Double Feature - Knives Out (2019) & Glass Onion (2023)

Nu prøver jeg mig lige ad med det nye blogindlægsformat Double Feature lidt før tid! Jeg tænkte, at i forbindelse med udgivelsen af Wake Up Dead Man, ville det give mening at skrive omkring de to tidligere film. 

Som jeg tidligere har snakket om, så kan jeg virkelig godt lide et godt mordmysterium, og hvem skulle nogensinde have troet, at Rian Johnson, instruktøren på uden tvivl en af de værste Star Wars film (hvis ikke den værste), ville finde sin niche i mordmysteriegenren – og måske lave én af de bedste mordmysterie-filmserier i nyere tid. Lige siden jeg så Knives Out (2019), har jeg hver gang med spænding ventet på næste film i rækken omkring gentlemandetektiven Benoit Blanc. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive en kort Double Feature omkring Knives Out og Glass Onion, mens vi venter i spænding på den tredje film, Wake Up Dead Man.

Knives Out (2019)

Resume:
Filmen begynder med den rige og berømte mordmysterieforfatter Harlan Thrombeys (Christopher Plummer) 85-års fødselsdag som bliver fejret af hans familie på den afsidesliggende ejendom. Morgen efter festen, finder Harlans husholderske ham med halsen skåret over. Politiefterforskerne Elliot (LaKeith Stanfield) og Wagner (Noah Segan) mener, at det er selvmord, men privatdetektiven Benoit Blanc (Daniel Craig) er blevet hyret anonymt til at efterforske Harlans død og tænker, at det kan være mord. Kort efter sin ankomst finder Blanc ud af, at Harlan havde et anstrengt forhold til sine familiemedlemmer der alle har motiver for at myrde ham. Nu er det op til Blanc, sammen med politiefterforskerne og Harlans sygeplejerske og ven, Martha (Ana de Armas) at løse mysteriet og finde ud af om det virkelig var et selvmord.

Jeg kan virkelig godt lide filmen som beskrives som; "en whodunnit i bedste Agatha Christie-stil". Jeg synes, at beskrivelsen er perfekt, da filmen giver mig nogle gode associationer til Agatha Christie både pga. setting som minder om hendes brug af Locked-Room mysterier og pga. en gentlemandetektiv meget lignende hendes ikoniske Hercule Poirot.

Hvad gør filmen godt? Som et godt mordmysterie er filmen struktureret sådan, at man som seer får informationer, hvor de mistænkte prøver at sætte sig i et bedre lys, men samtidig afsløres det, hvordan situationen egentlig ser ud. Dette ses især i scenen, hvor familiemedlemmerne afhøres og prøver at lyve om deres gøren og laden, men samtidig får man indblik i deres tanker, når de tænker tilbage på den egentlige situation. På denne måde kan man som seer selv deltage i efterforskningen og komme med bud på, hvem der er gerningsmanden.

Filmens historie med mordmysterieforfatteren og de mange griske arvinger er en rigtig god fortælling med en del spændende twist og red herrings (vildledende spor). Filmens opbygning gør, at alle medlemmerne bliver fremstillet som havende motiv for drabet, og derfor er der rigeligt med mistænkte. Lige præcis det man ønsker i et godt mordmysterie. I forbindelse med familiemedlemmerne, er skuespillerpræstationerne er i top. Det er en absurd stjernespækket film med f.eks. Daniel Craig, Ana de Armes, Chris Evans og Toni Collette osv., hvis karakterer alle er velskrevne og bliver spillet troværdigt. I denne første film, vil jeg sige, at det især er Ana de Arma som Matha og Daniel Craig som gentlemandetektiven med den meget karakteristiske sydstatsaccent, der stjæler seerens opmærksomhed.

I et mordmysterie er detektiven altid et centralt punkt, og som karakter er Benoit Blanc dragende og underholdende. Han virker ikke altid som om han er et skridt foran, men passer godt i rollen som den klassiske detektiv der løser mysterier via intelligens og observationer. Desuden har han nogle øjeblikke, hvor hans karakter er fremstillet ret sjovt f.eks. da han sidder og synger højlydt med i bilen, mens der er en dødende i bygningen ved siden af ham, og han bliver først klar over situationen, da ambulancen standser op bag ham eller hans manglende evne til at løse gåder i spil på trods af, at han er detektiv. Jeg synes, at dette aspekt af fjollethed passer virkelig godt til detektivkarakteren, og det minder faktisk meget om det man også ser i Kenneth Branaghs portrættering af Hercule Poirot. Fjolletheden er med til at gøre detektivkarakteren mere likable og mindre til en autoritet som de øvrige betjente.

