Eddington (2025)

Jeg er helt vild med Ari Asters film, og her især Hereditary og Midsommar. Begge har efterladt mig med et dybtsiddende ubehag og spænding, der er helt fantastisk. Derfor var jeg meget spændt på denne film, men samtidig har jeg ikke helt haft et billede af, hvad der var i vente. Biograftraileren gav mig ikke meget at arbejde med og skabte måske egentlig flere spørgsmål end den gav svar (og det er sådan trailere skal være, fordi trailere idag har tendens til at afsløre for meget!).  

Eddington maler et smukt portræt af en amerikansk by under en af de mest hektiske perioder i nyere tid, nemlig corona-epidemien i 2020. Filmen berører et væld af interessante, men betændte problematikker bl.a. misinformation på medierne, vaccineskepsis, manipulation, sekter/indoktrinering og konspirationsteorier, og måske vigtigst af alt påvirkningen af disse på en bys beboere. 

I filmen følger vi Joe Cross (Joaquin Phoenix) der arbejder som sherif i den øde by Eddington i New Mexico. I løbet af filmen får vi et indblik i Joes hverdag og især hans rivalisering med byens borgmester Ted Garcia (Pedro Pascal), hvis fortid med Joes psykisksyge kone (Emma Stone) har skabt ondt blod mellem dem og konstant spænding i forhold til deres samarbejde som autoriteter i byen. 
Joes hverdag er præger af corona-epidemien og hans svigermors evindlige konspirationsteorier som har bidraget til, at Joe er havnet i den problematiske rolle som autoritetsfigur, men samtidig en udtalt kritiker af regeringen og borgmesterens håndtering af krisen. Dette leder til, at Joe vælger selv at stille op til borgmesterembedet i byen. 
Presset af borgmestervalget, samt demonstrationerne der opstår i forbindelse med mordet på George Floyd skubber langsom Joe længere og længere mod afgrunden. Og så skal resten ses!
Jeg har dækket handlingen i korte, grove træk, fordi der er ærligt talt for meget til, at man kan gøre det så grundigt som filmen fortjener det. Der er mange lag i filmen, og jeg tror, at man skal se den mere end én gang for at opleve alt deri. 

Uha! Denne film er vild - den er super ubehagelig, fordi den giver én et billede af, hvordan dagligdagen for den gense amerikaner så ud under corona-epidemien. Herunder hvordan man fik ens hverdag til at fungere, mens man jonglerede med misinformationer og konspirationsteorier, samtidig med, at man nærede en stor mistillid til regeringen. Filmen præsterer også at hive én tilbage til coronatiden. En tid som alle sikkert forbinder med ensomhed, regler og isolation, og alle husker sikkert, hvordan tiden påvirkede dem. Lige præcis derfor har filmen den gennemslagskraft som den har. Den skal ikke arbejde hårdt for at skabe en virkelighed, hvor vi som publikum kan identificere os med de mentale strabadser som karaktererne gennemgår - for vi har alle været der til en hvis grad. Og dette fungerer virkelig, virkelig godt!

Jeg nød desuden, hvordan filmen også karikerer det billede man som europæer har fået af Amerika og amerikanerne de seneste år. Filmen fremstiller Joe som en repræsentant for de tendenser som man har forbundet med amerikanerne i nyere tid - antivaxxer-bevægelsen, magtbegæret, regeringskritikken og korruptionen. 
En anden storyline som jeg synes var meget spændende, var den der udspillede sig mellem drengene Brian og Eric. Begge forsøger at score Anna som er meget politisk aktiv. Her ser vi hvordan personlige motivationer bliver til politiske ambitioner, og hvordan dette ændrer drengene (begge ender med at støtte op om BLM for at komme tættere på Anna). Tendensen vi ser her er således, hvordan drivkraften bag det politiske arbejde er personlig vinding, og ikke håbet om at gøre en forskel. 

Efter filmen var færdig, sad jeg med en følelse af, at filmen virkede længere end den egentlig var, og at den var så tætpakket med indhold så den til slut nærmest blev for overvældende at forsøge at tage ind.
Jeg har tidligere nævnt, at jeg er vild med Ari Asters film, og det er nok til en sådan grad, at han er en af mine yndlingsinstruktører i nyere tid. Både Midsommar og Hereditary efterlader mig med en følelse af rastløshed og uro HVER gang, at jeg ser dem - og jeg kan med glæde sige, at dette også er tilfældet her. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, absolut - mere end én gang. Jeg synes, at man skal se den og så se den igen for der er meget at absorbere og tænke over bagefter. Afsted nu!

- Jonas