John Carpenter's Apocalypse Trilogy del 3 - In the Mouth of Madness (1994)

Så nåede vi trilogiens ende med In the Mouth of Madness (hvis danske titel er På loftet sidder Nissen... Nej. heldigvis ikke - jeg har faktisk ikke kunne finde en dansk oversættelse, men den tyske titel svarer til Vanviddets magter, hvilket jeg må sige, er en ret god titel). I den engelske titel ligger der også en reference til H.P. Lovecrafts tekst At the Mountains of Madness. Her tager trilogien endnu en drejning - denne gang imod Cosmic Horror også kaldet Lovecraftian Horror som ofte omhandler frygten for det ukendte og det uforståelige, og tit fremstiller mennesket og menneskelige sind som skrøbeligt og letpåvirkeligt af magter der ligger uden for vores fatteevne. 

Resume: 
Filmen begynder på et psykiatrisk hospital, hvor John Trent (Sam Neill) interviewes omkring sit arbejde som forsikringsefterforsker i en sag om en forsvunden forfatter. John accepterer tidligere et job for et forlag, hvor han skal efterforske forfatteren Sutter Canes (Jürgen Prochnow) pludselige forsvinden lige inden udgivelsen af hans næste bog. John mistænker, at det hele er et publicity stunt som skal øge salget af den kommende bog. Alt imens John efterforsker sagen, bliver det klart, at den øvrige befolkning er påvirket af en form for galskab som angiveligt hænger sammen med Canes bøger. John finder et hemmeligt kort i coverne på Canes øvrige bøger, der viser vejen til Hobb's End. Sammen med Canes redaktør, Linda Styles (Julie Carmen), drager John afsted mod Hobb's End, men langsomt bliver grænsen mellem det virkelig og uvirkelige mere og mere utydelig. 

Hvad gør filmen godt?

Omdrejningspunkt for denne films undergang på verden som vi kender, er litteraturen skrevet af forfatteren Sutter Cane. Cane og hans litteratur er meget tydeligt inspireret af H.P. Lovecraft (1890-1937), og ligesom hos Lovecraft omhandler Canes litteratur også dæmoniske væsner og ældre guder - hvis blotte tilstedeværelse i verden spreder vanvid med sig. Der hvor sammenligningen stopper er, at vanviddet i Canes bøger ikke stopper ved fiktionen, men langsomt siver ind i læserne og vækker en galskab i befolkningen, der spreder sig over hele verden  (grundet Canes popularitet) og truer samfundet som vi kender det. Jeg kan virkelig godt lide hele den mytos som Lovecraft konstruerede, så helt automatisk synes jeg også om denne film, der læner sig meget oppe ad selvsamme mytos. 

På mange måder rammer filmen en meget lignende tematik som Prince of Darkness, idet en skeptiker, her John Trent, der pga. sit arbejde stoler udelukkende på logik og sin sunde fornuft, bliver udsat for hændelser der bryder med logikken og langsomt fordrejer og forvrider hans forstand og hans opfattelse af, hvad der er virkeligt. På denne måde synes jeg faktisk, at den tager tematikken et skridt videre end Prince of Darkness, da karaktererne ikke som sådan blev vanvittige af hændelserne, og denne descend into madness er der gjort rigtig meget ud af i denne film (hvilket er rigtig godt). I scenen hvor John læser en af Sutters bøger, får man som seer indblik i, hvordan litteraturen sætter sit præg på ham, og da han vågner badet i sved, ser man, at han er faldet i søvn med bogen i hænderne. Filmen skaber her nærmest en fremstilling af, hvordan vanviddet i bogen er trængt ind i ham via berøringen mellem hans hud og bogens sider. Denne femstilling bliver yderligere tydeliggjort, da John rører sig ved øjnene, blækket smitter af og pludselig kan han "se" det hemmelige kort til Hobb's End der er skjult i bøgernes covere. Begge scener danner et fedt koncept, idet bøgerne bliver en slags leder for det mørke som ligger i dem. 

