Good Luck, Have Fun, Don't Die (2025)

Jeg havde absolut ingen forventninger til denne film, da jeg satte mig til at se den. Jeg kan huske, at jeg sidste år så filmplakaten, da jeg var på vej ind for at se en anden film, men det var ikke en film som "tiltrak" sig min opmærksomhed. MEN jeg har set en del film med Sam Rockwell, og han plejer at være genial og virkelig underholdende uanset, hvilken rolle man ser ham i, så here goes nothing!

Resume:
En rolig aften ude på Norm's Diner i Los Angeles, bliver afbrudt, da en mystisk mand (Sam Rockwell), der ligner en hjemløs, pludselig kommer ind ad dørene og begynder højt at fortælle om, hvordan de som menneskehed bliver nødt til at stå samme og kæmpe for, at fremtiden ikke skal se mørk ud. Manden tilkendegiver, at han er fra fremtiden, og at han skal samle en lille gruppe som skal hjælpe ham med at gennemføre sin mission. En lille gruppe bliver modvilligt udvalgt og langsomt går det op for dem (og os som seer), hvad de kæmper mod.

Hvad gør filmen godt?

Jeg tror den ting der slog mig først omkring denne film var, hvor absolut fed og unhinged Sam Rockwell var i rollen som manden fra fremtiden. Hans interaktion med gæsterne på dineren er virkelig god og meget af den understreger, at han (på bedste Groundhog Day-vis) personligt kender dem fra mange gentagelser af netop dette øjeblik. Hans over-the-top præstation sammen med det faktum, at han minder om den hjemløse udgave af terminator er fantastisk. Filmen viser allerede her, at den har et voldsomt godt fundament med lige dele sci-fi og comedy, og kombinationen fungerer supergodt sammen heri. Udover Sam Rockwell er der også andre kendte skuespillertalenter med i filmen som Zazie Beets og Michael Peña, men de bliver ikke brugt så meget som de kunne være blevet og falder desværre lidt i baggrunden sammenlignet med Rockwell.

Tematisk minder filmen rigtigt meget om serien Black Mirror (2011-), da den portrætterer nogle tendenser i samfundet som alle sættes på spidsen. Den tager fat på mange hårdtslående og spændende emner og har bl.a. fokus på brugen af AI og dennes rolle i samfundet, skoleskyderier og medieafhængighed. Alle er gjort overdrevne for tydeligere at understrege pointen.
Kompositionen i filmen har en overordnet handling, hvor der er nogle små afbræk der dels omhandler karaktererne og dels præsenterer et af disse overordnede emner som filmen arbejder med. Blandt disse småhistorier er Susans () oplevelse af et skoleskyderi, hvor hendes barn er blevet dræbt. I denne historie fremstilles skoleskyderier som en normal hverdagshændelse der sker meget ofte, og man ser nogle mødre der faktisk virker meget upåvirket af, at deres børn er blevet dræbt. Denne adfærd hænger sammen med en samfundsmæssig ydelse, hvor forældre kan få erstattet deres dræbte børn med en klon, der nogenlunde svarer til den originale (salgspræsentationen er fremsat af en virkelig stereotypisk sælgertype, der bruger en del salgssprog for at undgå ansvar for eventuelle fejl eller utilfredsheder med klonen – du kan endda vælge, at klonen være en version med en daglig reklame for at spare penge. Ja, det er crazy). I historien er et ægtepar, hvis barn/klon er blevet dræbt så mange gange, at de er blevet desillusioneret og har valgt at lave en absurd klon i stedet for at forsøge at bibeholde mindet om deres barn. 
En anden historie omhandler, hvordan Ingrid () møder en fyr, og de beslutter sig for at tage afstand til den teknologi der langsomt men sikkert overtager samfundet. Da fyren så modtager et virtuel reality headset som han bruger hele dagen mens Ingrid er på arbejde (til trods for Ingrids protester). En dag melder fyren ud til hende, at han faktisk ikke ønsker at leve i den virkelige verden, fordi denne er for tragisk og kold, og derfor vil han lægges i en form for pod, hvor han kan blive i virtuel reality hele tiden. Jeg kan sygt godt lide denne form for opbygning og tilgangen med overdrivelsen af emnerne (måske fordi det ligner Black Mirror så meget som det gør).

Hvad gør filmen mindre godt?

Filmens anden halvdel har en ændring i tempo og bliver en del langsommere og lidt mindre unik sammenlignet med den første halvdel. Slutningen redder filmens helhed en smule og kommer med et fedt twist, men anden halvdel har simpelthen ikke samme gennemslagskraft som den første halvdel.

All in all, er filmen værd at se?

Hmm denne er lidt svær, fordi jeg synes faktisk, at filmen var meget fed i begyndelsen, men den fede spændingsopbygning som den havde i første halvdel faldt meget til jorden i anden del. Jeg synes, at filmen har nogle spændende ideer, men anden halvdel gjorde dog, at meget af det gode blev ugjort og filmen som helhed blev værre. Af denne grund vil jeg ikke anbefale, at man ser filmen. I stedet vil jeg anbefale serien Black Mirror for en lignende tematik og Terminator 1 (1984) eller Terminator 2 (1991) for sci-fi-handlingen med tidsrejsefokusset. 

- Jonas