dyster og mørk, at man sidder tilbage med en følelse af, at man har fået en mavepumper. Jeg har set en del af Aronofskys film, og de er gode, men hold da op de er også ubehagelige, og denne film er inden undtagelse. Hvis man så traileren, og blåøjet som jeg tænkte, at dette ville være en underholdende komedie om et gangstermiljø og hektisk forvirring ala Lock, Stock and Two Smoking Barrels, så tro om igen. Filmen er dyster, og selvom man sidder og leder (lidt panisk) efter et sted, hvor man kan grine lidt, bare for at lette stemningen lidt - så bliver latteren med en ængstelig klang. Men Jonas, tænker I nok, siger du, at filmen er lige så dyster som Eddington? Nej, det gør jeg ikke, og selvom stemningen ikke er kulsort, sådan kvælende mørk - et sådant mørke, hvor man tager en dyb indånding, når man kommer ud fra biografen og forsikrer sig om, at alt er godt, fordi det jo bare var en film - så er den stadig mørk. 

Jeg tænker egentlig, at miljøet spiller en ret stor og betydningsfuld rolle i filmen og på en eller anden måde faktisk er filmens hovedrolle. Som publikum oplever vi, hvordan byen (og især dens skyggeside) påvirker og former Hank efter, at den har suget ham ind og placerer ham i noget fuldstændigt modsat af hans normale hverdag. Dette gør sig faktisk gældende om alle karaktererne som på den ene eller anden måde er et produkt af byens påvirkning (eller forgiftning). Filmen handler på mange måder om hvad en by som denne kan gøre ved mennesker, og hvordan normalt bliver et flygtigt begreb, når man befinder sig i midten af det hele. Puha jeg trænger snart til en sjov film igen. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, helt sikkert - det er en god, men ubehagelig film - hvis man er ny til Aronofsky og måske ikke vild med film med mørke stemninger, skal man nok lige have dette i baghovedet. Kender man Aronofsky og nyder hans film, jamen så er denne right up your alley.

- Jonas