Frankenstein (2025)

UPDATE: På grund af, at jeg åbenbart har forstrakt en muskel i halsen, har jeg været ukampdygtig i nogle dage nu og er derfor kommet bagefter med mine anmeldelser (og ja, det var også en nyhed for mig, at man kunne forstrække muskler i halsen, men true story). Min anmeldelse af Predator: Badlands er næsten færdig og skulle komme snart, men i mellemtiden, kommer der lige en anmeldelse af Netflixnyheden Frankenstein.

Jeg har altid godt kunnet lide fortællingen om Frankenstein og hans monster, især hvordan det er en fortælling om menneskets straf for at lege gud i videnskabelig stræben, og hvordan man kan tolke monstret der forfølger Viktor er hans straf for dette. Fortællingen er endvidere en advarsel om, at ens handlinger har konsekvenser som man bør overveje inden, at man handler. Og til sidst er det også en fortælling der sætter spørgsmålstegn ved hvem der egentlig er det virkelige monster, og så har fortællingen muligvis også nogle gode pointer omkring, hvordan man som menneske skal lære at acceptere anderledeshed, i stedet for at fordømme denne (hahaha, og ja, jeg har undervist i denne fortælling før).

Det er efterhånden en del år siden, at jeg sidst har set Mary Shelleys Frankenstein (1994) med Kenneth Branagh som Victor Frankenstein og selveste Robert De Niro som monstret. Jeg husker den som værende en virkelig god film, og det er den første Frankenstein fra 1931 også. Historien om videnskabsmanden og monstret fylder også en god del i serien Penny Dreadful (2014-2016) som fortolker lidt på fortællingen for at få den til at passe ind i den store samlede gotiske/victorianske fortælling. Denne nye film har altså mildest talt nogle store sko at skulle udfylde.
I den kommende anmeldelse vil jeg berøre handlingen, da fortællingen i sig selv jo er meget kendt (og burde være en alle kender), men jeg undgår direkte spoilere for filmen.

Filmen begynder i 1857, hvor det danske skib, The Horisont, med kurs mod Nordpolen er fanget i isen. Mandskabet ser et bål på isen, og da de undersøger det, finder de Victor Frankenstein ildetilredt og døden nær. Pludselig bliver mandskabet angrebet af en skabning som forfølger dem tilbage til skibet og forlanger, at de giver den Victor Frankenstein. Det lykkes til sidst mandskabet at sende skabningen på flugt, og kaptajn Anderson vender sin opmærksomhed mod Victor som begynder sin fortælling. 

Hold op en fed start på en film! Hele scenen med monstrets angreb på det danske skib og dets besætning er vild og visuel, og den bevidner om, at det bliver en blodig fortolkning af fortællingen som vi har i vente. Filmen er opdelt i to dele; Victors fortælling, hvor han beskriver sin livshistorie til skibets kaptajn (Lars Mikkelsen) og skabningens fortælling, hvilket er en god måde at få nuanceret monstret, hvis karakter virker meget simpel i begyndelsen (begge fortællervalg kommer fra romanen som også skifter fortællere undervejs).

I filmen ser man, hvordan det faktisk er morens død som bliver Victors afgørende motivation for sin søgen efter en måde at overvinde døden. Allerede som barn udviser han den arrogance og den umættelige stræben som er kendetegn for Victor Frankenstein. For at understrege dette, er der en senere scene i filmen, hvor Victor beskriver Gud som værende fejlbarlig, og at det er menneskets ansvar at rette op på Guds fejl. Han er tydeligt ilde anset i de videnskabelige kredse og fuldstændigt blindet af at ville vise den videnskabelige verden, at de tager fejl af ham og hans galvanisering (som jeg er lidt i tvivl om egentlig bliver omtalt i filmen, men det er sådan hans genoplivelse beskrives i romanen). Victor Frankensteins personlighed fra romanen bliver perfekt kropsliggjort af Oscar Isaac, hvis skuespillertalent glimrende fanger den galskab men også genialitet som er Viktor (det er faktisk lidt sjovt, fordi Isaac spillede en meget lignende rolle som Nathan i Ex Machina fra 2014). I min optik fanger Isaac nederdrægtigheden i Viktors personlighed bedre end Branagh, fordi hans portrættering af Viktor Frankenstein blev for fokuseret på Viktor som værende et offer (hvilket han ikke er – det er jo faktisk ham der selv skaber den fare der jager ham).

Forholdet mellem Victor og skabningen er spændende, og scenen, hvor Victor for første gang møder skabningen er sådan som jeg altid har forestillet mig det, når jeg har læst om det i romanen. Et perfekt mix mellem spænding og rædsel. Victor tager hurtigt faderrollen som skabningens skaber, og de har et næsten positivt forhold, hvor Victor fryder sig over muligheden for at introducere skabningen til alle ting og forme den efter sin egen forståelse af verden. Victor bliver dog hurtigt desillusioneret og bange efter opnåelsen af sit mål, og dette understreger den umættelighed som ligger i hans stræben efter viden. Opgaven med at forme og oplære skabningen bliver hurtigt en byrde for ham, og han ender med at lænke skabningen i kælderen. En del af Victors dårlige behandling af skabningen skyldes Elizabeths (Mia Goth) fascination af og medfølelse for skabningen – følelser som Victor mener burde være rettet mod sig.

