Death of a Unicorn (2025)

Eftersom jeg er blevet snydt for at kunne se Toxic Avenger i biografen denne måned (og ja, jeg er ultra bitter over dette, for jeg havde virkelig set frem til filmen!) må jeg få mit horror-comedy fix andetsteds, og så faldt jeg tilfældigvis over Death of a Unicorn (2025) på Prime. Jeg så traileren til filmen og så, hvor stjernespækket den var (bl.a. Paul Rudd, Jenna Ortega, Richard E. Grant og Will Poulter), men intet kunne have forberedt mig på, hvad jeg var gået ind til. 

Filmen handler om advokaten Elliot Kintner (Paul Rudd) der med sin teenagedatter Ridley (Jenna Ortega) kører langs the Canadian Rockies for at tilbringe weekenden hos Elliots chefs, Odell Leopold (Richard E. Grant), ejendom. På vejen under et øjebliks uopmærksomhed påkører Elliot et væsen som viser at være en lille enhjørning. Ridley rører enhjørningens horn og oplever nogle kosmiske visioner som meget pludseligt bliver afbrudt, da Elliot fuldstændigt smadrer enhjørningen med et dækjern. 
Elliot forsøger at skjule hændelsen med enhjørningen for Leopoldfamilien, men Ridley er tydeligt traumatiseret, og situationen bliver ikke bedre af, at enhjørningen genopliver ude i den parkerede bils bagagerum. Både Elliot og Ridley oplever, hvordan enhjørningens blod har en helende virkning, og efter at enhjørningen atter er blevet dræbt, denne gang af Leopoldfamiliens sikkerhedsvagter, får Leopoldfamilien øjnene op for mulighederne for at tjene styrtende på de helende egenskaber som enhjørningens blod besidder. Ridley begynder dog at undersøge legenderne om enhjørningerne og indser, at der lurer en større fare over dem end de aner. 

Godt, vi har nu fået etableret, at denne film er virkelig, virkelig mærkelig. Hvad gør den så godt? Da jeg begyndte at se filmen, virkede den lidt som en B-film, sådan i stil med Black Sheep (2006) (dog meget, meget, meget bedre produceret end Black Sheep og med et mere stjernespækket cast). Filmen minder mig meget om nogle af de mystiske projekter som Elijah Wood og Daniel Radcliffe har arbejdet med i nyere tid så som Greasy Strangler (2016), Come to Daddy (2019) og Swiss Army Man (2016).
En ting jeg umiddelbart nød ved filmen var, at jeg ikke kunne placere den genremæssigt - og at denne proces var lidt som at pakke en gave op for blot at finde endnu en gave inden i den første. Den bevæger sig fra fantasy til comedy over til noget horror fantasy med en snært af splatter. Det er meget mystisk, men det fungerer egentlig fint nok. Genreskiftet over i splatter sniger sig langsomt ind, og jeg synes, at det gør noget godt for filmen - ellers ville den være blevet kedelig. 
Hele genfortolkningen af enhjørninger som blodtørstige voldsmaskiner frem for de venlige, majestætiske og magiske fabeldyr som vi normalt forestiller os dem som værende er ret fed og uventet - en meget glædelig overraskelse.  

Hvad gør filmen mindre godt? Historien er næsten ikkeeksisterende, og den lille smule der er, fungerer kun som en anledning til hele enhjørningemassakren. Skuespillerpræstationerne er okay, men karaktererne er meget karikerede og endimensionelle næsten som i en tegnefilm f.eks. er rigmandsfamilien kun interesseret i at akkumulere mere og mere rigdom. 

Så all in all, er filmen værd at se? Hmm altså den var underholdende, men ikke på nogen måde et mesterværk. Hvis du ikke ser den, går du ikke glip af en oplevelse, hvis manglende tilstedeværelse i dit liv vil give dig eksistentielle rædsler resten af dine dage. Og hvis du ser den, tænker du nok; "det var en spøjs oplevelse", men det er pretty much it. Hvis du er bekendt med Peter Jacksons gamle film som Braindead (1992) eller Bad Taste (1987) (som var hans første film), så har denne film lidt den samme vibe - meget lidt historie, men okay meget gore. Så tjek den ud, hvis du mangler noget at se og kan se den på streaming. Eller lad være. 

- Jonas