Double Feature - To grufulde gys fra Korea

Min kærlighed til film kom særligt til udtryk i mine teenageår, hvor jeg fik smag for udenlandske film. Her var det især Asien som fangede mig først. Til at starte med var det hovedsageligt Japan som fangede min opmærksomhed, og særligt i forbindelse med den udbredte popularitet som japanske gysere fik herhjemme dengang. Særligt kan jeg huske, hvordan den originale Ju-On og dennes (2000) efterfølger gjorde et kæmpe indtryk på mig. 

I dag er min fascination gået i en lidt anden retning, nemlig til Korea. Jeg kan ramble længe og dybdegående om, hvordan Korea laver fantastiske film og serier (og jeg kan love, at dette ikke bliver mit sidste indlæg omkring koreanske film og serier). Der er altid en fare ved koreanske film (eller udenlandske film generelt), fordi en oversættelse er mangelfuld, så man misser noget essentielt for handlingen. Det kan også være, at noget kan glippe pga. kulturelle forskelligheder. Hvis man kan leve med dette, så er koreanske film en skattekiste som man skal unde sig selv at åbne og udforske. Siden jeg for nogle år siden begyndte min rejse ind i film og serier fra Korea, har jeg stort set kun haft gode oplevelser.

Da min kærlighed til koreanske film strækker sig på tværs af genrer, vil jeg bare begynde et sted, så jeg har udvalgt to gysere fra Korea som fokusset for denne Double Feature.

8th Night (2021)

Resume:
Filmen begynder med en kort fortælling som ligger til baggrund for handlingen. Fortællingen handler om en dæmon som for mange år siden hærgede landet, men Buddha stoppede denne og delte dæmonen i to dele, repræsenteret ved et sort øje og et rødt øje, som blev placeret i hver sin beholder.
I nutiden finder en professor beholderen som indeholder det røde øje, og selvom professoren bliver udstødt af det videnskabelige samfund, opgiver han ikke at bevise, at legenden er virkelig. Da han lige er ved at give op, lykkedes det ham at fremkalde det røde øje som besætter ham.
Andet steds har en munken Ha-jung til opgave at bevogte beholderen med det sorte øje sammen med sin lærling Cheonseok (Nam Da-reum). Ha-jung fortæller Cheonseok om legenden, og hvordan at nu hvor det røde øje er vågnet til dets rejse via syv mennesker for at blive forenet med det sorte, må de drage ud for at stoppe øjet i dens rejse og dræbe det syvende menneske som ifølge legenden er en ung kvindelig shaman. Følgende dette finder Cehonseok Ha-jung død en morgen og drager derfor ud for at finde den tidligere munk Seon-hwa (Lee Sung-min). 

Hvad gør filmen godt?

Da handlingen er delt i to og følger både munkene og efterforskerene skabes der en god kontrast, da efterforskerne har en mere fornuftpræget tilgang til morderne, mens munkene kender til det overnaturlige element og mystikken bag hændelserne.

Jeg synes, at en af de elementer som fungerer godt i filmen er samspillet mellem munkene Cheonseok og Seon-hwa. Den tidligere munks liv er præget af tragedie, og dette kommer fantastisk til udtryk i skuespillerens ansigtsudtryk som er stoiske, alvorlige og mærkede af en livstræthed. Kontrasten hertil er den unge Cheonseok som er blevet blæst bagover af verdenen uden for templet. Han er som en lille hundehvalp der oplever nye ting, og hver eneste ting er hans nye yndlingsting.
Cheonseok er filmens komiske indslag og virker til tider lidt malplaceret, da hans forsøg på at få et lærling/mester-forhold til Seon-hwa får én til at glemme, at det er en thriller/horror man er ved at se. Dog gør dette også, at man sænker sine parader og derfor slår gysene hårdere igennem. Her tænker jeg især på scenen, hvor Cheonseok står over for den besatte skolepige, hvor den hyggelige stemning bliver stoppet øjeblikkeligt via et helt fantastisk grotesk element (som jeg ikke afslører).

Som en lille bonus eller et sidespor, så minder 8th Night virkelig meget om en historie i Blue Exorcist-universet, der hedder Kyoto Impure King, så hvis du kan lide denne story arc, så er det meget sandsynligt, at du vil synes særlig godt om denne film.

Hvad gør filmen mindre godt?

