F1 - the movie (2025)
Inden jeg går i dybden med min anmeldelse, vil jeg understrege, at jeg ikke er den store bil- eller motorsportsentusiast. Ikke desto mindre var jeg meget grebet af denne film. Filmen handler om den tidligere racerkører, Sonny Hayes (Brad Pitt), som pga. en ulykke under et løb træk sig tilbage som formel 1-kører og i stedet har flakket rundt og deltaget i forskellige typer af racerløb. Han bliver opsøgt af en anden tidligere racerkører og nuværende ejer af holdet Apex GP, Ruben Cervantes (Javier Bardem), som forsøger at overtale Sonny til at køre for sig, da hans hold ikke har optjent nogle point denne sæson og derfor risikerer at blive solgt. Sonny indvilliger i at hjælpe Ruben og bliver del af teamet. Her stifter han bekendtskab med holdets unge kører, Joshua Pearce (Damson Idris) og rivaliseringen starter.
Filmens handling bliver drevet fremad af to konflikter; 1) konflikten i forhold til, at holdet skal bruge en sejr for at kunne fortsætte og undgå at blive solgt og 2) konflikten mellem det moderne og det traditionelle som bliver repræsenteret igennem henholdsvis Joshua og Sonny. Det er netop denne sidstnævnte konflikt der gør filmen glimrende. Begge karakterer er fremragende skrevet; Joshua er ung, kæk og arrogant med fokus på den berømmelse der kommer med at have en karriere inden for motorsport, mens Sonny er erfaren, kæk og arrogant (jeg kan godt se, at de ligner hinanden, men når I ser filmen vil det blive klart). Sonnys fokus er anderledes, da han bruger motorsport som et middel til at finde den åndelige ro som han længes efter.
Brad Pitt er perfekt castet i rolle som Sonny, og man bruger meget af tiden med et smil på læberne under hans interaktioner med Joshua eller Ruben. Måske er det min alder der gør det, men jeg fandt Sonny mere relaterbar i forhold til hans søgen efter åndelig ro, da jeg forestiller mig, at det er det vi alle kommer til at lede efter med tiden. Brad Pitt er i sine senere år begyndt at udtrykke en afslappethed (wholesomeness) som skinner tydeligt igennem i de film som han medvirker i. Han er gået væk fra de alvorlige udtryk og er begyndt at præge sine filmroller med en form for komedie, der virkelig klæder ham. Jeg tror, at den rolle der minder mest om denne er hans rolle i filmen "Bullet Train" fra 2022.
All in all, er filmen værd at se? Mit svar er ja, og hvis man har mulighed for det at se den i biografen, er det et endnu større ja. Det er en glimrende film og hvis man interesserer sig for motorsport, er den endnu bedre. Visuelt er den smuk og skaber en fantastisk indlevelse med kameraarbejde som placerer én i racerbilerne, mens de bevæger sig med vanvittige hastigheder. Jeg vil sige, at den befinder sig oppe omkring en af de bedste motorsportsfilm jeg har set, men den er dog ikke bedre end "Le Mans '66" som nok er min yndlingsfilm inde for genren og som klart kan anbefales.
- Jonas