Jubilæumsanmeldelse - Clarkson's Farm (2021 -)

16-07-2026

Så er der allerede gået et helt år, og jeg må sige, at jeg vil være min kæreste evigt taknemmelig for at have foreslået mig at starte bloggen. Det har været virkeligt spændende og givende at få mulighed for at dele mine tanker og min interesse om film med jer alle sammen. 

Jeg gik længe og overvejede, hvad jeg skulle vælge at anmelde i forbindelse med En Filmelskers Hjørnes et års jubilæum, og det endte med at blive serien Clarkson's Farm - en serie som indtil videre har nydt hver eneste sæson af. 

Når man hører navnet Jeremy Clarkson, tror jeg, at de fleste umiddelbart får associationer til hurtige biler, rappe bemærkninger og skøre påfund (jeg kommer i hvert fald til at tænke på dengang, hvor han valgte at sætte en V8-motor på henholdsvis en blender og en gyngestole i et efterhånden gammelt afsnit af Top Gear - it goes without saying, men det var fantastisk kaotisk).
Hvis nogen efterfølgende havde fortalt mig, at jeg ville blive så bidt af en serie omkring landbrug som endte med at blive af Clarkson's Farm, så ville jeg have været meget skeptisk - men sagen er den, at jeg elsker denne serie af så mange forskellige grunde! Og nu skal jeg forklare jer hvorfor. 

Normalt ville jeg nu lave et resume af den første episode, men jeg tror faktisk i stedet, at jeg bare lige vil tydeliggøre præmissen for serien. Jeremy Clarkson som mange kender fra Top Gear og Grand Tour (og mange andre ting heriblandt som forfatter af en del bøger) ejer en gård med et kæmpe stykke land til. Mens han har arbejdet, har han tidligere haft hyret én til at passe gården for ham. Denne person er nu gået på pension, og derfor beslutter Clarkson sig for at passe gården og landbruget selv. Det lyder måske lidt tamt, men det bliver helt fantastisk!

Hvad gør serien godt?

Udover at serien i sin essens har sådan en chill, hyggelig stemning, så er det altid fornøjeligt, at se Clarkson famle i blinde og forsøge at løse problemer som kun han kan. Normalt kender man ham fra bilverdenen, hvor han er lidt af en ekspert, men her er han fuldstændigt på bar bund, og den ydmyghed som han får af denne pludselige omvæltning klæder ham virkelig meget. 
Desuden synes jeg, at der er noget virkeligt tilfredsstillende ved at se, hvordan Clarkson langsomt begynder at holde mere og mere af at være landmand og hvordan hans tankegang langsomt ændrer sig. 

Et andet aspekt som serien gør virkelig godt er, at den har et fantastisk persongalleri, der indeholder mange lidt skæve typer som man kommer til at holde af. Serien bliver faktisk båret af personer som; Kaleb, Gerald, Charlie og ikke mindst Lisa (Clarksons kæreste).
Især venskabet mellem Kaleb og Clarkson er noget af det mest wholesome jeg længe har set. De starter med at have lidt et lærer/elev forhold, hvor Kaleb er læreren, der skal lære Clarkson om landbrug, og så udvikler det sig til et mere decideret venskab, hvor Clarkson til tider tager Kaleb under sin vinge og viser ham, at den store verden uden for Chadlington ikke er så farlig som han tror. Det skal opleves, og du kommer til at sidde og blive helt rørt ind imellem. 

Et tredje aspekt som jeg godt kan lide ved denne serie er, at der er et nyt fokus for hver sæson (ofte synes jeg, at serier der strækker sig over flere sæsoner godt kan gå hen at blive lidt for ens og kører for meget rundt i det samme). MEN det er ikke tilfældet her. Denne serie vinder rigtigt meget på det nye omdrejningspunkt hver sæson f.eks. kreaturer, farming the unfarmed (som jeg tror er en af mine yndlingssæsoner i serien) eller åbningen af pubben. 
Da jeg skriver denne anmeldelse i forbindelse med sæson fem er jeg nok også nødt til at komme lidt mere ind på denne sæson specifikt - så en af de fede ting ved sæson fem er, at den handler lidt mindre om pubben end sæson fire (der i min optik havde lidt for meget fokus på pubben og lidt for lidt på landbruget). Desuden er femte sæson også lidt mere grafisk end de tidligere (sådan i forhold til dyr der bliver slagtet og lignende), hvilket jeg faktisk også synes er fint, da det jo også er del af hverdagen som landmand. 

Til sidst vil jeg nævne, at serien har nogle helt vanvittigt flotte optagelser af naturen som virkelig fanger denne smukke og idylliske rolighed som er essensen af serien. Og som en fed kontrast til dette, giver serien faktisk også et indblik i den autentiske hverdag som landmand og de udfordringer (både politiske, men også miljømæssige) som truer levevejen som landmand. Jeg bliver flere gange overrasket over, hvor optaget jeg var af denne del af serien - og jeg tog endda mig selv i at sidde og google flere af tingene for at for en bedre forståelse af det. Så har serien gjort et godt indtryk!

Hvad gør serien mindre godt?

Hmm altså jeg synes måske, at denne femte sæson har haft lidt mindre substans end de forrige sæsoner, men det er stadig virkelig god underholdning. Derudover får man lidt en fornemmelse af, at Clarksons helbredsmæssige problemer bliver gjort til et trækningspunkt for serien, og dette synes jeg slet ikke om. Dels fordi det ikke hører sig til og er en lidt usmagelig måde at lave tv på, og dels fordi serien ikke behøver det for at være spændende. Ud over dette, så har jeg ikke nogle minusser ved serien, der i min optik er en af de bedste som jeg har set længe. 

All in all, er serien værd at se?

Absolut ja - altså kan du lide Jeremy Clarkson eller noget af det som han tidligere har medvirket i, men ville ønske, at det var mere nede på jorden og hyggeligt, så er serien noget for dig, fordi det er Jeremy Clarkson og så meget andet godt som du slet ikke er forberedt på at blive grebet af. Hvis du er mere i tvivl og tøvende, så vil jeg alligevel anbefale dig at springe ud i det - det er timer godt givet ud!

Bonus: Hvis du skulle gå hen at blive grebet af serien og gerne vil have mere, så har Clarkson udgivet en række bøger som er samlinger af artikler som han har skrevet under sit arbejde som landmand. På nuværende tidspunkt har jeg kun "læst" den første bog som jeg vil anbefale, at man flytter til på Audible, hvor det er Clarkson selv, der læser bogen op. 

- Jonas 


Share