Nu har jeg set filmen en del gange efterhånden, og jeg synes, at afsløringen af morderen kommer som en overraskelse (altså første gang). På trods af dette, sidder jeg hver gang fuldstændigt opslugt af Benoits gennemgang af sin deduktionsproces, hvorigennem he forklarer sporene og deres sammenhæng (som man kender det fra Sherlock Holmes).

Hvad gør filmen mindre godt? Det er lidt svært, fordi jeg synes, at filmen er et glimrende eksempel på, hvordan man moderniserer det klassiske mordmysterie (eller whodunnit, om man vil).

Glass Onion: A Knives Out Mystery (2022)

Resume:
Miles Bron (Edward Norton), rigmand og grundlæggeren af tech-firmaet Alpha, inviterer en gruppe af sine nærmeste venner ud på sin private ø i Grækenland for at spille et mordmysteriespil – omhandlende mordet på ham selv. Vennerne Lionel (Leslie Odom Jr.), Claire (Kathryn Hahn), Birdie (Kate Hudsom), Duke (Dave Bautista) er alle succesfulde på hver deres område pga. deres venskab med Miles. De møder alle op og er klar til at rejse over til Miles' ø, men til deres overraskelse møder de Andi () som var medgrundlægger af Alpha, men som for år tilbage blev snydt ud af firmaet og har derefter taget afstand til vennegruppen - indtil nu. Benoit Blanc (Daniel Craig) har på uforklarligvis også modtaget en invitation til Miles' mordmysteriet – en invitation der kommer deltagerne til gode, da den morderiske leg bliver til virkelighed og vennerne dør én efter én.

Hvad gør filmen godt? Ligesom etteren indeholder denne film et talentfuldt stjernespækket cast med bl.a. Daniel Craig, Kate Hudson, Dave Bautista (tjek stavning) og Edward Norton. De fleste af karaktererne er interessant, nuanceret og velfremførte, men nogle enkelte især Lionel og Claire falder en smule i baggrunden og får ikke rigtig nået at etablere sig selv – men dette kommer jeg lidt nærmere ind på i forbindelse med historien. I forhold til karakterudviklingen får man lidt flere informationer om Benoit Blanc og hans personlige liv, så han bliver en dybere og mere nuanceret karakter. Historien i filmen er okay og følger stadig stilen med et Locked-Room mysterium, men denne gang på en øde ø.

Hvad gør filmen mindre godt? Historien med jetsætteren der bliver forsøgt myrdet på den øde ø fangede mig ikke rigtigt af én eller anden grund. Glass Onions' struktur er anderledes og lidt mere kompleks end Knives Out – begge er dog whodunnit (altså mordmysterier, hvor formålet er at afsløre en morder), men i Glass Onion går der lidt tid inden man som seer egentlig finder ud af, hvad der er omdrejningspunktet – og måske er det egentlig her, hvor jeg bliver lidt tabt. Jeg kan nemlig godt lide den klassiske, simple struktur, hvor der i stedet kan fokuseres på karakterne, hvis rolle i et mordmysterium er meget vigtige (ja, jeg er old school mordmysterienyder). Det er lige præcist dette punkt, hvor jeg føler, at Glass Onion lægger fokusset forkert, for ud over Benoit Blanc, Andi og Miles Bron, så falder de andre figurer lidt i baggrunden. Det er en virkelig en skam for hele castet er gode skuespillere, der har talentet til at kunne realisere nogle spændende og nuancerede figurer. Den samme form for afvigelse ser man i slutningen af filmen. Denne indeholder nemlig ikke helt den samme forløsende slutning som man typisk ser i mordmysterier (og som man så i Knives Out). Det er dog en sjov afslutning som har en anden form for forløsning – men ingen spoilere her. Disse afvigelser er ikke noget der ødelægger filmen, men det bevæger filmen tilstrækkeligt langt væk fra det moderne take på den klassiske detektivfortælling som man så i den første film – og det ærgrer mig faktisk en del, når jeg tænker over det her bagefter.

Så all in all, er filmene værd at se? Denne filmserie blander to af mine favoritting; Mordmysterier og film med Daniel Craig. Jeg synes, at filmene perfekt fanger en tone som er tro over for den klassiske stil som man ser hos Agatha Christie, men med en moderne twist (her især den første film). Som beskrevet ovenfor er jeg nok tilbøjelig til at foretrække Knives Out frem for Glass Onion, men sidstnævnte er stadig ret god og bestemt et kig værd. Nu venter jeg med spænding på film nummer tre og håber den er meget ligesom den første. 

- Jonas