How to Make a Killing (2026)

Jeg havde ikke rigtigt nogle forventninger til denne film. I traileren fik jeg en fornemmelse for præmissen som lød, at denne arving, som står uden for familien, skal myrde de andre arvinger, så han kommer først i rækken. Ok, det lyder jo ret fedt. Både Glen Powell og Margaret Qualley er gode skuespillere som i min optik har vist deres talent i henholdsvis The Running Man (2025) og The Substance (2024). Men hvordan er filmen? Læs med og få svar.

Resume:
Becket Redfellow (Glen Powell) tilhører den ultrarige Redfellowfamilie, men han og moren (Jessica Henwick) bliver udstødt fra familien, da Becket bliver født. Trods et forsøg på at få kontakt med familien, da hans mor dør, vender de ham fortsat ryggen. Becket vokser derfor op med som hårdtarbejdende og ventende på det liv som hans mor ønskede, at han senere skulle få. Becket bliver inspireret til at fremskyde processen og komme foran i rækken til den store Redfellow-arv.

Hvad gør filmen godt?

Filmens komposition er det bedste og værste ved filmen (men rettidig kritik). Faktummet, at Becket er vores fortæller og at hele handlingen er et tilbageblik som han gengiver for en præst, er virkelig fedt. Det giver et godt indblik, fordi vi som seer får indblik i hans tanker, følelser og overvejelser. Jeg kan virkelig godt lide den første del af fortællingen, hvor vi får indblik i Beckets tragiske liv og hans beslutning omkring at gøre noget ved hans situation i livet. På den ene side kunne jeg godt have tænkt mig, at filmen havde fokuseret på mordene (især i stedet for den kompilation der var med nogle af de sidste familiemedlemmer – her kunne det have været fedt, hvis man havde taget sig lige så god tid til at give dem dybde som de tidligere og måske havde forklaret lidt mere omkring familien som helhed). På den anden side kan jeg dog godt se, at denne form for handling måske ville være blevet en smule for gentagende, men altså så ville drivkraften (og spændingen) omhandle om det lykkedes for ham at komme i mål med sin livsmission.

Karakteren Becket bliver spillet godt af Glen Powell (en skuespiller jeg ikke umiddelbart troede, at jeg kendte til, før jeg så ham i The Running Man, men jeg kan godt se, at jeg har set adskillige af filmene som han er med i, men han er ikke en skuespiller som jeg umiddelbart har lagt mærke til). Becket er underholdende og udspekuleret, og man får nogle gode grin pga. ham (især er der en scene, hvor han fyrer noget selvopfundet højtideligt vrøvl af og spørger præsten om det ikke godt nok er fra biblen, hvortil præsten kort og præcist afviser dette). En af de mest underholdende aspekter ved karakteren (og filmen) er planlægningen og udførelsen af mordene, fordi han er meget velovervejet i sine morderiske planer.

Hvad gør filmen mindre godt?

Nu til den anden side af kompositionen. Anden halvdel af filmen, hvor Julias karakter undergår en ret ude-af-det-blå-forvandling og filmen så ender med at have malet sig op i hjørne, er problematisk. Der er en del ting i anden halvdel der virker usammenhængende og som deciderede plothuller. Da jeg så slutningen, synes jeg umiddelbart, at denne var meget flad og utilfredsstillende (men det kan være, at din oplevelse er anderledes end min). Okay, Jonas, men hvad havde været bedre så? Jamen nu du spørger, så tænker jeg da, at jeg har nogle forslag. Umiddelbart ville slutningen have været bedre, hvis 1) der havde været en form for moralsk åbenbaring hos Becket, måske i forhold til, at det liv han får skabt for sig selv er nok (dette ville give mening, da filmen flere gange leger med ideen om, at penge ikke er alt i verden, men filmen følger ikke ideen til dørs). Altså det kunne også have været en potentiel slutning, hvis 2) Becket selv bliver myrdet (potentielt af Julia, måske i forbindelse med et ægteskab mellem dem) for ligesom at understrege, at han på ironisk vis selv har gjort sig til et mål ved at rydde al den anden konkurrence af banen. Det her er bare mine umiddelbart tanker som jeg synes ville udgøre en bedre og mere fyldestgørende slutning.

Karakteren Julia, som bliver spillet rigtig godt af Margaret Qualley, udvikler sig i filmen på en måde som virker mærkelig (og som jeg tidligere har beskrevet som kommende ud af det blå). Dette kan hænge sammen med, at hun fylder for lidt i filmen, og så det kommer til at virke som om der bare bliver klikket på en knap (sådan "click, deranged"). Der er generelt en del fokus på karakterer i filmen som står lidt i baggrunden sammenlignet med Becket. Jeg gad godt, at der havde været mere fokus på Julia, i stedet for at hun "bare" bliver den hævngerrige, afviste elsker. Fortæl mig mere om hendes liv, vis mig et eller andet (i stedet for, at hun lige giver et kort referat af hendes livssituationen i hver eneste scene som hun har med Becket). Og ja, I get it – hun skal forestille at være en trussel som kommer ind fra højre og overrasker os, og jo, jeg er overrasket, men en film skal være mere end helheden af dens dele – den skal kunne noget overordnet set.

All in all, er filmen værd at se?

Nu var jeg jo tysklærer engang (og nej lad være med øjeblikkeligt at lukke siden ned – der er mening med at jeg fortæller det) og på tysk er der et ord der hedder jein (som er en kombination af ja og nej). Det bruges når man er tøvende eller et spørgsmål ikke helt kan besvares med et klart ja eller nej. Filmen er underholdende noget af tiden, men som helhed er filmen "kun" okay. Jeg var godt underholdt i starten af filmen, men som vi bevæger os frem mod slutningen bliver filmoplevelsen lidt mere meh, og det bliver tydeligt, at filmen ikke rigtigt vil sige noget overordnet (den giver sådan lidt en vibe af at asfaltere mens den kører, og det fungerer ikke særlig godt). Så i dette tilfælde er min anbefaling et entydigt jein, fordi filmen kan lidt, men man skal gå ind til den med afstemte forventninger (og ikke se den i biografen, det er den ikke værd), men hvis man vælger ikke at se den, så går man ikke glip af noget. 

- Jonas