For mig er den udvikling som skabningen gennemgår i fortællingen noget af det bedste ved denne. Dette bliver også fanget virkelig god til filmen. Jeg synes især, at skabningens tid hos familien i skoven er en af vigtigste dele af romanen, og dette er også tilfældet i filmen Der er noget virkelig smukt over, hvordan den her får en forståelse af menneskeheden og en længsel efter at høre til denne. Skabningen indser ligeledes, at det den søger efter er en identitet såvel som et formål med sin eksistens.

Hvad gør filmen godt? Her kommer til at være meget, så hold fast. Et aspekt som altid har fascineret mig i forhold til Frankenstein, er pseudovidenskaben deri, og i denne forbindelse er jeg fuldt ud tilfredsstillet i denne film. Effekterne i filmen er virkelig gode og helt sikkert et punkt, hvor denne film virkelig brillierer over de tidligere film. Især scene i konservatoriet, hvor Victor genopliver det første lig eller scenen, hvor han sammensætter sin skabning ved at partere udvalgte lig, er groteske, klamme og faktisk lidt uhyggelige. I forbindelse med effekterne, vil jeg også lige slå et slag for skabningens design. Især da den lige er blevet skabt ser designet fedt ud, da man virkelig kan se effekten af patchworket med de forskellige farvenuancer i de sammensatte dele.

Den overordnede stil i filmen er også meget smuk og følger det historiske med et strejf af Guillermo Del Toro – nogle af elementer f.eks. de videnskabelige apparater der bruges til genoplivelsen af skabningen, ser næsten futuristiske ud. Borgen som Victor udvælger til sit laboratorium passer perfekt til det gale geni, og den giver mig nogle stærke associationer til den gamle sort/hvid film fra 1931.

Som det sidste vil jeg nævne skuespillerpræstationerne fra det stjernespækkede cast som inkluderer bl.a. Mia Goth og Christoph Waltz, der er med til at sikre, at karaktererne er nuancerede og dragende. Det er dog Oscar Isaac som Victor Frankenstein og Jacob Elordi som monstret der stjal min opmærksomhed igennem filmen.

Hvad gør filmen så mindre godt? Hmm lige med denne filmen, er de mindre gode elementer forbundet med ens forventninger til filmen og måske en forudsætning omkring et tidligere kendskab til fortællingen. Det er en lang film (2 timer og 30 minutter), og der er en del optakt indtil, at man når til den nok mere saftige del af handlingen, nemlig skabningen (her forsøger jeg at tænke som en der ikke kender fortællingen, men blot falder over filmen på Netflix). Så hvis man ikke er bekendt med fortællingens lidt langsomme optakt, kan det godt blive langtrukkent og måske udfordre ens tålmodighed. Hvis jeg skal sammenligne filmen med den fra 1994, så synes jeg, at optakten i denne er mere interessant og fordøjelig.
I forbindelse med forventninger kan der også været lidt med monsterdesignet. Jeg synes, at patchworkdesignet passer virkelig godt til filmens øvrige stil, men det rammer lidt ved siden af i forhold til designet hos De Niros skabning som var mere skræmmende og monstrøst. Jeg er dog overbevist om, at det mindre monstrøse design er bevist i forhold til spørgsmålet om, hvem det virkelig monster er (men ha lige dette i baghovedet, når du ser den).

Lige som en sidste bemærkning inden jeg runder af, så synes jeg, at måden filmen er fortolket på og de ændringer der er lavet i filmen (f.eks. Victors besættelse med broderens forlovede) gør, at man stadig vil blive overrasket og fanget af filmen, selvom man måske kender fortællingen i forvejen.
Selvom jeg på ingen måde har set alle version, tror jeg faktisk, at denne Frankenstein går hen og bliver min favoritversion. Dels fordi den er fantastisk produceret og pga. den grundighed der er lagt i detaljerne, men også fordi den er tro imod og direkte omkring den oprindelige fortællings tematikker (som jeg nævnte i min indledning) – også i en højere grad end jeg synes, at de tidligere film har været det. På mange måder minder denne film mig om Nosferatu (2024) der også kom med en nyfortolkning af fortællingen om Dracula og Nosferatu (en film jeg også kan anbefale at man ser ved lejlighed).

Endnu en anmeldelse der blev meget længere end jeg havde tænkt, at den skulle, men hvis du er nået hertil, så mange tak for din tålmodhed og ihærdighed. Så all in all, er filmen værd at se? Ja, det er en virkelig gribende, spændende og rørende genfortælling (og genfortolkning) af Mary Shelleys roman. Den er nok ikke for alle, og hvis man er intimideret af filmens længde, vil jeg foreslå, at man bider den over, men den er bestemt et kig værd.

- Jonas