Double Feature: To udmærkede (men ubemærkede) gysere på Amazon Prime

Jeg har brugt et par stille aftener på at kigge det ret store udvalg af gysere igennem på Prime og faldt over; Cobweb (2023) og Nocturne (2020) – to film som jeg ikke kendte til (eller rettere sagt: Cobweb-titlen virkede bekendt, men jeg havde fuldstændig glemt, at den eksisterede). Begge film var ret fede, så hvis du mangler lidt navigation i det store vilde ocean som er Amazon Primes filmudvalg, så bliv hængende.

Cobweb (2023)

Som nævnt virkede titlen lidt bekendt, men jeg har ikke læst nogen anmeldelser eller set trailere, så I am going in blind.

Resume:
Filmen følger drengen Peter (Woody Norman) som lever et indelukket liv med overbeskyttende og strikse forældre. Pludselig en nat hører Peter en banken fra væggen inde på sit værelse. Hans forældre afviser det som værende hans fantasi, der spiller ham et puds, men de efterfølgende nætter bliver den stille banken erstattet af en stemme – en stemme der fortæller Peter, at han under ingen omstændigheder må stole på sine forældre.

Hvad gør filmen godt?

Først vil jeg tage fat på skuespillerpræstationerne, for selvom der er meget få skuespillere heri, er der virkelig nogle glimrende præstationer iblandt dem. Anthony Starr er fantastisk som faren, Mark. I starten virker han meget sympatisk, men ind imellem stråler noget af den følelsesmæssige kulde igennem som vi kender fra hans rolle som Homelander i The Boys. Mere præcist er det det her bestemte blik som han laver og som jeg tror skal døbes Homelander-blikket – og det formår at forene afsky og foragt på en så fantastisk foruroligende måde, at man får et helt sug i maven – især når man tager i betragtning, at det er rettet mod sønnen Peter.
Lizzy Caplan spiller også moren, Carol, virkelig godt. Hun er gennemsyret af en maniskhed og uro som i starten fik mig til at tro, at forældrene enten havde kidnappet sønnen eller at der var tale om noget Münchhausen by proxy.
Og lige præcis det her er, hvad filmen gør helt absurd godt – du bliver holdt kontant i uvished og gætter på, hvad det egentlig er der foregår. Du får lige præcis lidt nok information til, at mange forskellige ting kunne foregå; Er stemmen i væggen virkelig hans søster eller noget mere ondsindet? Er forældrene onde eller medlemmer af en form for orden der skal beskytte verden mod ondskab? Eller er drengen bare i virkeligheden psykisk syg og forestiller sig det hele? Alle disse tanker og teorier kørte rundt i hovedet på mig, mens jeg så filmen, og det holdte ved helt frem til, at tingene falder på plads (og bare rolig, jeg afslører ikke, hvad der virkelig foregår. Det skal I selv opleve). Denne usikkerhed afspejler perfekt den følelse Peter oplever, idet han ikke ved, om han kan stole på sine forældre eller på stemmen i væggen (umiddelbart skal man være rimelig ringe forældre før en tilfældig stemme i væggen virker som det bedre alternativ.. men så igen).
Woody Norman gør det fænomenalt som den unge Peter, og jeg synes især, at hans udviklende forhold med stemmen i væggen er en af filmens helt store højdepunkter – for til tider er stemmen faktisk den eneste som er på Peters side.

Afsløringen når alle tingene falder på plads er desuden også et plus ved filmen. Ofte når en film bruger lang tid på opbygningen, kan afsløringen virke tam og flad i forhold til alle de kreative og fantasifulde alternativer som man har forestillet sig, men dette er ikke tilfældet her. Jeg synes, at selve scenen, hvor tingene falder på plads, er virkelig, virkelig vild og meget stemningsfyldt. Det understreges også ved, at filmen hertil skifter karakter fra thriller til decideret body horror og gore(Oh, my favorites – you really shouldn't have).

Hvad gør filmen mindre godt?

I slutningen af filmen, når afsløringen er sket, bliver filmen mindre interessant og mere forudsigelig (med al den opbygning mod klimaks der er i første del af filmen, er det også svært at holde tempoet højt resten af tiden). Desuden er filmen også meget afgrænset og indeholder ikke et univers eller lignende, men omhandler cirka fire skuespillere, og hvis man er gået ind til denne film med en forventning om et spændende og gribende univers (eller bare en verden uden for huset), så bliver man slemt skuffet, da al handlingen uden for huset er overfladisk at best.

