James Bond Sagaen: Daniel Craig Del 3 - Skyfall (2012)

Det er faktisk anden gang, at jeg skriver denne anmeldelse, fordi mit internet syntes, at den skulle slette den første færdige udgave. Så nu jeg håber, at den er blevet bedre anden gang, mens jeg sidder og plejer de værste PTSD- flashbacks til min studietid og slettede afleveringer. Enjoy!

Skyfall er den tredje bondfilm med Daniel Craig, og foregår nogle år efter Quantum of Solace (internettets mange stemmer er ikke enige, og filmen giver ikke helt et svar på, hvor længe der er gået, men jeg tænker at eftersom Bond virker mærkbart ældre, samt at han i filmen kommer med en bemærkning om, at de har været igang længe, så er det tænkeligt, at der mindst er gået 5-6 år). Filmen har altid gjort et særlig indtryk på mig - dels fordi den bygger videre på den menneskelige dimension som vi ser hos denne nye Bond, og så fordi den absolut ødelægger en af de bedste fanteorier som jeg nogensinde har hørt (men dette skal jeg nok uddybe senere). 

Som er stilen med disse film, er introscenen en eksplosion af action. Bond finder en dødende kollega som han vil hjælpe, men M beordrer ham til at fortsætte efter drabsmanden som har en harddisk med navnene på agenter som er undercover i kriminelle organisationer (information som man kunne argumentere om skulle eksistere fysisk til at starte med, men hvad ved jeg). Jagten på harddisken ender brat, da Bond bliver skudt af sin medagent, der bliver beordret til at tage skuddet af M selvom der er fare for, at Bond kan blive ramt. 

Efter M (Judi Dench) har mistet både harddisken og Bond (Daniel Craig), begynder hun at modtage beskeder fra en ukendt afsender som ender med løbende at afsløre undercoveragenterne på nettet og lave et bombeattentat mod MI6's hovedkontor i London. Attentatet får Bonds opmærksomhed, og han forlader derfor sit skjul, hvor han har slikket sine sår, siden han blev skudt og opsøger M for at vende tilbage som agent. For at han kan vende tilbage i felten,  skal han dog bestå nogle screeningsprøver. Det viser sig efterfølgende, at Bond har fejlet dem alle, men at M holder hånden over ham og lader ham vende tilbage. 
Jagten på manden bag attentatet fører Bond til Raoul Silva (Javier Bardem), en tidligere MI6 agent, som har haft et meget lignende forhold til M som det Bond har nu, men M forrådte ham og udleverede ham i bytte for nogle tilfangetagne agenter. Silva blev tortureret og forsøgte at begå selvmord, men det lykkedes ikke, og han besluttede sig for at bruge al sin viden omkring MI6 til at tage hævn på M. I sidste ende er det et spørgsmål om Bond stadig har evnerne til at redde M og stoppe Silva. 

Jeg kan virkelig godt lide Skyfall, og det hænger hovedsageligt sammen med Silva som skurk. For mig er en velskrevet skurk lige så vigtig som en god historie i en Bondfilm. Silva personificerer mange af de "gode" skurkeegenskaber; han er både nådesløs og genial (til en sådan grad, at han overlister selv Q). Han er arrogant, og dette kommer særligt til udtryk idet, at hans udstråling forstærker den overlegenhed som han føler, at han har i forhold til andre. 
Jeg synes, at Silva har mange funktioner i filmen. Han er på mange måder en skyggeside af Bond, da de deler mange af de samme egenskaber f.eks. den følelseskolde professionalisme og charme.
Han kan også ses en modsætning til Bond som handler ud fra landets sikkerhed, mens Silva udelukkende handler ud fra sin egen interesse. Bond repræsenterer maskulinitet, mens Silva i højere grad udstråler en flamboyanthed. Desuden har begge mænd et næsten pseudo-moderlige forhold til M. Bonds emotionelle forhold til M bliver tydeliggjort i filmen, og det bliver klart, at dette stikker dybere end det indtryk som man har dannet sig i de forrige film. Silvas forhold er dog mere fordrejet og sygeligt, og for ham handler mere om, at han er den eneste som skal være sammen med M (i døden). 
Silva repræsenterer faktisk også en advarsel for Bond omkring M og jobbet. Han var tidligere hendes favorit og hun forrådte ham, da hun afgjorde, at det var det mest gavnlige, fordi regeringen kunne få nogle tilfangetagede agenter i bytte for Silva. Advarslen til Bond er tydelig her - Selvom man er yndlingen, er man ikke sikker i sin position. 

