James Bond Sagaen: Daniel Craig Del 2 - Quantum of Solace (2008)

Quantum of Solace er mig bekendt den eneste direkte efterfølger til en tidligere Bondfilm. Den er opkaldt efter en novelle af Ian Fleming som blev udgivet i tidsskriftet Cosmopolitan i 1959, men handlingen afviger væsentlig mellem filmen og novellen. Som jeg skrev tidligere i del 1 havde jeg det lidt ambivalent med denne film, da jeg første gang så den i biografen, og det har faktisk været den af de nye bondfilm jeg har syntes mindst om. Men nu er jeg ikke bleg for at erkende, når jeg har taget fejl, og jeg tænker faktisk, at jeg vil revurdere min konklusion. Filmen er god - hvis man ser den i forlængelse af Casino Royale, og nu vil jeg forklare, hvorfor.  

Filmen fortsætter direkte, hvor Casino Royale sluttede, og Bond (Daniel Craig) befinder sig i en vild biljagt med den sårede Mr. White (Jesper Christensen) i bagagerummet. I Siena bliver Mr. White afhørt af Bond og M (Judi Dench), men afhøringen afbrydes af et attentat mod M af en af deres egne. Attentatmanden bliver myrdet af Bond, og Mr. White forsvinder. Jagten på White fører Bond til Bolivia, hvor han møder Camille Montes (Olga Kurylenko), der arbejder sammen med forretningsmanden Dominic Greene (Mathieu Almaric). Det viser sig dog, at Greene også er medlem af den lyssky organisation Quantum, der sammen med den bolivianske general Medrano (Joaquin Cosio) forsøger at gennemføre et regeringskup. Resten må I se for at få slutningen med!

 Historien i filmen er mere afdæmpet i forhold til Casino Royale. Den fokuserer i højere grad på politisk manipulation og korruption på global skala end et opgør med én skurk som var tilfældet tidligere. Historiens afdæmpethed ligger desuden i, at filmen tager sig tid til at opbygge skyggeorganisationen Quantum og afdække dennes indflydelse på verdensorden. At dette er en efterfølger betyder også, at der er gensyn med figurer, hvis skæbner var uvisse i den forrige film f.eks. Mathis - Jeg synes, at det er en god detalje, at man har indtænkt en rolle til ham, og derved også givet ham mulighed for en slags redemption arc. 

Da et af mine fokuspunkter i disse anmeldelser er den udvikling som James Bond gennemgår i løbet af sagaen, skal vi da også lige snakke om dette i Quantum of Solace.
I denne film møder vi en Bond som stadig er plaget af tabet af Vesper. Han forsøger fortvivlet at finde hoved og hale i hvad der skete, og hvorfor hun forrådte ham. Dette er første gang Bond bliver sat imod en fjende som arbejder fra skyggerne, og hvis magt til tider virker overvældende og resurseløs (jeg ved godt, at Dominic Greene nok egentlig har skurkerollen i filmen, men jeg ser ham mere som en repræsentant for den lyssky organisation Quantum). Bond mærker således på egen krop, hvordan manipulationen og korruptionen får det til at se ud som om han er gået amok, og selv M og Storbritanniens premiereminister mister troen på ham. M har en betydelig rolle i filmen som den bekymrede arbejdsgiver der frygter, at de talrige dødsfald omkring Bond er handlinger i affekt pga. Vesper. Bond bliver nærmest fremstillet som en rogue agent (altså en agent der har løsrevet sig fra sin organisation og handler med egen interesse i fokus),  og dette får også ham til at stille spørgsmålet omkring, hvem han egentlig kan stole på, og hvor længe en organisation som MI6 har hans ryg. Det er en spændende problematik, og det er interessant at se Bond handle på egen hånd og hvordan han bliver nødt til at søge alliancer steder, hvor han normalt ikke ville kunne søge dem. Jeg tænker også, at titlen Quantum of Solace relaterer til, at Bond under disse omstændigheder nærmest ingen (Quantum) trøst har at finde (Solace) (det kan også være jeg overfortolker, men det kan mange år som engelskunderviser altså gøre ved én). 

De større tematikker i filmen er hævn og tilgivelse. Motivationen for Bonds jagt i filmen er forløsning i form af hævn. Camille Montes er også ude efter hævn og understøtter på denne måde tematikken, men hun fungerer mest af alt som en advarsel til Bond omkring, hvad der sker når man lader hævnen opsluge en over flere år og de grænser man krydser i sin søgen på hævn. Det andet tema i filmen er tilgivelse, både i form af, at Bond ender med at tilgive sig selv for Vespers død, men også i anerkendelsen af, at hævn er meningsløst (i filmen siger han, at de døde er ligeglad med hævn), og ved denne erkendelse lærer han også Camille noget i forhold til hendes egen søgen efter hævn.
Desuden synes jeg, at det er forfriskende, at Bond ikke indleder et nyt forhold i denne film, (som jo er sædvane i Bondfilm) men at han i stedet ærer Vespers minde - det styrker og understreger det emotionelle bånd imellem dem - hvilket er vigtigt, da forholdet er drivkraften bag meget af filmens handling. 

Godt ved denne film er dens fokus på den trussel der findes på globalt plan. Det er den forståelse som filmen forsøger at formidle omkring, at det ikke kun er den enkeltstående skurk som Bond skal bekæmpe, men også korruptionen der findes blandt de magtfulde i verden (og også inden for egne rækker). Jeg kan også godt lide, hvordan filmen får rundet fint af på hele historien om Vesper, og i filmens sidste scener ser vi en mere kontrolleret Bond med afdæmpede følelser og en distanceret professionalisme - sandsynligvis et mere præcist billede af den type agent som M har ville have lige fra starten. 

Filmens umiddelbare eneste (men til gengæld også store) fejl er, at man aldrig bliver præsenteret for, hvad Quantum præcist er. Jeg måtte faktisk læse lidt rundt omkring på nettet for med sikkerhed at finde ud af, at der var tale om en organisation. I filmen hører vi tilslut, at Bond har afhørt Greene off-screen og fået informationer omkring Quantum, men det er fjollet, at denne scene ikke er med i filmen, for man kunne jo have brugt denne scene til at have informeret omkring Quantums forbindelse til SPECTRE (igen, tak til Google), og derved ledt op til efterfølgeren. En anden lille ting, som ikke generer mig personligt, men som måske vil kunne ærgre fans af de ældre film, er, at denne film bevæger sig væk fra den klassiske bondformular med en skurk som Bond skal stoppe. I stedet har vi en større lyssky organisation (og hermed en mere sløret og uvis skurk) - altså jeg kan godt lide det, men jeg kan også godt forstå, hvis man ikke synes om det. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja det synes jeg, den eskalerer historien fra Casino Royale og gør truslen større og mere overvældende for Bond, der desuden står alene igennem meget af filmen. Men.... Se den i forlængelse af Casino Royale for at sikre, at man får det hele med. 

Den lille bonus om temasangen "Another Way To Die". Denne gang er det igen David Arnold, men i samarbejde med Jack White som komponist. Det er også Jack White i samarbejde med Alicia Keys der fremfører nummeret. På samme måde som filmen måske ikke er til alles smag, synes jeg heller ikke, at nummeret helt passer til Bond -  jeg tænker det er en smagssag, men jeg synes, at den er lidt for upbeat. 

- Jonas