Evil Dead Burn (2026)

Da jeg var teenager (for efterhånden en del år siden ), kan jeg huske, hvordan jeg så de tre første Evil Dead film (henholdsvis; The Evil Dead fra 1981, Evil Dead II fra 1987 og Army of Darkness fra 1992) om og om igen. Var de mesterværker? Nej, på ingen måde – de var rodet og usammenhængende (faktisk valgte instruktør Sam Raimi at lave en ny udgave af etteren som blev Evil Dead II, så toeren er faktisk på måde også etteren. Både The Evil Dead og Evil Dead II ender forskelligt, og kun af dem passer med, hvordan Army of Darkness begynder). Til trods for, at de er rodet, så har de virkeligt meget charme og komik (nok mest pga. en kombination af Bruce Campbells skuespil og filmenes helt unikke absurditet). 

I 2013 udkom, hvad der i min optik nok er den bedste Evil Dead-film til dato. Denne film beholdte den overordnede tematik fra de klassiske film og lagde alt det komiske til side til gengæld for at skabe en smuk balance mellem horror og splatter. Filmen formår endda også at fortælle en historie, ganske vist hverken en dyb eller fængslende historie, men én som danner en fin ramme for selve filmen (og mere end hvad de tidligere filmen nogensinde har fortalt).

Ti år senere i 2023 udkom Evil Dead Rise (instrueret af Lee Cronin – en instruktør som jeg sidenhen har fået en del mere respekt for). I lyset af Evil Dead fra 2013 havde jeg ret høje forventninger til denne nye film, men desværre levede den ikke rigtig op til disse. Trods et forsøg på at udvide universet, endte filmens historie med at ramme fuldstændigt ved siden af, og filmen føltes mere som en standard gyserfilm med billige jumpscares end en der rent faktisk kunne opbygge en uhyggelig stemning.

Fastforward til i år. Evil Dead Burn instrueret af Sébastien Vanicek, og jeg håbede, at dette kunne være filmen som ville puste nyt liv i en franchise som jeg efterhånden syntes godt kunne trænge til det. Traileren så lovende ud, så det kan da ikke gå helt galt, vel?

En lille sidenote, så er der også en serie fra 2015 der hedder Ash vs. Evil Dead der med sine tre sæsoner bestemt kan tilfredsstille ens behov for Evil Dead-stemningen og er et kig værd, hvis man er fan af franchisen.

Resume:
I filmen følger vi Alice (Souheila Yacoub) og hendes mand, Will (George Pullar), Wills bror, Joseph (Hunter Doohan) og Josephs kæreste Thya (Luciane Buchanan), der alle er ude for at fejre Josephs fødselsdag. Hurtigt bliver det klart, at Alice og Wills forhold er supergiftigt, og spændingerne mellem dem bliver meget intense. Aftenen slutter med, at Will påvirket kører fra natklubben efter et skænderi med Alice, på trods af, at Joseph forsøger at stoppe ham. Senere mens Will suser ned af landevejen, træder en besat Jessica (Greta Van Den Brink fra Evil Dead Rise) ud foran ham, og Will forulykker. Mens Will brænder inde i bilen, overføres forbandelsen til hans slægt. Men hvorfor er lige præcis Will og Josephs familie vigtig for de dæmoniske, onde kræfter?

Hvad gør filmen godt?

Jeg kunne rigtig godt lide, hvordan filmen samler op på handlingen fra Evil Dead Rise (da denne er en rammefortælling – indeholder den en start og slutning der kom til at stå lidt alene og virkede usammenhængende i sig selv). Men med Evil Dead Burn kommer "rammen" til at tjene et formål og bliver bygget videre på. Det overraskede mig meget positivt, og jeg håbede lidt, at den næste film, Evil Dead Wrath, ville fortsætte dette (men det lader til, at Wrath skal være en forløber til filmen fra 1981, så øv).