Selvom historien i filmen er fin, er den ikke super dyb, og dette hænger nok meget sammen med, at der er de to storylines der skal deles om den samlede spilletid. I dette tilfælde giver det mening, at det er svært at nå godt i dybden.
Desuden indså jeg sidste gang jeg så filmen, at filmen måske ikke er en rendyrket gyser, men non egentlig mere en thriller. Så hvis du er på udkig efter noget virkelig uhyggeligt, finder du nok ikke det i denne film.

All in all, er filmen værd at se?

Selvom filmen ikke er en rendyrket gyser, kan jeg dog stadig godt lide den. De mystiske elementer som udfolder sig i historien, kombineret med hvordan efterforskerne falmer rundt i blinde og ikke forstår hvad der foregår, fungerer virkelig godt sammen. Jeg anbefaler filmen, selvom den måske ikke helt kan tilfredsstille en hardcore gyserfans behov for gys, men i højere grad appellerer til thrillerfans.

The Wailing (2016)

Resume:
Efter at en mystisk japansk mand kommer til den lille, afsidesliggende bjerglandsby Gokseong, begynder der at forekomme tilfælde af en mærkelig infektion, der gør de ramte beboere sindssyge og får dem til at myrde deres familier. Politibetjenten, Joon-goo (), efterforsker mordene, men sagen spidser til, da Joon-goos datter, Hyo-jin (), begynder at udvise symptomer på den mystiske infektion. Fortvivlet møder Joon-goo den unge kvinde, Moo-myeong (), der påstår, at den japanske mand er en ond ånd, hvis tilstedeværelse er skyld i den morderiske infektion. Nu er det op til Joon-goo at redde sin datter og for at gøre dette må han ty til metoder som er mere alternative end den normale efterforskning.

Hvad gør filmen godt?

The Wailing var svær at kategorisere på første gang jeg så den. En del af horrorelementerne forekom mig som komiske, og jeg havde meget svært ved at finde ud af om filmen var sjov eller uhyggelig. Jeg læste efterfølgende om filmen på nettet og omkring hvordan en skelsættende scene var fjernet fra filmens slutning (tjek dette efter I har set filmen). Denne scene gav en form for afslutning som filmen virkelig mangler i dens nuværende form og ændrer filmens helhedsindtryk til et helt andet.
Meningerne på nettet var meget enige i, at filmen var en gyser, og jeg tænker, at det måske var et kulturelt element som gjorde, at jeg ikke helt forstod den første gang. Derfor besluttede jeg mig at vente lidt og derefter se den igen.
Anden gang var oplevelsen en helt anden. Filmen var virkelig ubehagelig, og jeg fornemmede meget tydeligere stemningen som internettet prøvede at forklare mig.

Filmen har en helt særlig uhyggelig og foruroligende stemning som dels skabes af historien, men i lige så høj grad af selve landsbyen. Det er svært at beskrive præcist, men landsbyens rustikke udseende kombineret med den kolde, grå atmosfære og byens isolation skaber et virkelig dragende sted som samtidig er meget ubehageligt at befinde sig i.

Joon-goo som karakter er også virkelig bærende for filmen. I starten virker han en smule fjollet, men det er let at sætte sig i hans sko som forælder, da hans datter pludselig bliver syg. Han vil gøre alt for at redde hende, og der menes virkelig alt – man kan som seer fornemme, hvordan Joon-goo langsomt bevæger sig ind på et ukendt område for ham, da han undersøger de mere spirituelle muligheder for at finde hjælp. Derudover er de øvrige karaktere en smule mere intetsigende og spiller faktisk ikke en stor rolle for filmen. Jeg vil understrege som jeg skrev tidligere, at atmosfære og stemningen i filmen er hovedfokusset og helt sikkert det som man tager med sig fra filmen.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg synes, at The Wailing er en fantastisk film, men det tog mig som sagt to gange for at forstå, hvad filmen ville. Det i sig selv kan man sige er lidt negativt, men jeg tror måske, at det handler lidt om, hvordan man går ind til filmen.

All in all, er filmen værd at se?

Uanset om du forstår filmen første gang eller anden gang du ser den, så vil jeg sige, at The Wailing er det værd (og den er bestemt også værd at se igen og igen). Det er en film som jeg tit vender tilbage til i mine tanker, og det synes jeg er et kendetegn for en god film. Jeg tror faktisk, at filmen er en af mine favoritfilm. Så det korte af det lange – begge film er fede, men hvis du er på udkig efter en gyser (og det tænker jeg, at du er, fordi du læser dette) så se The Wailing. Jeg tør næsten garantere, at du ikke har set noget som den før.

- Jonas