Hellraiser: Et lille skriv om filmfranchisen, bogen og rebootet

Jeg kan tydeligt huske, da jeg som teenager så Hellraiser (1987) for første gang. Filmen var mørk og grotesk på en måde som jeg ikke tidligere havde oplevet i en gyserfilm fra denne periode, og derfor blev filmen en af mine favoritgyserfilm. Da jeg fornyeligt faldt over en Youtube-video af Matt Draper som gennemgik hele Hellraiserfilmfranchisen, blev jeg både vemodig og nostalgisk, fordi jeg har set Hellraiser (1987) og Hellbound: Hellraiser (1988) virkelig, virkelig mange gange, og ligesom Draper, synes jeg også, at det var ved disse film, at franchisen peakede som helhed.
Det der for alvor vakte min interesse i Youtube-videoen var, hvordan Draper beskrev rebootet fra 2022 som værende undervurderet. Jeg erindrede svagt, at jeg for nogle år siden, så filmen (som også bare hedder Hellraiser), og den gjorde ikke et synderligt stort indtryk på mig. Men nogle gange fortjener film en chance til og især hvis de har store sko at skulle udfylde (og det må man sige, at rebootet har).

I det følgende vil jeg snakke lidt om den første film og den nye film, og jeg vil forsøge at sætte de to over for hinanden. Desuden vil jeg snakke lidt om franchisen som helhed og bogen der startede det hele - så det er ikke helt en anmeldelse, men bare et skriv som kunne være interessant for dig, der synes, at Hellraiser er fed.

Hellraiser 1987

Resume: Filmen starter med Frank Cotton (Sean Chapman) sidder på loftet i sit hus og løser en mystisk puzzleboks. Han har hørt, at boksen vil åbne for en dimension af nydelse ulig nogen han nogensinde har oplevet, når den løses. Men da Frank løser puzzleboksen, bliver han straks revet itu af kroge, der udspringer fra boksen. Senere flytter Franks bror, Larry (Andrew Robinson), og Larrys kone, Julia (Clare Higgins), ind i selvsamme hus. Da Larry under indflytningen skærer sig og bløder på loftgulvet, genoplives Frank i en monstrøs form. Julia opdager Frank, og grundet en romantisk affære de to havde, da Frank var i live, beslutter Julia sig for at hjælpe Frank med at genvinde sin menneskelige form ved at forføre og myrde mænd.
Planen bliver dog truet, da Larrys teenagedatter Kristy (Ashley Laurence) ser Julia tage en mand med ind i huset og beslutter sig for at undersøge, hvad der foregår.

Hvad gjorde filmen godt og mindre godt?

For mig har filmen en bestemt nostalgisk stemning som jeg forbinder med mine teenageår, og det vinder den nok egentlig meget på (hvis ikke for meget). Jeg kan godt lide, at filmen har en groteskhed og brutalitet som er tro over for bogen – selvom jeg synes, at filmen skruer for meget ned i forhold til det seksuelle aspekt, når man tænker på, at dette er essensen af, hvad Franks søgen er rettet mod. Selve handlingen i filmen er meget overfladisk og bærer præg af, at der ikke sker særlig meget, både udviklingsmæssigt i karaktererne, men også i forhold til lokaliteter. Den tætte handling som i høj grad spiller på karakterernes følelser og forhold til hinanden fungerer rigtig godt i bogen (og det er virkelig et vindende aspekt i bogen), men det fungerer desværre ikke helt så godt i filmen. Nu, hvor jeg først i forbindelse med dette skriv har læst bogen og kan holde filmen op mod denne, kan jeg virkelig godt lide, hvor meget filmen anstrenger sig for at ramme det samme stilleje som bogen – og det faktum, at det langt henne ad vejen egentlig lykkes meget godt for den.

Skuespillerpræstationerne i filmen er okay, men det er nok Pinhead (Doug Bradley) og Julia (hvis jeg husker rigtigt er Julia vist også en ret prominent karakter i film nr. to), der stjæler showet, da de begge er meget ubehagelige og karismatiske i dette ubehag. Hvis nu du sidder og aldrig har set Hellraiser, så er etteren fra 1987 et virkelig godt sted at tage springet ud i filmfranchisen.