Filmens effekter skuffede mig heller ikke og er virkeligt gode og passende i forhold til den standard som Evil Dead har sat inden for dette område med de seneste udgivelser. Herunder har vi også effekterne i forbindelse med blod, splat og gore, og biografens reklame for filmen slog sig meget på, at filmen indeholder virkelig meget blod, og det må man sige er korrekt (selvom jeg synes, at det var vildere i filmen fra 2013). Desuden hører det ofte til i disse film, at der er sekvenser som er voldsomt ubehagelige pga. noget meget grafisk f.eks. i filmen fra 2013, hvor en karakter skulle trække en kanylenål ud fra sit øje. I denne film var det en fyldepen som en karakter skulle trække ud af sit øre med en pincet (Uff, selvom jeg er rimelig hærdet, så kravler sådan noget virkeligt ind under huden på mig).

Hvad gør filmen mindre godt?

Selve baggrundshistorien omkring Alices og Wills dysfunktionelle forhold blev tildelt en del betydning i filmen, men jeg synes, at det var svært helt at skabe en forbindelse til Alice som karakter, fordi hendes historie bare var en hurtig, overfladisk sekvens i starten af filmen. Filmen gav desuden indtrykket af, at der var mere til denne historie, men så er man nødt til; 1) at vise dette og 2) bruge tid på at etablere historien. Det er meget tydeligt, at filmen har meget travlt med at nå frem til splat, blodbad og "uhygge" og så strække denne del så langt som muligt, når den når dertil.
Det hele bliver lidt usammenhængende, og man er i tvivl om, hvad filmen egentlig gerne vil. Jeg kan godt se tematikken med, at Alice skal se sine dæmoner i øjnene, og det er superfint – MEN dette måtte så gerne have fyldt mere i filmen. Og jo, altså man kunne også sige, at budskabet kunne være, at uanset hvor dysfunktionel din familie er, kan det altid blive værre (de kunne f.eks. blive besat af dæmoner) – meeeen det er bare heller ikke helt godt.

Skuespillerpræstationerne var okay – intet fantastisk eller mindeværdigt (selvom internettet er vilde med Erroll Shands portrættering som Deadite). En del af scenerne med den demente bedstemor var nok ment som skulle værende komiske, men jeg synes, at de ramte helt ved siden af. Desuden kan jeg heller ikke helt afgøre om mit problem var, at scenerne ikke var sjove eller om jeg egentlig synes, at dette komiske element var malplaceret i filmen (men jeg tror, at jeg hælder mest til nummer to).

Oven for omtalte jeg uhygge i citationstegn, og det er selvfølgelige fordi (du gættede rigtigt), at filmen ikke er uhyggelig. Jeg tror, at jeg er blevet forkælet i år pga. alle de glimrende gysere, men Evil Dead Burn formåede slet ikke at opbygge en uhyggelig stemning og gik bare all in på splat – og splat er fedt i starten, men bliver voldsomt kedeligt i længden. På et tidspunkt tog jeg mig selv i at føle, at filmen var alt for lang, og så lang var den bare egentlig heller ikke, den blev desværre bare meget kedelig. Og dette var filmens allerstørste problem.

En lille ting til sidst, som endte med at genere mig mere end jeg troede det ville, var, at alle Evil Dead-filmene har haft den grundlæggende regel: De onde kræfter skal hidkaldes ved, at man læser ordene op fra Necronomicon, og der har altid været tradition for, at det er en intetanende person der har læst op fra denne. MEN i Burn er det en besat person, så altså dæmonen selv, der fremsiger ordene – det er en lille ting (og måske en lidt for hardcorefan-agtig ting, men jeg synes, at det bryder for meget med den generelle Evil Dead Lore).

All in all, er filmen værd at se?

Hmm, denne film er faktisk lidt svær. Det var ikke en god film, men heller ikke en dårlig film. Min ven, som jeg så den med, beskrev den meget passende som en lidt underholdende trashy film i stil med Primate fra sidste år, og denne beskrivelse tænker jeg egentlig fanger filmens essens rigtig godt. Hvis man er fan af franchisen, ser man den nok uanset, hvad jeg anbefaler, og det er helt fint. Personligt tror jeg, at jeg holder fast ved, at Evil Dead-franchisen peakede ved Evil Dead (2013). Det er en kanon film, og som helhed fungerer den også bedre end de tidligere film, fordi den fortæller en mere hel historie. Jeg tror, at jeg vil anbefale jer at se Evil Dead fra 2013 frem for Evil Dead Burn (altså jeg kunne bedre lide Burn end jeg kunne lide Rise, men det fortæller nok mere om Rise).

- Jonas