Lee Cronin's The Mummy (2026)

Historien om mumien er en som er genfortalt et utal af gange på det store lærred, og det er en historie der altid har fascineret mig nok mest pga. den egyptiske mytologi og indblikket i kulturen der tit ligger i denne historie.
Jeg har kun set en lille håndfuld af filmene, men den klassiske The Mummy fra 1932 med Boris Karlov i rollen som mumien gjorde et kæmpe indtryk på mig og var efter min mening toppunktet af The Universal Monster Collection (som er et bokset med monsterfilm fra Universal). Selvom denne film var god, er min absolutte favorit fortælling om mumien Stephen Sommers film fra 1999 med bl.a. Brandon Fraiser i hovedrollen, og Arnold Vosloo som Imhotep/mumien. Denne film er en af de bedste eventyrfilm, punktum. Jeg så den fornyelig og den holder stadig den dag i dag, og hvis man af en eller anden grund ikke har set den, så stop med at læse nu og se den. Filmen blev succesfuld og fik to efterfølgere og et par spin-offs omkring The Scorpion King, men hverken efterfølgerne eller spin-off-filmene når helt det samme højdepunkt som var den første film. Til sidst blev mumien genoplivet i 2017 i filmen The Mummy med Tomcruise i hovedrollen (neej, ikke som mumien) og Sofia Boutella som Ahmanet/mumien. Filmen skulle være den første i en filmserie kaldet Dark Universe som skulle genoplive de gamle film monstre, men fordi The Mummy var en fiasko, endte den med at tage livet af hele projektet. Filmen var ikke en god film, altså jeg hader den ikke, men den havde for travlt med at skulle sætte hele franchisen Dark Univers op og mistede lidt fokusset pga. dette. Jeg tror, hvis fokusset havde været på at lave en sammenhængende og enestående historie, så kunne man have lavet sammenkoblingen mellem filmene senere (det ville jeg nok have gjort – lidt ligesom Marvel gjorde med deres filmunivers).

Og så er vi ved Lee Cronin's The Mummy. Jeg så traileren til Lee Cronin's The Mummy og var fast besluttet på, at jeg ville se den. Traileren gav et overordnet indblik i handlingen om et forældrepar der får besked om at deres forsvundne datter er dukket op igen – i en sarkofag (what's not to like).
MEN jeg må sige, at jeg blev lidt mere urolig, da jeg så at det også er Lee Cronin der har instrueret Evil Dead Rise (2023) som jeg virkelig ikke var særligt imponeret over den, så læs med og find ud af om The Mummy er en succes eller et shitshow.

Resume:
Filmen begynder i Cairo, hvor tv-reporteren Charlie Cannon (Jack Reynor) bor sammen med sin gravide hustru, Larissa (Laia Costa), og deres børn, Sebastian (Dean Allen Williams) og Katie (Emily Mitchell). En dag mens Katie leger uden for, taler hun med en mystisk kvinde igennem hegnet. Charlie opdager efter en samtale med Sebastian, at denne kvinde har talt med Katie over længere tid, og da han skynder sig ud i haven, er Katie forsvundet. Trods en hektisk jagt igennem Cairos gader, lykkedes det kvinden at forsvinde med Katie pga. en sandstorm. Otte år siden befinder familien sig i USA. Det har i al denne tid ikke været muligt for politiet i Cairo at finde Katie, men da et fly pludselig styrter ned, og man ved vraget finder en stor blysarkofag, tager sagen en ny drejning. I sarkofagen finder politiet nemlig Katie, og hun er stadig i live – MEN da hun vender hjem til sin familie, bliver det klart for dem, at hun er ikke længere den glade og livlige pige som forsvandt for otte år siden.

Hvad gør filmen godt?

Trods den skepsis som jeg gik ind til filmen med, så er jeg virkelig positivt overrasket over denne. En af de ting som jeg tænkte meget over efter at have set filmen var, hvordan den leger med begrebet mumie og faktisk bruger ens forventning om en støvet gammel fætter rullet ind i bandager, der vakler rundt og myrder løs og nyfortolker begrebet på en virkelig god og kreativ måde. For ja, ved første øjekast kan man argumentere for at der er tale om en mumie, men det viser sig at være lidt mere nuanceret når den egentlige afsløring kommer.

Stemningen omkring mysteriets opbygningen – man får en forklaring på det hele og det er opbygningen værd.

Det er en fed stemning som leget meget med kontraster der bliver opbygget igennem filmen f.eks. en familie i starten virker ganske harmonisk og idyllisk, men sandheden om dem viser sig at vende hele denne forestilling på hovedet, og lignende tilfælde er der en del af i filmen.

