De Ti Bedste Film fra 2025

Disclaimer: Listen er kun baseret på de film som jeg har set i løbet af året, og jeg har ikke haft tid til at se alt. Og nej, Avatar: Fire and Ash er desværre ikke på listen, fordi jeg ikke har fået den set endnu, men der kommer en anmeldelse senere (og jeg tror faktisk heller ikke umiddelbart, at den ville nå på listen ud fra, hvad jeg har set af trailere og lignende). 

Reglerne omkring listerne for årets værste og årets bedste er:

• Filmen skal være udkommet i 2025.
• Pladserne fra 10 til og med 4 må gerne indeholde mere end én film, men pladserne derefter (3 – 1) må kun indeholde én film (ellers ville det være for let).

10 – Frankenstein / The Fantastic Four: First Steps

Frankenstein har altid været en fortælling som jeg har haft interesse i, endnu mere efter, at jeg begyndte at undervise i engelsk. Denne version af Guillermo del Toro er en god og moderne nyfortolkning af den klassiske fortælling. Den indeholder et godt cast og en god historie med nogle fine detaljer fra romanen, så her er der noget for både dem der er bekendt med romanen eller de ældre filmudgaver og for dem som ikke kender nogle af disse. Guillermo del Toro sætter sit eget unikke præg på klassikeren og gør den på mange måder til sin egen.

The Fantastic Four: First Steps var jeg virkelig spændt på, fordi heltegruppen har været forsøgt flere gange på det store lærred med meget varierende resultater. Denne version var dog en meget behagelige overraskelse, og jeg føler, at den formår at give nyt liv til franchisen gennem en fængende historie, nogle interessante, nye og anderledes tilgange og ikke mindst nogle virkeligt godt castet skuespillere, der virkelig realisere figurerne fra tegneserierne.

9 – F1: The Movie / Predator: Bad Lands

F1: The Movie var en hæsblæsende Formel-1film med Brad Pitt og Damson Idris i hovedrollerne. Filmen var dramatisk og interessant pga. både det dynamiske kameraarbejde under løbene som gjorde, at det til tider føltes som om man selv sad i bilen, og den overraskende dybde som lå i karaktererne og deres indbyrdes forhold – her især forholdet mellem oldtimeren Sony Hayes og det nye talent Joshua Pearce.

Predator: Bad Lands var et gensyn med en franchise som altid har været nær og kær for mig, og derfor har det været svært for mig at se, hvordan de fejlende film har påvirket denne franchise som helhed siden den første udkom. Predator: Bad Lands er dog et nyt pust af liv til en dødende franchise, og selvom jeg ikke var helt enig i alle valgene som er blevet taget i forhold til filmen (dette kan man læse mere om i min anmeldelse), så tænker jeg, at vi er på rette kurs mod noget virkelig godt, og med tiden er jeg overbevist om, at Predator-franchisen nok skal nå storhed igen.

8 – Superman / The Naked Gun

Man kan vist ikke tale om filmfranchiser med varierende succeshistorier uden at nævne Superman. Jeg var meget i tvivl om denne film ville holde, men til min glæde gjorde den dette og endda mere til. Filmen formår at fange historien om Superman på et virkelig godt tidspunkt, hvor han er usikker og ny i heltefaget og stadig ikke har etableret et forhold til menneskeheden som deres forkæmper endnu. Dette er helt sikkert et af de tydeligste aspekter som er med til solidt at placere filmen på denne liste. Desuden retter filmen fokusset indad og omhandler begyndelsen på den ikoniske fejde mellem Lex Luthor og Superman, i stedet for at prøve at sætte franchisen op til et større filmunivers - og dette er nok den bedste beslutning som er blevet taget med DC i mange år.  

De gamle Naked Gun-film med Leslie Nielsen er ikoniske for deres brug af slapstickhumor, og efterlader nogle store sko at fylde til Liam Neeson i hans rolle som Frank Drebin Jr. - Neeson udfylder dog disse perfekt. Jeg havde aldrig troet, at en stoisk og alvorlig skuespiller som Neeson kunne mestre slapstickkomikken til denne grad, men det gør han. Filmen fanger perfekt viben som gjorde de forrige film unikke, og man sidder flere gange og griner højlydt pga. den rene, til tider ukontrollerede absurditet, der udspiller sig på skærmen. Dette i sig selv gør filmen værd at se.

7 – Sinners

Jeg havde faktisk helt glemt denne film, fordi den forsvandt i den absurde mængde af gode film som udkom i år, men heldigvis kom jeg i tanke om den. Dette er en vampyrfilm som du aldrig har set den før – fordi den er så meget mere end blot en vampyrfilm. Michael B. Jordan spiller tvillingebrødrene Smoke og Stack – to vidt forskellige personligheder. Jordan formår at gøre det så overbevisende, at man til tider glemmer, at det er den samme skuespiller der spiller dem begge. Filmen giver et indblik i afroamerikanernes historie og kultur i 1932 i Mississippi. Det er en tankevækkende film om diskrimination, og hvordan man som minoritet finder en tilværelse og livsværdier der er værd at værne om. Så man kan sige, at vampyrerne bare bliver glasur på en ellers mesterlig film – og endda en glasur der pynter.

6 – The Amateur

Denne film er endt på listen, fordi den er en rigtig god og lidt atypisk spionfilm. Rami Malek som Charles Heller virker ikke som agenttypen, men han passer perfekt i rollen som computernørden på hævntogt. Man sidder konstant på kanten af sofaen under filmen, fordi man ved, at Charles Heller er nødt til at bruge sit overlegne intellekt til at kompensere for sine manglende evner som agent. Filmen er virkelig spændende, og især udviklingen som Charles Heller gennemgår i løbet af filmen, holder ens opmærksomhed fra start til slut. Hvis du, ligesom jeg, er fan af de traditionelle spionfilm, vil jeg stærkt anbefale denne bare fordi forandring fryder.