Efter den første film blev en succes, kom der virkelig mange efterfølgere (helt præcist 10 efterfølgere og 1 reboot), og det er lidt en blandet landhandel. Hvis man spørger mig om, hvilke der er værd at se efter den første film, så er mit svar kun film nr. 2 – Hellbound: Hellraiser. Jeg har ikke set alle de andre film, men de film, som jeg har set, har været ret tamme i forhold til de første to og virket som et produkt af, at en franchise skulle malkes, mens man havde rettighederne til den og som et resultat af dette er konceptet bare blevet mere og mere langt ude for hver film (og nej, jeg nåede faktisk aldrig at se Hellraiser 4: Bloodlines, der havde den obligatoriske rum setting som mange horrorfranchises lige skulle igennem på et tidspunkt – men den lyder lam). Hvis man er interesseret i et indblik i de andre film i rækken, så sætter jeg lige titlen på Drapers video nederst i blogindlægget.

The Hellbound Heart – den oprindelig historie

Af nostalgiske årsager vil filmen fra 1987 altid være noget særligt for mig, og faktisk er filmen baseret på en bog skrevet af Clive Barker, der udover at være instruktør på filmen også har skrevet historierne bag andre gyserfilm bl.a. Midnight Meat Train (2008), Candyman (1992) og Book of Blood (2009).
Bogen hedder The Hellbound Heart fra 1986, og handlingen minder rigtigt meget om den man oplever i filmen, dog med nogle enkelte ændringer. F.eks. hedder Larry oprindeligt Rory i bogen og Kirsty er Rorys nære ven i bogen i stedet for at være hans datter (ændringen, hvor man har gjort Larry til Kirstys far og Julia til hendes stedmor skaber en mere nær forbindelse imellem dem, og desuden er det lidt forvirrende og ikke helt tydeligt i bogen, hvordan karakterernes relation egentlig er). Der hvor bogen virkelig brillierer i forhold til filmen er det øgede fokus på Frank og hans side af historien. Man får flere informationer om hans søgen efter seksuelle oplevelser ud over det som han tidligere har oplevet, og derfor ender han med at hidkalde The Cenobites. Bogen bruger en del tid på at tydeliggøre Franks misforståelse omkring den nydelse som han har opsøgt (Frank søger som sagt en seksuel nydelse, men får egentlig en sanselig oplevelse med udgangspunkt i smerte). Denne del af bogen giver indblik i Franks tanker, følelser og bevæggrunde, og det mangler faktisk meget i filmen, hvor han lidt bliver reduceret til en sidekarakter (og hans baghistorie bliver kun berørt overfladisk i filmen). Jeg kan ret godt lide dette øgede fokus på Frank, fordi det tilføjer mere "lore" til historien og så er det bare virkelig spændende også. Men nu er dette jo ikke "en bogelskers hjørne", men hvis du kan lide den første film, så vil jeg kraftigt anbefale The Hellbound Heart.

Pinhead – et horrorikon i udvikling

Det mest mindeværdige ved Helltraiserfilmserien vil jeg sige er Cenobitlederen Pinhead (for dem der ikke har set nogle af filmene og har fået forvildet sig så langt i dette skriv, så Pinhead en Hellpriest – forestill jer en dæmon klædt i hardcore SM gear, havende et hoved fuld af søm, en virkelig dybstemme og en tendens til at "rip your soul apart" med kroge og kæder). Han er en ikonisk figur som i dag er lige så velkendt som Freddy Krueger, Jason Voorhees og Michael Myers og har optrådt adskillige gange i populærkultur som videospillet Dead by Daylight og tvseriehittet Rick and Morty og et utal af andre steder (og hvis jeg husker rigtigt, skulle der komme et videospil Hellraiser Rivival senere i år). MEN faktisk er identiteten som Pinhead først en der blev etableret i Hellbound: Hellraiser fra 1988 (film nr. 2 i rækken), mens han i den første film blot fremgik i rulleteksterne som Lead Cenobite.
I de første otte film blev Pinhead spillet af Doug Bradley (som er en af Clive Barkers nære venner), og jeg tror for mange (mig selv inkluderet) er han den eneste rigtige Pinhead.
Med det sagt, kan jeg faktisk rigtig godt lide fremstillingen af Pinhead i Rebootet. I denne udgave bliver Pinhead spillet af Jamie Clayton. Hun har den kolde højtidelighed som passer perfekt til Pinhead, og så er Jamie Clayton en transkvinde, hvilket faktisk passer ret godt til den måde Pinhead beskrives i The Hellbound Heart som værende både androgyn og havende en kvindelig stemme.
Selvom Jamie Clayton ikke helt fanger den karakteristiske karisma som Doug Bradley viser i rollen som Pinhead, kan jeg godt lide, at det er en kvinde der portrætterer Pinhead, fordi det gør, at karakterer (sammen med designet af denne) får både en slags dobbeltkønnethed og en ukønnethed samtidigt. I bogen får man meget indtrykket af, at Cenobites eksisterer lidt uden for den traditionelle opfattelse af køn. Og dette leder mig til Rebootet fra 2022.

