Jaws (1975) - 50 års jubilæum

Jaws eller Dødens Gab (1975) er en klassiker som i år bliver 50 år (Hurra). I denne forbindelse var jeg så heldige at se denne vist i biografen. Jeg kan huske at have set filmen for en del år siden, men denne oplevelse af den var meget anderledes end jeg huskede. Jeg forbinder filmen med at være den første "hajfilm" jeg så. Filmen er ikonisk som havende skabt en frygt i publikum igennem tiden – en frygt for havets mørke, uendelige dyb, og for de monstre som stammer fra dette uudforsket ukendte.

Jeg vil kort snakke om filmen, og derefter omkring filmens eftermæle, fordi den har betydet mere for thrillerfilm-/monsterfilmgenren end man lige tror. Da filmen også er baseret på en bog ved samme navn af Peter Benchley (som jeg tilfældigvis har læst), vil jeg også komme lidt ind på denne.

Filmen omhandler den lille kystby, Amity Island, som hver sommer lever godt på turistsæsonen pga. mange besøgende gæster på øens strand. Alt er fryd og gammen indtil politichefen Martin Brody (Roy Schneider) bliver kontaktet angående en kvindes forsvinden fra en strand. Da han når frem, finder de liget af kvinden, og det bliver bestemt, at dødsårsagen er et hajangreb. Brody vil lukke strandene, men møder meget modstand fra den pengegriske borgmester (Murray Hamilton) som trods flere hajangreb stadig ikke vil lukke strandene.
I jagten på hajen slår Brody sig sammen marinbiolog Matt Hopper (Richard Dreyfuss) og hajjægeren Quint (Robert Shaw) for at jage hajen og dermed stoppe angrebene på øsamfundet. Og så vil jeg ikke sige mere – det er en fantastisk oplevelse at se filmens handling udfolde sig, og spændingen kommer til at få én ud på kanten af sædet.

Filmen er, efter min mening, et mesterværk. Der er ganske vist nogle elementer i dag som måske virker lidt gamle, men jeg synes, at meget af det faktisk giver filmen charme. Så – nu vil jeg snakke lidt om en håndfuld af det som gør filmen virkelig god.
Hvis en film har et godt tidsbillede, så er jeg en glad dreng, og i denne film er jeg særdeles glad. Kystbyen har en fantastisk stemning af et lille roligt øsamfund, og jeg tænker, at dette er bevidst for at forstærke uroen der skabes med hajangrebene. Castingen er fænomenal, og selv de små roller er meget troværdige, og man føler sig som publikum, at man har indblik i en rigtig lille by og dens beboere. Filmen er lidt langsom i starten, men jeg synes ikke, at det gør noget, fordi det betyder, at filmen tager sig tid til at skabe billedet af samfundet og beboerne. Musikken er skelsættende. Den er virkelig stemningsunderbygningen både i de rolige sekvenser, men også de urolige. Den bruges bl.a. til at indikere når hajen er nær, før man ser den. Musikken sætter altså instinktivt gang i frygten i disse scener og er helt fantastisk i scener, hvor man ser gennem hajens øjne.
Jeg kunne også virkelig godt lide, hvordan den var grænseløs i horrorelementerne, en mistet arm her og et mistet ben der. I starten bliver det groteske beskrevet igennem Hoppers beskrivelse og reaktion under undersøgelsen af det første offer. Her er det op til publikums fantasi at skabe de grusomme billeder. Dette holder dog ikke ved for senere i filmen, hvor der ikke overladt noget til fantasi. Især hajangrebet på barnet er voldsomt, og nok ikke noget man lige ville se i film i dag.
Jagtdelen af filmens handling var større end jeg huskede det, og spændingen (suspens) var helt oppe hele sekvensen igennem. Selv scenen, hvor Hopper, Brody og Quint har et roligt og hyggeligt øjeblik i kabyssen tager en mørk drejning, da de kom ind på Quints fortid, og dette kulminerer i hajens angreb på båden. Spændingen var også fed, fordi rollerne i høj grad i løbet af jagten blev byttet rundt, så jægerne blev de jagede, og hajen blev jægeren.

En sidste sådan lidt random ting som jeg synes der er værd at nævne er, at forholdet mellem Brody og Hopper er underholdende og wholesome. De er to meget forskellige mænd som finder et sammenhold på trods af disse tragiske omstændigheder. Når jeg tænker tilbage på bogen fra 1974, var det faktisk ikke hajen der fyldte helt så meget, men mere Brodys ægteskab og liv. Hans kone var mere negativt fremstillet og havde (som jeg husker det) en affære med Hopper, fordi hun er træt af sit liv og ægteskab med Brody. (Så jo bogen har en såkaldt "maneater", men det var Brodys kone, og ikke hajen). Bogen er altså meget anderledes, og ændringen af fokusset i filmen til at være på hajen er en klar forbedring, og filmen leverer så at sige varen på en mere fyldestgørende måde end bogen gjorde.

Genremæssigt er filmen spændende, for man vil nok sige, at den befinder sig i thriller og gyser området, da den har meget fokus på spænding og frygten for hajen. Dog synes jeg også, at den faktisk kan ses som en undergenre til monsterfilmsgenren. Ofte forbinder man monsterfilm med Godzilla og King Kong, men Bruce (som er navnet på hajen i Jaws) er også et monster på den måde som den fremstilles, men med det fede twist, at dette monster findes i virkeligheden.
Jeg vil sige, at Bruce har bidraget til den store hvide hajs rolle som en ikonisk frygt på det store lærred. Her er der tale om en jæger der er så primitivt og vild, at det faktisk ikke er lykkedes nogle akvarier eller oceanarier i verden at holde dem i live i fangeskab, fordi jagtinstinktet måske sidder så dybt indlejret i dem. Filmens eftermæle kan ses igennem tiden helt op til idag, hvor der fortsat udkommer film, hvor det store frygtelige uhyr fra dybet er en stor hvid haj. For at nævne de første eksempler der popper frem i mit hoved, er der; Deep Blue Sea (1999) (som jeg stadig mindes som værende fantastisk), The Shallows (2016) eller The Meg (2018) – måske endda også mere fjollede film som Sharknado (2013). Populariteten af hajen som filmmonster må siges at hænge sammen med, hvordan Jaws har legemliggjort filmmonstret, og har indgydt en frygt som har sit udspring i virkeligheden, men bliver viderebygget, forvrænget og groteskgjort på det store lærred.

Så, all in all, så er filmen værd at se? Altså hvis man mod alt forventning endnu ikke har set Jaws, så kan jeg ikke anbefale det nok! Hvis man elsker hajfilm i den ene eller anden afskygning, jamen så skal man gøre sig den tjeneste at se filmen som sætte det hele i gang.