5 – Together

Filmen var en fantastisk fortælling om et usundt forhold mellem Tim og Millie præget af gensidig afhængighed og fortalt igennem noget så syret som genren body horror. Alison Brie og Dave Franco spiller perfekt sammen og fanger forholdets mange finesser (da de jo også er gifte i virkeligheden). Jeg er og bliver en sucker for body horror, og jeg synes, at det kræver en helt særlig vision for at kunne lave en body horror som faktisk  både er tankevækkende og romantisk (to ord man ikke just plejer at associere med body horrors).

4 – Eddington

Jeg er helt vild med Ari Asters film, så da jeg så traileren til denne film, tænkte jeg, at den sikkert ville have det karakteristiske Aster-præg, også selvom der denne gang ikke er tale om en gyserfilm. Castet er stjernespækket (især Joaquin Phoenix, Emma Stone og Pedro Pascal skinner særligt igennem) og fortællingen om den lille, rolige by Eddington under covid-epidemien er troværdig, genkendelige og gribende. Det er et dystert indblik i det amerikanske samfund og dennes kultur, og især hvordan disse bliver påvirker af skepsis over for regeringen, konspirationsteorier og paranoia. Filmens tidsmæssige placering under covid-epidemien er også med til at skabe ubehag i én, fordi den minder os om en hård tid som berørte alle, og filmen vækker på denne måde nogle af de følelser f.eks. ensomhed og utryghed som fyldte rigtig meget under epidemien.
Jeg kan roligt sige, at denne film ikke skuffede, og jeg forlod biografen med den samme følelse af ubehag og uro som jeg har vænnet mig til at forbinde med Ari Asters film. Jeg anbefaler denne film både for underholdningen, men også som et studie i hvordan Amerika håndterede covid-epidemien.

3 – Wake Up Dead Man

Uh, denne film har jeg set frem til i godt og vel et halvt år – og gensynet med Benoit Blanc var både tiltrængt og underholdende. Wake Up Dead Man har en anderledes tilgang til mordmysteriet end de tidligere film, men det fungerer virkelig godt, og man sidder på kanten af sofaen hele filmen igennem og gætter med, mens sporene et ad gangen bliver enten bekræftet eller afkræftet. Mysteriet er endnu engang et Locked Room-mysterie, men settingen er denne gang flyttet til det lille landsbysamfund Chimney Rock som i højere grad giver filmen en vibe al a Barnaby. Castet er som altid stjernespækket og er med til at gøre filmoplevelsen til én som man glædeligt tænker tilbage på længe efter rolleteksterne er kørt hen over skærmen.

2 – The Running Man

Denne film kunne lige så godt have været på førstepladsen, og jeg må indrømme, at det er bagateller i filmoplevelsen som helhed der har bestemt første- og andenpladsen. Jeg er både fan af udgaven fra 1987 og bogen af Stephen King, så jeg var meget spændt på en version af The Running Man som virkede til at være tættere på bogens handling end filmen fra 1987. Glen Powell er fantastisk i rollen som den hårdtarbejdende familiefar Ben Richards – og den helt store stjerne i filmen er det dystopiske samfund som handlingen foregår i. Faktummet at filmen tager sig tid til at give os som seere et indblik i dette og de mange små detaljer heri er virkelig godt. Filmen giver den gas og der er action og underholdning fra start til slut – faktisk til en sådan grad, at jeg ikke synes, at der er et kedeligt øjeblik i filmen. Desuden synes jeg også, at handlingen er bedre end udgaven fra 1987, fordi denne film ligger tættere på bogens handling der er fantastisk.

1 – The Long Walk

Så nåede vi til vejs ende, og hvor har jeg haft det sjovt med at lave disse lister (det er bestemt ikke sidste gang, at jeg gør dette). Filmen, som jeg synes, har været den bedste som jeg har set i år, er The Long Walk. Dystopien er vanvittig i denne film, og stemningen her stråler igennem i alle aspekter af filmen. Det amerikanske landskab som de unge mænd går igennem er det dystopiske eftermæle af krig og økonomisk krise. Det første ord der kommer til mig, når jeg tænker på denne film er håbløshed. Der ligger så meget usagt i mange aspekter af filmen, og det er dette usagte som man efterfølgende tænker over, når man har forladt salen (eller tv-skærmens mørke stirrer tilbage på dig). Hvordan er de unge mænds levevilkår for, at det giver mening for dem at deltage i denne håbløs udfordring? Og hvordan ser livet ud for den gense borger i dette ødelagte land?
Ingen dystopi er fuldendt uden en frontfigur, og Mark Hamill kropsliggør The Mayor perfekt – nådeløs, idealistisk og fuldstændigt blindet af troen på, at alt, som han gør, er for landets bedste. Selvom han ikke spiller en stor rolle i filmen, så fylder hans tilstedeværelse stadig meget som en ildevarslende sort sky der hænger over de unge mænd.
Jeg bruger tit ordet "filmoplevelse", men denne film er virkelig en oplevelse – og en der sidder tilbage i mig længe efter, at jeg har set filmen. Jeg vil anbefale den til alle, om man er til dystopier eller ej, om man er fan af Stephen King eller ej – Se den! - det er årets bedste film! 

Godt Nytår

- Jonas