Civil War (2024)

Denne film har været på min liste meget, meget længe. Jeg så den i biografen sidste år, og det er en film som jeg har tænkt rigtig meget på siden. Dels pga. den mere og mere anspændte politiske situation i USA, men også fordi det er en voldsomt fænomenal film. For mig er filmen, så meget mere end en film – den er mere en advarsel eller en profeti som vi skal undgå. Er det en film for alle? Nej, den er hård og rå uden filter, men det er en film alle burde se, især for at skabe en bevidsthed om den fremtid som filmen fremstiller, så vi kan undgå den. Jeg forsøger at holde det spoilerfrit, men dykker ned i en håndfuld scene for at tydeliggøre nogle af mine pointer.

Filmen foregår mens en borgerkrig hærger USA mellem autoritært regime, ledt af en præsident på sin tredje periode (allerede her er der en overtrædelse af uafhængighedserklærings regel om, at en præsident kun kan sidde to perioder) og WF (The Western Forces) en koalition ledet af Texas og Californien. Præsidenten (Nick Offerman) prædiker omkring en snarlig sejr og bekæmpelse af WF, men situationen er nærmere den, at WF er tæt på at invadere Washington.
Efter at have overlevet en selvmordsbombning i New York, møder krigsfotografen Lee Smith (Kirsten Dunst) og journalisten Joel (Wagner Moura) med deres mentor Sammy (Stephen Kinley Henderson) for at fortælle om deres plan om at interviewe præsidenten. Sammy prøver at tale dem fra den vanvittige plan, men ender at følge med dem mod Charlottesville. Den efterfølgende dag, da de skal afsted, finder Lee ud af, at Joel har ladet den unge aspirerende fotograf Jessie Collin (Cailee Spaeny) rejse med dem.

Filmen lægger ud med en tale fra præsidenten (for at tydeliggøre at der er tale om en alternativ fremtid, har Ron Swanson altså intet overskæg i filmen). Vi får allerede fra starten en fornemmelse af den dystopiske stemning med skift fra ham der øver sin tale til klip der viser oprør og vandalisme i samfundet. Præsidenten skifter også mellem at tale om regeringens succes som værende "Great for America" og en succesfuld militærkampagne – her er der altså uden tvivl tale om et militært diktatur.

Stadiet som samfundet har nået, ser vi i den første scene i New York, hvor en stor gruppe mennesker er samlet. Scenen ender med en selvmodsbomber løber ind i menneskemængden og dræber mange mennesker. Lee går så i gang med at tage billeder. Hun har en længere karriere som fotograf i krigshærgede områder, og nu udnytter hun sig af denne erfaring i USA. (dette om noget fortæller en hel del om landets situation, og der ligges ikke fingre imellem) Når journalisterne snakker om præsidenten nævnes der undertrykkelse af medierne og mord for at gøre politisk modstand tavs. I en samtale mellem to journalister bliver han også indirekte sammenlignet med tre tidligere diktatorer. 

Da karaktererne bevæger sig mod deres færd til Washington, får man flere eksempler på, hvordan samfundets regler og normer for længe er skubbet til siden, og at det er hver mænd for sig selv (i højere grad end det er i USA i dag). F.eks. bliver selvtægt i høj grad udøvet som man ser i scenen ved tankstationen, hvor der hænger torturerede personer som tankpasseren kalder for røvere. Lee er god til at afværge farlige situationer og ved, hvordan man håndterer folk med våben. Hun virker meget kold i forhold til Jessie, men det er nok mere et spørgsmål om, at Lee er hærdet, fordi hun har set menneskelig ondskab før, og ikke fordi hun ikke bryder sig om Jessie. Lee ved, hvordan krigssituationen påvirker mennesker og sætter sine spor i én. Jessie bliver nok en slags repræsentation af Lee, før hun fik øjnene op for den ondskab der findes i verden.

Lee ser journalisternes rolle som historikere, der dokumenterer til eftertiden. Hun tager billeder med fra krigszoner for at advare mennesker om, at de skal undgå krig og alle de forfærdeligheder der følger med. Derfor er den situation som USA befinder sig i skyld i, at hun er desillusioneret og føler, at hun har fejlet i at advare folk om krigens rædsler.

Joel er lidt en kontrast til Lee. Han jagter rusen som krigszoner giver, men er stadig realistisk omkring krigen og hvad det gør ved folk. Han insisterer på, at Jessie skal med, sikkert i et forsøg på at uddanne fremtiden til at tage over efter dem en dag. Han er en sjov karakter, og hans humør udgør ofte en kontrast til den overordnede alvorlige tone som filmen sætter. Han gennemgår dog en udvikling, og da Sammy dør, idet de når Charlottesville, er der en scene uden lyd, hvor Joel bare står og skriger i afmagt – det er meget indtryksfuldt i forhold til, hvordan han tidligere har været og hvordan han er blevet påvirket af oplevelserne som de har haft undervejs.

