James Bond Sagaen: Daniel Craig Del 1 - Casino Royale (2006)

James Bond er for mig for evigt forbundet med nostalgi. Når jeg ser en af disse film, er jeg straks tilbage i min barndom med de rolige aftener hjemme hos mine forældre, hvor jeg så tv med min far, og jeg kan huske, hvordan min mor ville sige: "Har I ikke set de film hundrede gange?" Og jeg tænkte bare; "Jo, og de er lige gode hver gang." 
Så som koncept er James Bond helt fantastisk for mig, og man har altid sin favorit Bond. For min far er det Sean Connery og Roger Moore, mens jeg "voksede op" med Pierce Brosnan og senere Daniel Craig. Både min far og jeg er dog begge enige om, at vi ikke snakker om George Lazenby (#notmybond). 

Denne anmeldelse bliver en samlet anmeldelse af de "nye" film, altså dem hvor Daniel Craig er Bond. Jeg forestiller mig, at jeg laver en separat anmeldelse til hver film og uploader dem i takt med, at jeg får genset filmene. Så denne samlede anmeldelse bliver lidt længere og helt sikkert fyldt med en masse Bond-relateret ranting - Enjoy!

Casino Royale (2006): 

Dette er faktisk den anden Casino Royale, da der i 1967 udkom en film med samme titel - denne film var løst baseret på Ian Flemmings roman,  men var en komedie der skulle forestille en parodi på spionfilmsgenren der indeholder ikke mindre end seks spioner der udgiver sig for at være Bond. Det skal dog understreges, at denne udgave normalt ikke medregnes, når man taler om officielle Bondfilm (ligesom Never Say Never Again heller ikke burde blive talt med, men det er en helt anden kæphest). 

Efter at have fået sin status som 007, tager James Bond (Daniel Craig) til Madagaskar for at finde en bombemand. Under denne mission afdækker han en forbindelse til Le Chiffre (Mads Mikkelsen) som er en rigmand og gambler der finansierer terrororganisationer. Efter Bond stopper Le Chiffres forsøg på at manipulere børsmarked, deltager de begge i et kortspil i Montenegro, hvor indsatsen er meget høj. Le Chiffre er nødt til at vinde for at få pengene tilbage som han tabte, da Bond stoppede hans plan, og Bond er der igen for at sætte en kæp i hjulet på Le Chiffre og anholde ham. For at kunne deltage i spillet er han blevet sponsoreret af regeringen, og han bliver ledsaget af Vesper () som bliver en hindring for Bond på mere end et plan. 

Casino Royale er uden tvivl med favorit film i Daniel Craig Sagaen. Det er den første film i rækken af fem film. "Ja, okay det er da ikke noget nyt, at en skuespiller overtager rollen som 007," tænker I nok. Men jo, det vil jeg faktisk påstå, at det er, for det er ikke kun en ny skuespiller - det er en ny måde, at være Bond på. Før i tiden havde vi Bonds som kunne klare alt - en slags uovervindelige super-mennesker. Jeg ynder at bruge det sproglige billede, at den gamle James Bond kunne overleve, at et hus falder ned på ham, og han bare ville komme gående oprejst uden en skramme ud fra murbrokkerne. Han ville børste støvet af sin habit og rette på den skæve butterfly - Så god som ny. Det er slut nu. Den nye Bond er mere menneskelig, og jeg er vild med det. Denne Bond får tæsk og skramme, både fysisk og psykisk - og de er faktisk med til at forme ham. En stor del af begyndelsen på hans rejse som Bond vil jeg påstå er en emotionel rejse.
Og hvad gør denne øgede dybde med fokus på det psykiske og det emotionelle så? Jeg synes, at det gør Bond til en mere relaterbar karakter - hvis man ser bort fra, at han er spion, men altså som menneske. 

Filmen repræsenterer en ny begyndelse med en ny Bond på en måde som ingen Bondfilm ellers har gjort det. Normalt overtager en ny skuespiller rollen, og så starter denne saga ellers som om det altid har været ham der har været Bond, og det er fint.. Men her er vi med fra begyndelsen og følger den samlede histories udvikling. Vi starter med at se Bond opnå sin status som 007, og hermed får vi indblik i, hvordan han begynder sin karriere.  En fed detalje i filmen er, at Bond også laver fejl her i sin tidlige karriere, og man kan som seer i løbet af filmen nikke genkende til Ms ord om Bond som værende arrogant, dumdristig og følelseskold. Han blander uskyldige ind i sin efterforskning og får dem dræbt, og dette er konsekvenser som han skal lære at leve med. Daniel Craig er en fantastisk skuespiller, og han har været et virkelig godt valg til rolle som James Bond. 

Han er ligeledes en Bond som i løbet af filmen skal lære, at han ikke kan klare sig uden andre, og at dette er okay. Man kan næsten kalde filmen en slags coming to age-film om Bond der skal finde sig til rette i sin nye rolle som agent. Og det er dette indblik i udviklingen som gør filmen virkelig fed med en dejlig god dybde til en ellers ensidet karakter. 

Godt, nu skal jeg nok snakke lidt om andre aspekter af filmen end hovedpersonen. Filmens historie er god og fanger Bond-tonen. Klassisk for Bondfilm synes jeg er, at de er meget dynamiske og tit foregår mange forskellige spændende steder. Man kan sige, at dette simulerer meget passende, hvordan MI6 har indflydelse på hele den globale scene. Denne film er ingen undtagelse - lokaliteterne er storslående og smukke, især Montenegro og Venedig. Actionscenerne er fede, og wow introen i Madagaskar - denne scene var det første jeg huskede fra filmen, når jeg tænkte på den i mange år efter jeg så den første gang. Skuespillerpræstationerne er gode, og kemien mellem skuespillerne er også glimrende. 

De eneste punkter, hvor filmen fejler en smule er, at slutningen bliver en smule intetsigende, men dette skyldes sandsynligvis, at Quantum of Solace er en direkte efterfølger til filmen. Dette synes jeg dog ikke underskylder, at slutningen ikke umiddelbart giver mening for vi ved jo ikke, hvem Mr. White er, og hvilken rolle han spiller i filmuniverset. Så umiddelbart er der nogle løse ender, men ikke noget der gør filmen umulig at se. (og ja, det kan godt være jeg har lidt små sko på nu, men da jeg så Casino Royale første gang var der stadig to år til, at Quantum of Solace udkom, og dermed også to år til, at Jesper Christensens rolle og betydning blev forklaret. Hvis man ser dem idag efter hinanden er der intet problem - men ret skal være ret). 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja absolut! Er man fan af James Bond, er dette en no-brainer, selvfølgelig skal man se den. Er man ikke fan af James Bond, fordi man synes, at de ældre film er for gammeldags og karikerede, jamen så skal man også se denne!

Som en lille bonus til sidst, havde jeg tænkt mig lige at nævne mine tanker angående temasangen, fordi denne ofte er ikonisk og en ret essentiel del af Bondoplevelsen. "You know My Name" er komponeret af David Arnold (som er bag komponeringen af musikken til de nyere bondfilm) og Chris Cornell. Den er også fremført af Cornell og har en ret fed sådan rocket lyd, der er meget anderledes end de tidligere temasange. På denne måde synes jeg faktisk, at temasangen er med til at signalere starten på en ny og anderledes fortælling om Bond.