Downton Abbey 3: The Grand Finale (2025)

Denne film levede fuldstændigt op til mine forventninger som var endnu et godt gensyn med familien Crawley og deres tjenestefolk. Jeg gik for nogle år siden lidt skeptisk, på min kærestes foreslag, med til at se Downton Abbey-serien, og til min overraskelse blev jeg helt opslugt. Det var virkelig mange timer godt givet ud, og især fordi jeg elsker film og serier med tidsbilleder, og man følger familien igennem mange vigtige punkter i historien (f.eks. 1. Verdenskrig). Downton Abbey: The Grand Finale holder stilen fra serien og de to øvrige film fuldt ud.

Meget kort fortalt foregår filmen i 1930, og familien er på en udflugt til London. Man kan ane, at der foregår noget usagt i baggrunden, og det viser sig, at Mary (Michelle Dockery) er blevet skilt (hvilket er meget passende, da (Matthew Goode) ikke regnede med, at han skulle spille rollen som Henry Talbot igen). Dette skaber stor røre, da en skilt kvinde i denne tid og i disse sociale lag, anses for udstødt.  Til familiens chok bliver det klart, at dette også er tilfældet med deres egne bekendte og venner som alle tager afstand til Mary. Denne ene side af handlingen er derfor en fortælling om, hvordan Mary skal genfinde sin plads i det højere sociale lag, og samtidig prøve at modernisere samfundets forståelse af fraskilte kvinder. På den anden side handler filmen om tiden - hvordan samfundet ændrer sig, og hvordan den højere klasse bliver mere sjælden. Den handler om morens (Cora Crawley) side af familien, og hvordan broren (Paul Giamatti) har mistet en stor del af hendes arv, og dermed bragt Crawleyfamilien i en økonomisk krise meget lignende den, der har ramt så mange andre rige familier, og dermed gjort, at de har været nødt til at opgive deres liv i de højere sociale lag. 

Jeg blev overrasket over, hvor mange referencer der var til serien i denne film, og jeg tror måske, at det er det eneste negative jeg kan sætte min finger på – nemlig, at man nok skal se serien for at få det optimale ud af filmen, og hele franchisens afslutning. Franchisen tror jeg ikke er for alle og dem den er for og som ser denne film har sikkert bekendtskab med franchisen. Dette skal dog ikke ses som, at jeg fraråder folk at se film, tværtimod opfordrer jeg folk til at se hele serien og de øvrige film – og denne film.
Men Jonas, siger I nok, vil det sige, at man ikke se den uden at have set noget som helst fra serien eller de øvrige film? Nej, det kan man sagtens, men det er bare ikke det samme. Man vil ikke få et sug i maven over Marys skilsmisse, hvis man ikke kender til alle de prøvelser som hun tidligere har gennemgået. Man vil få sådan en "you go girl" følelse, da Edith forsvarer Mary, hvis ikke man ved, hvor længe Edith har været den som Mary så ned på – og generelt været den undertrykte i familien. Og man vil ikke blive positivt overrasket over at se Thomas oprigtig smile af lykke, hvis ikke man ved, at han uden tvivl er den mest tragiske (og samtidigt forhadte) karakter i serien. Så derfor er serien vigtig som springbræt til filmen. Selvfølgelig er der også det faktum, at en del af karaktererne og deres indbyrdes relationer ikke giver mening uden et foregående kendskab til dem.

I forhold til hvad filmen gør godt, synes jeg, at introduktionen til den amerikanske mors familie på godt og ondt, er en god uddybelse af en karakter, der ikke bliver uddybet så meget i serien. Dette skaber en kulturkløft, fordi familien er blandet af det traditionsbundne britiske og det mere frisindede amerikanske. Udover kulturkløften er generationsskiftet også væsentligt i filmen. Generationsskiftet betyder her et brud med det traditionelle på vejen imod en mere moderne, men uvis fremtid.

Hvad gør filmen ikke så godt? Well, den får ikke samlet op på alle karaktererne lige meget, og man kan måske sidde og savne mere skærmtid til sin favoritkarakter. Det er dog umuligt at forvente, at en film kan nå lige så meget som en serie på seks sæsoner kan (for hvis en film kan dette, så er det nok fordi serien har været for langtrukket). Med det sagt, så prøver filmen virkelig ihærdigt på at gøre dette, og det er faktisk kun på bekostning af børnene som kunne have haft en mere fremtræden rolle (men nu hvor det er den sidste film, er det jo også lidt lige meget).
Derudover er der selvfølgelig det nævnte faktum, at jeg undrer mig over, hvor meget man får ud af filmen, hvis man ikke har kendskabet til serien.
Ikke en decideret dårlig ting, men mere generelt hæmmende for filmen er nok, at det er en lidt niche genre som jeg bestemt ikke tror er for alle, og dem som ser filmen har sikkert allerede bekendtskab med serien. 

Så all in all, er filmen værd at se. Ja, men et betinget ja. Jeg tror, at filmen i sig selv vil være en middelmådig oplevelse, men en hel fantastisk oplevelse som afslutning på franchisen som helhed. 

- Jonas