Department Q (2025)

22-03-2026

For en del år siden efterhånden, så jeg "Kvinden i Buret", og jeg må sige, at filmen mod forventning gjorde et stort indtryk op mig (jeg har altid været tøvende over danske film). Jeg blev grebet af handlingen, af karaktererne og deres forhold til hinanden og selve mysteriet omkring kvindens mystiske forsvinden til én sådan grad, at jeg slugte alle de efterfølgende film (dog har jeg stadig den sidste til gode, da skiftet fra Nikolai Li Kaas til Ulrich Thomsen i rollen som Carl Mørk, ødelagde det en smule for mig).
Da serien Department Q udkom med sin første sæson baseret på romanen "Kvinden i Buret" (eller The Keeper of Lost Causes ) var jeg skeptisk om, hvorvidt serien bare ville være endnu en anglofisering af et dansk koncept (lidt som man så det med The Girl with The Dragon Tattoo fra 2011). Heldigvis var dette ikke tilfældet, og serien forbedrede og endda ophøjede på mange fronter historien fra den oprindelige danske film. 

Serien var også på min anbefalingsværdige serier fra sidste år, og anmeldelsen er 100 procent et hængeparti som jeg længe har villet følge op på (no time like the present, right?). 

Resume (af første afsnit):
Carl Morch (Matthew Goode) vender tilbage til sit arbejde efter et baghold på et gerningssted. Hans chef Moira Jacobson (Kate Dickie) gør ham til leder for den nye afdeling Department Q, hvis hovedopgave er at efterforske henlagte, uopklarede sager (eller cold cases). Carl Morch accepterer modvilligt hjælp fra Akram Salim (Alexej Manvelov) til denne opgave, og de vælger Merrit Lingards (Chloe Pirrie) pludselige forsvinden i 2020 som deres første opgave. Sideløbende med handlingen i nutiden, følger vi også Merrits historie fire år tidligere (og så afslører jeg ikke mere. Jeg kan ikke understrege det nok - se den her serie!).  

Hvad gør serien godt?

Overførslen og tilpasningen af historien fra at foregå i Danmark til Skotland er gjort udførligt, gennemført og kulturelt passende. Faktisk til én sådan grad, at man ikke mærker, at Skotland ikke er det oprindeligt tiltænkte sted for handlingen at foregå (Jeg faldt lige over en artikel på nettet som nævnte, at Scandi-noir'en er blevet til en Tartan-noir - og jeg elsker det udtryk!). 

Skuespillerpræstationerne er også i top i serien. Matthew Goode var kun en skuespiller som jeg kendte som Mary's mand i Downton Abbey (2010-2015) og som Papa-Vampire i Abigail (2024), men jeg vil ærligt indrømme, at han er perfekt i rollen som den egenrådige (græsende til provokerende- og tit overskridende denne grænse) og særdeles usamarbejdsvillige Carl Morch. Han har fået en baggrundshistorie som overlevende efter et bagholdsangreb på et gerningssted, der efterlod en betjent dræbt og Morchs daværende partner, Hardy (Jamie Sives), lam. Denne baggrundshistorie fungerer godt og forklarer perfekt Morchs personlighed, men også den desillusion som han føler omkring sit arbejde som betjent og til politiet i det hele taget. Dette bliver kombineret med en form for survivor's guilt, og det fungerer bare!
Fordi der er tale om serieformattet kan der fokuseres på udviklinger i Morch både i form af at genfinde sig selv som betjent, genskabe sit forhold til stedsønnen Jasper (Aaron McVeigh) og bearbejde sit traume omkring angrebet på gerningsstedet - alt sammen kan gøres gundigt, fordi der er tid til det. 
Som en kontrast til Morch, har serien Akram (Alexej Manvelov) og Rose (Leah Byrne) som begge er meget mere sympatiske sammenlignet med Morch. Forholdet mellem Morch og Akram har en god "buddy-cop"- stemning, og der er flere gange i serien, hvor man sidder og smågriner lidt af den light-hearted banter mellem de to. 

Historien er virkelig god, og faktummet, at serien har meget længere tid til at udfolde mysteriet, mulighed for at inkludere mange flere detaljer og for at gå mere i dybden med seriens ellers ret store personregister er virkelig noget, der gør serien unik. Mysteriet som skal løses heri og efterforskningen om dette er virkelig godt og fængende. Jeg elsker et godt krimimysterie, og jeg må sige, at serien holdte min opmærksomhed hele vejen igennem, og jeg blev ved med at gætte helt til de sidste afsnit (og det er sådan det skal være!). Det vigtigste aspekt i serien er nok, at den tilbyder nok nye elementer til at være underholdende og fængende hele vejen igennem, også selvom, at man har set den danske film. 

Hvad gør serien mindre godt?

Selvom jeg ikke synes, at det er noget der decideret trækker ned, så kan jeg godt forestille mig, at nogle ville se denne serie og føle, at den er mindre relaterbar end den danske film, netop fordi man har valgt at ændre den geografiske og dermed også kulturelle placeringen for handlingen. Grunden til, at jeg er lidt splittet i forhold til problematikken er, at man måske i stedet vil kunne fokusere på, at karaktererne er utroligt relaterbare. 

Personligt, er dette nok den bedste krimiserie jeg har set i mange år, og jeg synes egentlig, at den kommer meget tæt på at være uden nogle egentlige minusser. 

All in all, er serien værd at se?

Som jeg også understregede i min liste over anbefalingsværdige serier fra 2025, så er denne uden tvivl et kig værd, hvis man er interesseret i krimier. Skuespillerpræstationerne er i top, og det kulturelle indblik som den giver, synes jeg også er grund til, at se serien (selv hvis man synes, at historien var bedre, da den foregik i Danmark). Jeg var godt underholdt fra start til slut og kunne tydeligt mærke, hvordan jeg kun kom længere ud på kanten af sofaen for hvert afsnit der gik. 

- Jonas 


Share