John Carpenter's Apocalypse Trilogy del 1 - The Thing (1982)

For et stykke tid siden introducerede min kammerat, der også elsker film, mig til John Carpenter's Apocalypse Trilogy som er en samlet betegnelse for The Thing (1982), The Prince of Darkness (1987) og In the Mouth of Madness (1994). Jeg havde på daværende tidspunkt allerede set The Thing og In the Mouth of Madness (to film der begge pirrede min interesse), så jeg tænkte, at det ville være en oplagt mulighed for at skrive om dem som en samlet trilogi. Trods deres forskelligheder er filmene tematisk forbundet ved at omhandle og udforske isolation, paranoia og generel eksistentiel rædsel. Desuden er et centralt punkt i filmene, at de alle tre omhandler verdens undergang eller apokalypsen (som det fremgår af trilogiens navn). Jeg havde tænkt på at anmelde alle tre samlet, men jeg tror, at det bliver for omfattende (og et ikke-så-læse-venligt indlæg), så jeg opdeler anmeldelsen i tre dele og kommer med en samlet vurdering i det sidste indlæg. 

I dette første indlæg i serien, skal vi snakke om kultklassikeren The Thing fra 1982, så læs med og forhåbentlig bliver trilogien en god filmoplevelse for både jer og mig. 

I forhold til The Thing er jeg nok lidt bias, fordi jeg virkelig godt kan lide denne film. Skuespillerpræstationerne (især Kurt Russell som R. J. MacReady eller Mac) er spot on, men det er selve stemningen der er filmens helt store højdepunkt.
Da filmens første scene viser et rumskib (eller mere præcist en flyvende tallerken) der styrter ned på jorden, vil jeg vove at påstå, at vi befinder os i sci-fi horrorgenren. 

Resume: 
Filmen begynder med en helikopter der jager en hund henover det sneklædte landskab på Antarktis. Da den nærmer sig amerikansk forskningsbase vover de amerikanske videnskabsmænd sig ud og ser hvordan helikopteren skyder og smider granater efter hunden. Amerikanerne konkluderer, at det er en norsk helikopter, og da den styrter ned og den eneste overlevne råber til dem på norsk bekræftes dette. Da den norske overlevende bevæger sig ind i basen med hunden i sigte, bliver han skudt. Amerikanerne snakker senere om, at han må være blevet vanvittig, men da Doc (Richard Dysart) og Mac (Kurt Russell) udforsker den norske base, finder de ud af, at de norske forskere har fundet noget i isen. Noget som er sluppet løs på basen, og som måske er svaret på spørgsmålet om, hvad der er sket med det norske forskerteam. 

Mit resume af filmen er super let, fordi filmen er en klassiker og den SKAL ses, hvis man ikke har set den før. Jeg vil undgå store spoilere i forhold til filmens handling. 

Hvad gør filmen godt?

Temaet paranoia bliver virkelig behandlet godt i filmen, og man er slet ikke i tvivl om, at de er hovedfokusset her. Følelsen af paranoia er noget der gradvist udvikler sig igennem filmen fra at Mac og Copper undersøger den norske base som er nedbrændt og hærget men ellers finder de ingen forklaringer - kun en isblok som bevidner om at have indeholdt et eller andet på tidspunkt (hele scenen bliver en slags foreshadowing/varsel om, hvad der kommer til at ske for amerikanerne senere i filmen). Jeg ELSKER den konstante usikkerhed og spænding som gennemsyrer filmen fra start til slut. 
Helt grundlæggende kommer paranoiaen i filmen tydeligst til udtryk gennem væsnets/organismens (jeg kan også godt lide, at jeg har svært ved at finde et ord der passer ordentlig, men så igen betegnes den jo bare som The Thing) spredning blandt basens beboere, og spørgsmålene om hvem man egentlig kan stole på og hvordan man kan vide sig sikker på, at ens ven stadig er ens ven? Bare tanken giver mig en smule paranoia, mens jeg sidder og skriver dette.  
Et andet aspekt i denne forbindelse som jeg virkelig godt kan lide ved filmen er, hvor stemningsfuld den er. I starten virker amerikanerne ikke til at tage væsnet helt alvorligt, men langsomt går det op for dem, at de ikke er i sikkerhed længere. Et aspekt ved denne fare som jeg ikke havde tænkt på før er, at væsnet efterligner, og hvad der er værre er, at den gradvist i filmen bliver bedre og bedre til at efterligne. Dermed har den mulighed for at kunne infiltrere basen uden at vække opsigt. Denne stemning kulminerer i, at amerikanerne lynhurtigt vender sig mod hinanden, og den gode dynamik som i starten blev vist på basen er nu skiftet ud med mistillid og ufred. Scenen med blodprøverne er nok det ultimative klimaks for paranoiaen, og det er også en af de mest ikoniske scener. 