Titlen Skyfall er spænndende at se på. Den kan bl.a. betyde et fald fra storhed, og dette er et tematik som man kan knytte till flere forskellige karakterer i filmen. Ms fald fra storhed ses, idet Bond opdager den mere nådesløse side af hende, dels i forhold til den dødende agent, og dels i forhold til Silva som faktisk havde et nært forhold til M - og måske en erkendelse af, at hun også kunne forråde ham, hvis det gavnede landet.
Der er også tale om Bonds fald fra storhed. Han bliver skudt, får fysiske mén og skal genoptræne for at nå tilbage til rollen som den professionelle agent han var før. Vi oplever, hvordan den menneskelige Bond rejser sig igen fra at være en knækket mand og kæmpende klatrer tilbage til toppen. Modstand er noget alle menneske kender og oplever i livet (ganske vist i mindre og mere realistisk grad end at blive skudt under en mission og efterladt af sin regering), så jeg synes, at denne tematik igen tydeliggør Bonds menneskelighed. Til allersidst er Skyfall en reference til Bonds fortid i form af stedet, hvor han voksede op. Det er en fortid som han gør op med og forener sig med i denne film.

Filmens tematik med en rogue agent er en rigtig fed ide, da det er en trussel på en ny måde end man tidligere har set. MI6 plejer at være dem der løser problemerne, og nu er det pludselig dem der er de hjælpeløse, fordi Silva har kendskab til, hvordan MI6 reagerer og handler. Spøgelser fra fortiden og rogue agenter er dog ikke en helt ny idé, da GoldenEye (1995) havde Alec Trevelyan /006 (Sean Bean) der forrådte MI6 for at følge sine egne ambitioner. Jeg synes dog, at Silva er den bedre skurk af de to og er en mere intens rogue agent - mest fordi hans motivation er hævn, og denne er rettet mod MI6 og M, i stedet for at have store planer om være en global trussel.

Puh, det blev godt nok lidt længere end jeg havde regnet med, men rant done, nu til filmens gode elementer. Historien er overordnet god, og jeg synes rigtig godt om tematikken med rogue agents, der skaber en afveksling i forhold til truslen, så det ikke går hen og bliver det samme som altid (som det lidt var tilfældet i de ældre bondfilm). Jeg synes, at det er godt med mere fokus på M som får mere dybde og flere nuancer i filmen. Til sidst men ikke mindst er det også godt med alle de referencer til de tidligere film som er i denne f.eks. brugen af Aston Martinen. En del af de klassiske karakterer bliver også introduceret. Moneypenny (Naomie Harris) optræder her for første gang (navnet Moneypenny er stadig fjollet, men ikke lige så fjollet som Strawberry Fields fra Quantum of Solace). Hun bliver en dybere karakter der har en baggrund som agent for MI6, inden hun tager positionen som sekretæren vi alle kender. 
Q (Ben Whishaw) er en anden karakter fra de ældre film. I denne er han dog en superintelligent ung mand i stedet for den garvede ældre forsker (jeg indså i denne film, at Q'et stod for Quartermaster - hvilket jo egentlig giver god mening)  Denne nye Q mener, at teknologi er vejen frem og har noget virkelig sjovt og underholdende banter med Bond som måske i Q's øjne er et fortidslevn.

I forhold til dårlige elementer, så kan man nævne, at historien er mere kompakt og ikke nær så dynamisk som i de tidligere film, hvor Bond rejste verden rundt for at stoppe internationale skurke og skyggeorganisationer fra at true den globale verdensfred.
Og så er der fanteorien (cue - dramatisk musik). For en del år siden faldt jeg tilfældigvis over en virkelig god fanteori der forklarede, hvordan navnet James Bond egentlig var en dækidentitet som fulgte med statussen som 007. På den måde muliggjorde teorien, hvordan flere forskellige personer i tidens løb har kunnet kalde sig James Bond. Jeg synes, at det var en virkelig fed teori, og det er fedt, hvordan den formår at binde 22 film sammen med en ellers ret logisk forklaring. Desværre bliver denne teori slået til jorden i Skyfall som med scenen i Skotland fastslår, at James Bond er det navn han er givet ved fødslen, da man ser, at Bond er familienavnet. Jeg ved, at det er en fjollet, udeforstående ting, men det ærgrer mig hver eneste gang, at jeg ser filmen. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, absolut - den er måske lidt afdæmpet i forhold til storslåede scenerier fra fjerne lande, men lokaliteten i London passer med, at det er på hjemmebanen, at faren lurer. Jeg synes, at det er endnu et glimrende skud på stammen, og at den holder det ellers ret høje niveau som er sat i denne filmserie. 

Temasangen "Skyfall"  er komponeret af Adele og Paul Epworth, og fremført af Adele. Sangen er fænomenal og passer perfekt til filmen, fordi den fanger den mere klassiske Bond-vibe og passer til den højtidlige (og vemodige) stemning, da den begynder lige efter, at Bond er blevet skudt og oplever sit fald fra storhed.

- Jonas