Nocturne (2020)

Denne film faldt jeg ret tilfældigt over og tænkte, at den ville være meget passende som et tilløb til The Housemaid (2025) som jeg skal se senere på ugen, da de begge har Sydney Sweeney i hovedrollen.

Resume:
Filmen følger tvillingesøstrene Vivian og Juliet Lowe. Begge piger har fra barnsben viet deres liv til at spille klassisk musik, men desværre lader det til, at Vivian er den eneste af dem som har evnerne til at bruge musikken som en levevej, mens Juliet må affinde sig med, at det bedste hun kan blive er akkompagnement. Dette vil og kan den ængstelige Juliet ikke acceptere, og drevet af misundelse, tager hun kampen op mod sin søster og sine lærere for at vise dem, hvem der er den bedste musiker. Det bliver en kamp der langsomt men sikkert trækker hende ned i sindets mørke dybder.

Hovedfokusset i denne film er uden tvivl Juliet og den udvikling som hun gennemgår fra at være den stille eksistens som udelukkende lever i Vivians skygge til at løsrive sig og prøve at finde sin egen identitet (ganske vist ved langsomt at overtage søsterens liv).
Under skildringen af karakteren Juliet er der dog flere lag til filmen. I sin helhed tænker jeg, at filmen handler om det enorme pres der lægges på unge mennesker der forsøger at skabe et navn for sig selv inden for klassisk musik – en ambition der kræver en investering og selvopofrelse lige fra barnsben og som trods talent og intention måske alligevel ikke fører noget med sig (lidt mere overordnet kan filmen også illustrer det generelle pres for at finde sin vej i verden som ungt menneske).
Derudover synes jeg også, at filmen prøver at skildre, hvordan mange unge mennesker kæmper med psykiske lidelser, også dem der vælger en ekstremt presset tilværelse ligesom Juliet og Vivian. Alle disse lag lægges sammen og danner en meget dybdegående og spændende thriller (Nogle steder på nettet tilskrives filmen overnaturlige elementer – men jeg vil påstå, at dette kan diskuteres - men det kan måske være noget at have i tankerne når I selv ser filmen?).

Hvad gør filmen godt?

Jamen ovennævnte temaer (eller lag) bliver dækket godt og gennemførligt, og især Juliets dalende mentale helbred i kombination med sin besættelse med notesbogen er et punkt der skaber en hel masse spænding. Jeg synes, at Sydney Sweeney spiller rollen som Juliet virkelig godt, og hun fanger især de mange små forandringer som Juliets personlighed gennemgår særdeles godt. Det samme gælder Madison Iseman der spiller Vivian. Søstrenes forhold fungerer særlig godt, og eskalationen når de hævner sig på hinanden bliver vildere og vildere – sikkert drevet af den konstante rivalisering mellem dem. Lige præcis rivaliseringen virker umiddelbart ensidigt fra Juliets side (et meget snedigt valg fra instruktørens side), men hvis man ser på reaktionerne og modhandlingerne fra Vivians side, er det tydeligt, at hun faktisk også føler sig truet af Juliet.

Punktet, hvor Nocturne minder om Cobweb, synes jeg, er dens brug af uvished. I takt med at stressen over rivaliseringen bliver større, forværres Juliets allerede dalende mentale helbred, faktisk til en sådan grad, at man som seer kan blive helt i tvivl om, hvad der er virkelighed og hvad der er noget som hun forestiller sig. På denne måde befinder man sig som seer i det samme dilemma som Juliet selv – og det er en rigtig god måde at skabe indlevelse.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg tror, at det første jeg umiddelbart lagde mærke til. efter filmen var slut var, at der er nogle huller i handlingen, hvor man egentlig mangler en form for italesættelse eller opsamling f.eks. hvad der egentlig er forgået i nogle af scenerne, hvor Juliet har haft hallucinationer). Derudover er selve historien som filmen fortæller rigtig forudsigelig (og minder både tematisk og handlingsmæssigt rigtig meget om Daron Aronofskys film Black Swan).

Så all in all, er filmene værd at se?

Jeg synes egentlig, at begge film var okay, men ingen af dem blæste mig bagover. Af de to film, var Cobweb den bedste og en helt klar anbefaling, mens jeg er lidt mere loren ved at anbefale Nocturne. Jeg tror måske egentlig hellere, at jeg vil foreslå, at man ser Black Swan (2010) i stedet for, da denne er en mere gennemført film og abstrakt på en sådan måde, at man tænker over den længe efter at filmen er færdig.

- Jonas