Jessie drømmer om at fotografere og følge i Lees fodspor. Man ser også i filmen, hvordan hun gradvist mister mere og mere af sin barnlige uskyldighed, når hun oplever borgerkrigens rædsler (dette er sandsynligvis den samme udvikling som Lee også har gennemgået i starten af sin karriere).

Jeg kan virkelig, virkelig godt lide filmen, særligt fordi jeg er vild med dystopier. Denne dystopi er spændende og fascinerende, fordi den meget anspændte politiske situation i USA på tidspunktet hvor filmen kom ud gjorde, at den fiktive handling i filmen nærmest stod truende som en potentiel profetisk fremtid.
I ligesom ved The Long Walk (2025) er billederne fra den store, smukke amerikanske natur og selv køreturen igennem landet er fantastisk – enorme motorveje der er fyldt med udbrændte og efterladte biler, fuldstændigt tomme for mennesker. Hver eneste scene, hvor de befinder sig i naturen eller byen bevidner om situationer, hvor det vi frygter allermest, krig, har infiltreret det vi elsker allermest, vores trygge, hjemlige hverdag.
Surrealismen kommer særligt til udtryk, da de kører ind i en by som virker komplet urørt af borgerkrigen, og i et øjeblik virker livet som om de er tilbage før krigen. Scenen er vild og nærmest urealistisk – karaktererne har svært ved at finde sig tilbage til rette i den "rolige" dagligdag. De virker gladere og lettere, men glæden forsvinder hurtigt, da de lægger mærke til de væbnede mænd på taget af en bygning, der overvåger dem. Pludselig er de tilbage i mentaliteten med konstant at skulle være på vagt og ikke kan sænke deres parader.

Filmens historie er superspændende og indeholder mange spændingsklimakser. En af de mest magtfulde scener i filmen er uden tvivl den, hvor Jessie bliver taget til fange af soldaterne der er ved at brænde lig i en massegrav. (Jeg synes egentlig, som jeg skriver dette, at det er tankevækkende, at jeg er i tvivl om, hvorvidt mange af de væbnede folk tilhører militæret eller ej pga. dyrkelsen af våbenpolitik i USA). Scenen er fed, fordi soldaten (Jesse Plemons) er meget utilregnelig og virkelig ubehagelig. Og med replikken "What kind of American, are you?" tydeliggøres det, at ingen kan vide sig sikker i denne krig. Samtidig er scenen også udtryk for den racisme der associeres med Amerika (måske sat lidt mere på spidsen her).

Lyden og musikken i filmen er genial, uden tvivl det bedste jeg har hørt længe – De bløde rummelige country-guitartoner som skaber en rolig, tryg og lullende stemning, bliver brat erstattet med voldsomme brag fra automatikrifler fra ildkampe mellem militæret og militsen. Kontrasten er fænomenal, og nogle gange, når de rolige toner spiller, så glemmer man næsten filmens kontekst. Og hver gang man så igen husker, hvad det nu er filmen handler om, jamen så får man lige et sug i maven.

Overordnet set er filmen både lydmæssigt og billedmæssigt utrolig smukt trods handlingen – på en måde udgør elementerne en kontrast til filmen selv.

Hvad gør filmen ikke så godt? Hmm, nogle af filmens stille punkter og mere kunstneriske scener er måske ikke for alle, og hvis man ikke interesserer sig for Amerika, så er filmen svær at sælge og vil nok blive en lidt langtrukken og kedelig affære.

Filmens slutning er ét langt klimaks, da Joel, Lee og Jessie bevæger sig igennem Washingtons gader, der er en aktiv krigszone med kampvogne, eksplosioner og soldater overalt. Ud over kampen ligger en del af spændingen også i, at deres mål er inden for rækkevidde. Selve afslutningen vil jeg ikke afsløre, men jeg vil blot sige, at den er både virkelig tragisk og utroligt forløsende.

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, helt absolut. Det kan jeg ikke understrege nok. Som min meget lange anmeldelse bevidner, så har filmen mange elementer som gør den værd at se. Jeg har nok en særlig interesse som engelskunderviser, men jeg synes, at alle bør se denne film. Nu, hvor jeg har genset den, vil jeg sige, at denne nok er den bedste film jeg så i 2024. Den bevæger sig ud over bare at være en film og er forhåbentlig en advarsel til amerikanerne om en mulig fremtid, og de konsekvenser som denne kan have for befolkningen som helhed – uanset om filmen er tiltænkt at være dette eller ej. 

- Jonas