Temaet isolation bliver tydeliggjort allerede i staten af filmen, hvor man ser helikopteren jage en hund igennem det store øde og uendelige snelandskab, hvor man får indtryk af, at filmen foregår langt væk fra civilisationens tryghed. Også senere i filmen bliver denne følelse vækket, da basens helikopter og radioer ødelægges i et forsøg på at forhindre væsnet i at komme derfra. I denne forbindelse, vil jeg også nævne, at filmen leger meget godt med galskab og tvivlen om, hvorvidt de folk der opfører sig irrationelt er inficeret eller om galskaben er et resultat af andre faktorer. Som eksempel kan man nævne, Dr. Copper der smadrer alle radioer og helikopteren. Handlinger der ved første blik virker som resultatet af en inficering, men når man tænker over det, så han har nogle flere informationer som understreger en godartet mening bag hans handlinger. Derudover virker Clark også meget presset af drabene på hundene, til en sådan grad, at det også ville give mening, hvis hans adfærd skulle blive mere aggressiv. 

Bodyhorroren er nok det aspekt som filmen er allermest kendt for (jeg tror faktisk måske, at denne film var min første erfaring med genren, og den startede også en årelang passion). Kort sagt: Bodyhorroren i filmen er helt fantastisk!
Mutationerne, fordrejningerne og skrævvridningerne af den menneskelige krop som vi kender den til noget mere uvirkeligt og dybt forstyrrende er en af filmens absolutte højdepunkter. De praktiske effekter er virkelig fede og holder stadig den dag i dag. Jeg synes faktisk, hvis man skal overbevises om, at praktiske effekter er vejen frem, så er dette filmen man skal se (og huske på, at filmen er 44 år gammel). 
Designet af væsnet er helt igennem fantastisk grotesk og unikt. Jeg synes faktisk, at det er virkelig svært at sidde her og skulle fremhæve et eksempel på en scene frem for en anden, fordi de er alle sammen glimrende. Hvis vi tager udgangspunkt i scenen i hundekennellen, jamen så er væsnet en amalgamation af træk fra insekter, hunde og ja lidt kød-blomst (og ja, det lyder absurd - men det er meningen). Væsnet er smart udtænkt, da det kan absorbere andre livsformer - derfor er det altid nyt og utilregneligt, hvad man bliver udsat for næste gang væsnet optræder i filmen (og utilregnelighed er altid godt i en gyserfilm). 

Som nævnt i indledningen er et af de gennemgående temaer i denne trilogi verdensundergang, og det er også tilfældet her. Temaet kommer ikke kun til udtryk ved, at væsnet ville kunne ødelægge verden, hvis den skulle komme væk fra basen, men også ved, at væsnet ville kunne destabilisere verden gennem den paranoia og mistillid som det medfører. 

Hvad gør filmen mindre godt?

Hvis man går til filmen med et håb om en actionfyldt film med en afrundet slutning, så bliver man nok lidt skuffet. Filmen tager sig tid om at opbygge den her vilde stemning, men det kan godt være, at tempoet ikke er for alle (i min optik er ingen af disse punkt dårlige, og filmen er genial i sin helhed). Slutningen synes jeg er både fed og dejlig tvetydig. Faktisk kan mange af personernes handlinger hen mod slutningen tolkes både som noget der kunne gavne amerikanerne, men også væsnet. Det forstærker derfor tvivlen omkring, hvem der er inficeret og hvem der ikke er. Som sagt, hvis man gerne vil have en klar, entydig slutning får man den ikke her, men det man får er en hel masse fede fanteorier, der tager deres udspring i slutningen. 

Bonus: Til alle dem der ser The Thing og ønsker sig mere, kan jeg med glæde informere om, at der er både en bog og en prequel fra 2011 (på nettet præsenteres denne nogle gange som et remake, men det er ikke tilfældet) som man kan kaste sig over. 

Bogen Who goes there? fra 1938 er skrevet af John Wood Campbell Jr., (skrevet under pseudonymet Don A. Stuart) som ud fra et hurtigt kig på hans forfatterskab at dømme var en inkarneret sci-fi forfatter. Bogen har været inspiration til både The Thing (1982) og The Thing (2011), samt en for mig ukendt film, The Thing from Another World (1951) - en titel som bogen også har været udgivet under (Jeg har hermed fundet ud af, hvad mit næste bogkøb skal være). 

Hvis man nu fuldstændigt ser bort fra, at hændelserne på den amerikanske base bliver en afspejling af, hvad der foregik på den norske base, så er der prequel'en fra 2011, med bl.a. vores allesammens Ulrich Thomsen som rollehavende, der meget fint illustrerer handlingen. Trods, at det er en forløber, er filmen meget anderledes end den oprindelige film. Handlingen skaber en fin kontekst for filmen fra 1982. Dog er en ærgerlig ting ved filmen, at holdet bag ville bruge praktiske effekter som en hyldest til den originale. Disse blev senere erstattet af CGI, fordi det eftersigende så "gammeldags" ud med praktiske effekter. Det er en skam for som jeg har beskrevet en del gange, så holder praktiske effekter. Det er faktisk påfaldende, hvor gamle CGI-effekterne ser ud i en film fra 2011.
The Thing (2011) har heller ikke den samme stemningsopbygning der er så fantastisk i den oprindelige, og det er aldrig en skjult fare, hvem der er væsnet.
MEN detaljen om, hvordan væsnet ikke kan kopiere uorganisk materiale fungerer virkelig godt!

- Jonas