De Ti Værste Film fra 2025

31-12-2025


Endnu engang er mine ambitioner eksploderet, og det har medført, at listerne er blevet længere; fra en ambition om en top-3 til en realitet som er en top-10. Jeg vil (meget) kort begrunde mit valg ved hver film, og der vil være nogle film på listerne som jeg har ikke har anmeldt, men som stadig fortjener en plads på listerne.

Reglerne omkring listerne for årets værste og årets bedste er:

  • Filmen skal være udkommet i 2025.
  • Pladserne fra 10 til og med 4 må gerne indeholde mere end én film, men pladserne derefter (3 – 1) må kun indeholde én film (ellers ville det være for let).

Disclaimer: Jeg har ikke set War of the Worlds og In the Lost Lands som begge vist skulle være helt mesterligt ringe, men jeg tænker muligvis, at jeg får tid til det senere og så anmelder jeg dem. Disse kommer ikke med, fordi jeg ikke har set dem på nuværende tidspunkt, men jeg forestiller mig, at de ville have hygget sig i den tunge ende af listen.

10 – Mission Impossible: The Final Reckoning

Filmen fungerer i det store hele som film, men det tager lidt tid før den finder sit fodfæste og får tilpasset sig til, hvordan den gerne vil være. Dette resulterer i, at Mission Impossible: The Final Reckoning bliver en ret langtrukken og til tider kedelig film. Alt i alt er det en okay film, men det virker også som de sidste krampetrækninger fra en franchise som burde være stoppet for længst. Slår man op i fremmedordbogen under begrebet "Beating a Dead Horse", vil man finde filmplakaten til denne film.

9 – Death of a Unicorn

Trods et særdeles stjernespækket cast med Paul Rudd og Jenna Ortega i hovedrollerne, og trods en lidt skæv og innovativ tilgang til enhjørninger (som er underholdende), så rammer denne film ofte ved siden af i sit forsøg på at placere sig imellem genrerne comedy og horror. Igen en okay filmen, men ikke en essentiel filmoplevelse (HELLER ikke hvis du er die-hard enhjørningefan).

8 – Jurassic World Rebirth

Apropos de sidste krampetrækninger fra en dødende franchise. Handlingen i Jurassic World Rebirth er udtrådt, genbrugt og alt, alt for genkendelig, ja endda til en sådan grad, at den fiktive befolkning i filmen har mistet interessen for dinosaurer. Ja, selv filmen har mistet interessen for hvad der gjorde de tidligere film fantastiske, da væsnerne i denne film ikke er dinosaurer, men derimod genetisk manipulerede monstre. Dette er filmens ærkesynd og et overordnet svigt mod franchisens egen identitet. Denne film er så langt væk fra de elementer som gjorde den/ de første film fede, at franchisen burde være blevet lagt på hylden for længst (i hvert fald inden denne film blev til).

7 – Fight or Flight

Den første af to film der mere eller mindre er rip-offs på bedre og mere etablerede film. Fight or Flight vil virkelig gerne være Bullet Train, og selvom filmen ihærdigt prøver på dette, så når den slet ikke de samme højder af underholdning og dynamisk action. Filmen ender ud med at blive en tam affære med en alt for forudsigelig og overfladisk handling. Jeg vil holde det kort og anbefale, at man ser Bullet Train i stedet for.

6 – The Cleaner

Den anden film på listen som prøver at efterligne en meget bedre og faktisk ikonisk film i håbet om at vinde lidt gunst på den anden films omdømme. The Cleaner har påfaldende mange elementer fra den første Die Hard, men pga. en overfladisk og ufuldstændig udførsel af disse, ender filmen ultimativ med at blive Temu-udgaven af Die Hard.

5 – One Battle After Another

Jeg forstår simpelthen ikke hypen omkring denne film! – A profound mystery to me! Da jeg læste flere steder, at denne film var årets bedste film, havde jeg forhåbninger om en god filmoplevelse, men pga. virkeligt irriterende karakterer (der på ingen måde udnyttede det skuespillertalent der lå bag dem) og en meget intetsigende handling, gik jeg fra biografen med en følelse af, at jeg kunne have brugt min tid meget bedre (og alle ved, at ingen brug af tid er bedre givet ud end til at se film).

4 – 28 Years Later

Jeg har altid godt kunnet lide denne filmserie og var meget spændt på den nyeste film i rækken om et England (potentielt en verden) hærget af en zombieapokalypse. Jeg må dog erkende, at denne films handling og essens som helhed har bevæget sig meget langt væk fra, hvad der gjorde de forrige film fede. Faktisk tydeliggør 28 Years Later også nogle huller der potentielt gør de tidligere film dårligere retrospekt (for en uddybning af dette - læs min anmeldelse af filmen). Jeg glæder mig ikke til 28 Years Later: The Bone Temple, men jeg ser den for jeres skyld!

3 – Until Dawn

Denne film er splittet i sin grundlæggende identitet, da den prøver at distancere sig fra spillet ved samme navn samtidigt med, at den gerne vil integrere en del af elementerne derfra. Resultatet er en underholdende, men virkelig rodet og usammenhængende film, hvor man flere gange som seer stopper op, fordi der er elementer der ikke stemmer overens eller ikke passer sammen overhovedet, og dette er egentlig med til at ødelægge indlevelsen i filmen. I forhold til handlingen når filmen ikke særlig langt fra stat til slut – og filmen er slut før man ved af det. Mit råd: Spil spillet i stedet!

2 – Weapons

Jeg har længe gået og grublet over, hvorvidt Weapons skulle have førstepladsen på min liste. På den ene side kan man vælge at fokusere på det potentiale som Weapons havde, og hvordan filmen til syvende og sidst spildte det (og så ville filmen ligge på førstepladsen, uden tvivl). Jeg vælger i stedet at tælle filmens gode start med som et plus for filmen, så den sniger sig lige op på en anden plads (mest fordi min førsteplads overhovedet ingen plusser har). Filmen starter rigtig fint og spændende ud, og den har potentiale til at kunne være god (hvis den havde holdt denne stil), men den fumler fuldstændigt slutningen og taber det hele på gulvet. Jeg tror, at denne placering er den mest kontroversielle på min liste, fordi mange anmelder derude roser filmen som den bedste gyser i år (og nogen mener den bedste nogensinde), mens jeg synes, at den er pivringe, og faktisk vil jeg slet ikke kategorisere den som en gyser, men mere en gyserkomedie meget lignende Drag Me To Hell (hvis kvalitetsmæssige niveau også stemmer meget godt overens med Weapons).

1 – Five Nights at Freddy's 2

Bom, så nåede vi bunden med det værste shitshow jeg har set i år. Hvor Weapons havde lidt godt i begyndelsen, er Five Nights at Freddy's 2 helt uden nogle redeeming qualities: Handlingen er ringe og langtrukken (og nødvendiggør, at man ser den første som jeg lige vil pointere også er virkelig ringe), skuespillerpræstationerne er overfladiske og utroværdige, og konceptet bliver skiftet ud med spredehagl som producenterne har håbet ville ramme et eller andet godt og brugbart. Alt i alt er filmen identitetsløs, og den smule som filmen har at byde på er ikke værd at bruge tid på. Jeg kan ikke forestille mig et scenarie udover momentan sindssyge, der ville kunne få mig til at se denne film igen.

Hold jer langt væk fra denne film og dens forgænger, og find i stedet en film fra min liste over de bedste film i 2025 og få jer en god filmoplevelse!!

Godt nytår!

- Jonas