Selve forvridningen af virkeligheden er også et element som filmen gør rigtig godt. Som seer bliver man flere gange oprigtigt i tvivl om handlingen er virkelighed eller noget som karaktererne forestiller sig. Dette bliver særligt fremhævet, da John ledsaget af Linda Styles tager til Hobb's End for at finde Cane. Der leges lidt med, at Styles virker mere "åben" over for Canes litteratur og ideen om, at virkelighed er et flygtigt begreb der defineres af flertallet, og derfor giver det mening, at det er med hende bag rattet, at de to finder Hobb's End.
Byen bliver en kulmination af virkeliggjort fiktion, og det er ret spændende, hvordan karaktererne forsøger at finde rundt på baggrund af deres viden om bogen, og samtidigt markerer byen også et milepæl for John som skeptiker.
Desuden lagde jeg mærke til nogle gode referencer til Lovecraft i Hobb's End f.eks. Pickman's Hotel som er en reference til novellen Pickman's Model fra 1926/27, der kort fortalt omhandler en talentfuld kunstner, der maler teknisk smukt udførte malerier, men hvis motiver er groteske og monstrøse. Malerierne viser sig dog ikke at være udsprunget af Pickman's fantasi, men derimod egentlige monstre. Jeg synes, at det er en virkelig fed og rammende reference at have med i denne film, især når man tænker over handlingen som helhed. (Hvis man skulle være interesseret i Pickman's Model, så er der på Netflix en serie der hedder Cabinet of Curiosities, der har et virkelig godt afsnit baseret på lige præcis denne novellen).

Ligesom at konceptet virkelighed forvrides i filmen, gør de menneskelige kroppe det også. I bedste John Carpenterstil har denne film også nogle vilde eksempler på brugen af bodyhorror. Effekterne er virkelig fede og giver et rigtig godt billede af, hvordan mørket siver over i virkeligheden og ændrer menneske til tentakelfyldte monstrøsiteter der nærmest er taget ud af Cthulhu-mytosen. I scenen, hvor Styles vrider og drejer sin krop til den har en umenneskelig facon er effekterne teknisk simple, men effektive i det ubehag man som seer føler. Det samme gør sig gældende hen imod slutningen, hvor kameraarbejdet er med til at begrænse helhedsbilledet af monstrene, men dette gør samtidigt, at man lader fantasien tage over. 

Men Jonas, er filmen så uhyggelig eller er den bare klam? Ligesom i Prince of Darkness og The Thing har filmen en fed opbygning af uhygge, der er så gradvis, at det kommer bag på én, at man lige pludselig sidder og får lidt kuldgysninger. Særligt en scene i filmen, hvor John kigger bag barriere mellem det virkelig og det uvirkelige. Her bruges en af mine yndlingsteknikker i gysere, nemlig det som jeg vil kalde "det Uviste" (der er sikkert et mere præcist navn). Her viser man intet, men lader seeren selv forestille sig det uhyggelige, og det er effektivt, da det kun bliver fantasien der sætter grænsen. Kameraet er placeret sådan, at vi kun ser Johns ansigt og mere præcist rædslen i ansigtet. Teknikken bliver ophøjet af Styles, der læser højt fra Canes bog, der beskriver det som John ser, men igen er det kun for at lede vores fantasi hen imod det mest uhyggelige. 

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg kan virkelig, virkelig godt lide denne film, men på trods af dette, har den stadig nogle elementer som jeg studsede lidt over undervejs. F.eks. virker det underligt, hvordan udgiverne bare accepterer dels Canes vanvid og dels hvordan hans tekster har en mærkbar effekt på folk med svag mentalitet. Ville man mon holde op med at udgive en forfatter der var sundhedsskadelig eller understreger faktummet, at de ignorerer dette bare griskhed som ligger i mennesket?. 

Bonus: Der er faktisk en bog til filmen! Bogen er en novelisation af filmen, men skrevet af Sutter Cane. Jeg synes, at det er en fed idé og det har også en meta-effekt, når nu filmen handler om en bog der gør folk sindssyge. Det rejser jo lidt spørgsmålet om, hvorvidt man tør læse den. 

All in all, er trilogien værd at se? 

Godt, så nåede vi i mål med trilogien og hvilken tur det har været. Jeg synes, at det er virkelig fedt, hvordan der er en klar tematisk sammenhæng mellem filmene selvom de er meget forskellige. Så helt overordnet - var jeg godt underholdt hele vejen igennem? Ja, det synes jeg faktisk - selvom niveauet ikke er holdt hele vejen igennem. Hvis jeg skal sætte fingeren på én, (og det skal jeg,) så er det Prince of Darkness som er trilogiens svageste film. Jeg synes, at den var meget usammenhængende i handlingen, der var nogle problemer med tempo og nogle lidt irriterende skuespillerpræstationer. OG så sagde den religiøse tilgang med djævlen og rum-jesus mig ikke super meget (men det er en smagssag). 
Meget mere vellykkede var The Thing og In the Mouth of Madness. Begge film havde en interessant tilgang til tematikken som jeg følte fangede mig og lod mig leve mig endnu mere ind i filmene. Så all in all, er trilogien værd at se? - Ja virkelig meget, jeg har virkelig nydt filmene og fået blod på tanden omkring at se noget mere Carpenter.

- Jonas