Fantastic Four - First Steps (2025)

Uh denne har jeg glædet mig til. Som koncept synes jeg, at Fantastic Four er en fed del af Marveluniverset, og jeg har med længsel ventet på, at nogen kunne lave en filmatiseringen som respekterede tegneseriematerialet (og så forhåbentlig er det X-men franchiset næste gang). Jeg har set Fantastic Four fra 2005 og efterfølgeren Fantastic Four; Rise of the Silver Surfer fra 2007. Begge film syntes jeg faktisk ret godt om. Ingen af dem var mesterværker, men begge var lysår bedre end Fantastic Four fra 2015 (Hvis ikke I har set den, så lad være – det er ikke det værd).

Ligesom jeg nævnte i min anmeldelse af Superman, er det forfriskende, at se en film som ikke føler, at den behøver at præsentere alt fra starten og lave en origin story. Her bliver man som publikum sat ind i historien in medias res – The Fantastic Four har gennemført deres første rumrejse som har givet dem deres evner, og gennem en hurtig montage får man et indblik i deres mange heltegerninger (her er der selvfølgelig lagt godt i pejsen med diverse referencer til tegneserierne). Filmen har en fed setting, fordi den foregår i en alternativ udgave af 1960erne, præget af bedre og mere avanceret teknologi.

Ellers er karaktererne som man kender; Reed Richards (Pedro Pascal) er den geniale videnskabsmand som er plaget af skyldfølelse (især over for Ben) pga. af rumrejsen som gav medlemmerne deres evner. Ben Grimm (Ebon Moss-Bachrach) er The Thing – en mand der har mistet sin menneskelighed og nu længes efter nogen som kan acceptere ham for den han er under sin monstrøse ydre. Sue Storm (Vanessa Kirby) er modstykket til Reed Richards og har måske en endnu større rolle i denne film som moder til Franklin Richards. Til sidst er der Johnny Storm (Joseph Quinn) som er en charmør, men faktisk også vinder nogle point på intelligens (hvilket er meget anderledes end Chris Evans' portrættering af figur som hovedsageligt var en play-boy og en rap bemærkning).
Sammenlignet med de tidligere Fantastic Four film, er denne nye films karakterer bedre og mere dynamiske sammen. Der er ikke nogen af karaktererne der fylder mere end andre eller for meget, og gruppedynamikken er perfekt. De er ikke bare en gruppe – de er en familie.

Den største problematik ved filmen er historien og skurken. Hvis man kender til tegneserieuniverset (også bare overfladisk) er filmen meget forudsigelig (især i forhold til Franklin Richards). Galactus (Ralph Ineson) som skurk var jeg meget ærgerlig over. Granted, portrætteringen i denne film er bedre og mere troværdig end den vældigt sultne sky i filmen fra 2007, men Galactus er en kedelig skurk. Tegneserierne har nogle meget bedre skurke, og her tænker jeg især på én. Jeg vil endda sige, at eftersom filmen hedder First Steps ville jeg have foretrukket, at man måske blev introduceret til Dr. Doom. Ganske vist ved jeg, at Dr. Doom bliver omdrejningspunktet i den næste Avengersfilm, men jeg tænker, at man godt kunne bygge ham op allerede nu.

En meget lille ting, som jeg også lagde mærke til var, at The Thing nogle gange blev lidt mærkelig i sin CGI – sådan lidt for Uncanny Valley (en term, der bruges om følelsen af ubehag der opstår, når en menneskelig skikkelse er menneskelig og samtidig ikke). Jeg tror, at det var tænderne der gjorde det for mig, men man vænner sig til det i løbet af filmen.

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, det er en okay film – uden tvivl den bedste af de eksisterende film, men historien og skurken synes jeg trækker filmen ned fra "fed" til "okay". Hvis man er marvelfan eller fan af Fantastic Four er denne film bestemt værd at se, men forhåbentlig bliver endnu bedre, når vi kommer lidt mere i dybden med denne del af Marveluniverset. 

- Jonas