Hellraiser 2022

Resume: Filmen følger Riley McKendry (Odessa A'zion), en tidligere misbruger, som bor sammen med sin bror, Matt (Brandon Flynn), trods deres anspændte familieforhold. Riley og hendes kæreste Trevor (Drew Starkley) finder en puzzleboks, da de bryder ind i en forladt lagerbygning. Da Riley vender senere, bliver hun uvenner med Matt efter, at han anklager hende for være på stoffer igen. Hun vælger derfor spontant at flytte ud, og da hun sidder på en legeplads i en tom park, lykkes det hende at løse puzzleboksen, men hun undgår at skære sig på det knivblad der pludseligt kommer ud af boksen. Senere, da Matt, tynget af skyld, finder hende bevidstløs, skærer han sig på boksen. Kort efter bliver han opsøgt af de dæmoniske Cenobites, og Matt forsvinder efterfølgende sporløst. Dette bliver starten på et kapløb for Riley om at redde sine venner fra at blive ofre for The Cenobites.

Hvad gjorde filmen godt og mindre godt?

Filmen har, i min optik, en mere interessant handling end filmen fra 1987 – både i forhold til karakterer og lokaliteter. Er det et filmisk mesterværk? Nej, under ingen omstændigheder. Filmen forsøger at opbygge mere lore end den første film, hvilket jeg egentlig ret godt kan lide. Rebootet er ikke helt så brutalt eller groteskt som den første film, men den bliver det mere hen mod enden, hvor filmen faktisk skaber den samme stemning som filmen fra 1987 (men for det mest foregår meget af goren i baggrunden eller off-screen, hvilket er en skam). Man sidder lidt tilbage med en ærgrelse over, at de jo egentlig godt kunne finde ud af at skabe en film der fanger den helt rigtige stemning, men har valgt ikke at gøre det. I stedet for at være brutal og grotesk, satser filmen på en mere kunstnerisk tilgang – især The Cenobites er meget mere stilrene og knap så blodige, og minder meget om Gunther von Hagens udstillinger. Designet af væsnerne er fedt, men de mister lidt af det skrækindjagende. Jamie Clayton gør det, som sagt godt som Pinhead, men hun har ikke helt den samme karismatiske personlighed som Doug Bradley havde i de tidligere film. Jeg tror, at det element som irriterede mig er, at det sadomasochistiske seksuelle element fra bogen er blevet lagt helt til side, samt at The Cenobites er blevet reduceret til lampeånder der opfylder ønsker, når puzzleboksen har krævet et bestemt antal ofre. Det kommer desværre til at virke en smule lamt og er nok et resultat af, at man forsøger for meget med loren.

Så all in all, er filmene værd at se? 

Ja, jeg synes faktisk begge er rigtig gode – til hver deres ting. Jeg synes, at Rebootet bevæger sig væk fra nogle af de ting som var virkelig fede i filmen fra 1987, og overordnet set tror jeg desværre, at filmens nye retning kommer til at forhindre den i at udfolde sig i potentielle efterfølgere. Hvis man er mere interesseret i et dybere dyk ned i loren, vil jeg anbefale filmen fra 1987 som er mere tro over for bogens oprindelige retning. Til sidst vil jeg også sige, hvis man er fan og ligesom mig ikke var klar over at der var en bog, så læs bogen – det var en virkelig positiv oplevelse. 

 Titlen på Drapers video: "HELLRAISER Retrospective: Horror's Best & Worst Franchise"

- Jonas