Genremæssigt er filmen meget alsidig i forhold til horror. Der er lidt bodyhorror og gore samt noget supernatural horror og det fungerer rigtig godt sammen, fordi ingen af dem går overstregen og bliver for dominerende. Det er virkelig en mesterlig balance som er skabt imellem disse. Desuden kan man mærke indflydelsen fra James Wan og Cronins tidligere arbejde med Evil Dead Rise som også bliver meget tydeligt i filmen (men det er det bedste fra Evil Dead Rise der bliver brugt). Jamen Jonas, sidder du der og roser en horrorinstruktør som ikke er Ari Aster – målet for din evindelige bromance? Og ja, det gør jeg da vist faktisk – og i denne sammenhæng er det velfortjent.
I forbindelse med Evil Dead, så er der i filmen en karakter der genopstår og fyrer en sjofel kommentar afsted mod Charlie, og da dette skete, sad jeg med en virkelig kraftig association til Evil Dead til en sådan grad, at jeg lige skulle tjekke en ekstra gang for at sikre mig, at hun ikke var en Deadite (hvilket hun også til forveksling lignede på en prik). Jeg har ikke lige kunne finde nogle kilder som kunne bekræfte om det er mening, men jeg forestiller mig, at det er en reference til Cronin's tidligere film.

Filmen har desuden også rigtigt gode skuespillerpræstationer. Katie som i denne film vil være "mumien" er spillet glimrende af Natalie Grace. Hendes mimik og gestik og generelle opførsel fanger essensen af A Feral Child (altså et vildt barn). Makeuppen er fantastisk – de her lange forgroede negle og huden som er tørret (nærmest balsameret). Et bevis på dette, så jeg i en artikel fra The Independent, hvor en filmplakat der vist Katies ansigt har vagt røre blandt forældre i Storbritannien. Forældrene, Charlie og Larissa, bliver desuden spillet rigtig godt, og man får en troværdig fremstilling af, hvordan en tragdie som et forsvundet barn kan påvirke en familie. Især problematikken omkring skyld er noget som vejer tungt i forholdet mellem Charlie og Larissa, men desværre er dette kun berørt i en enkelt scene, og jeg synes faktisk, at det var et ret spændende aspekt, fordi det illustrerer, hvor meget Katies forsvinden har påvirket dem. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det fyldte lidt mere, og jeg ville gerne givet mere af min tid for at se en lidt længere film som uddybede dette mere.

Nok en af de vigtigste spørgsmål som jeg forestiller mig, at man som læser sidder med er: Er filmen uhyggelig? Og det er lidt et svært spørgsmål for meget af den intensitet jeg følte var til stede i filmen kommer sandsynligvis fra den forbindelse mit hoved lavede til Exorcisten (1973) som var en film der hjemsøgte mig i laaaang tid efter at jeg så den første gang i begyndelsen af mine teenageår. Mit svar er nok egentlig nej, hvis man er hærdet gyserfilmfan, så er det ikke denne film som skræmmer livet af dig – betyder det, at filmen er tam? Nej absolut ikke. Det filmen kan er, at den er virkelig spændende og meget intens, og så holder den faktisk denne intensitet og spænding kørende hele vejen igennem. Det synes jeg er ret imponerende, når man tænker på, at det faktisk ikke lykkes for særlig mange film at gøre.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg synes filmen som helhed var virkelig fed, men den havde stadig et par aspekter som virkede lidt off. Bedstemoren var lidt irriterende til tider, fordi hun virkede for åbenlyst naiv i forhold til hvad der foregik. Hun stillede slet ikke spørgsmål ved noget af det der foregik og slet ikke, da det bogstavelig talt nikkede hende en skalde. Jeg er med på, at hendes karakter blev fremstillet som søgende trøst og støtte igennem den svære tid i religion, men det blev på en måde som om hun havde skyklapper på.

En anden ting (som personligt ikke betød noget for mig og som jeg egentlig godt kunne lide, men som kan være en skuffelse for andre) er, at filmen bryder med den traditionelle idé om mumien og genfortolker væsnet, så hvis man ville se en old school mumiefilm, så er The Mummy måske ikke helt så tilfredsstillende trods titlen.

All in all, er filmen værd at se?

Absolut ja, uden tvivl! Skynd jer ud og se den i biografen, mens I har muligheden for det. Jeg er ofte skeptisk når det kommer til gyserfilm, og jeg oplever oftere at blive skuffet af gysere end at jeg har god oplevelse med dem. Men jeg synes, at denne film var virkelig fed, og jeg glæder mig til at se den igen og introducerer den til dem af mine venner som også kan lide gysere. Desuden har den givet mig mere blod på tanden for at opsøge andre film af Lee Cronin, og jeg forestiller mig bestemt ikke, at det er sidste gang, at han kommer til at optræde på bloggen.

Bonus: Nu skrev jeg lidt omkring den sådan lidt indirekte reference til Evil Dead i filmen. En mere direkte cameo finder man hos Mauds lærerinde, Miss Mills, i filmen som spilles ingen ringere end Lily Sullivan der spillede Beth i Evil Dead Rise.