Midsummar - Director's Cut (2019)

Jeg føler, at jeg gentager mig selv nu, men jeg havde en plan om et Double Feature, hvis omdrejningspunkt skulle være intrsuktøren Ari Aster og omhandle Midsommar (2019) og Hereditary (2018) som er to af de bedste horrorfilm i nyere tid (i min optik!). MEN, da jeg så endelig satte mig til at se Midsummar, gik det op for mig, at det ville blive ALT for langt til en Double Feature (story of my life): 

Midsommar (ikke at forveksle med Midsommer som var en ret middelmådig, edgy teenagefilm fra 2003) udkom i 2019, og jeg har set filmen en del gange efterhånden, men først fornyeligt lykkedes det mig at se Director's Cut-udgaven af filmen, og det er denne udgave som jeg vil fokusere på i anmeldelsen. Jeg har en særlig forkærlighed til Ari Aster og den ikoniske ubehagsfølelse som hans film formår at skabe i én (jeg har nævnt lidt om dette i min tidligere anmeldelse af Eddington fra sidste år).
I denne anmeldelse vil jeg ikke afsløre for meget, fordi jeg stærkt anbefaler, at man ser filmen, da det er sådan en film som man skal opleve (men der kommer til at være nogle små spoilere). Og ja, du kommer til at få det ubehageligt efter at have set filmen, men det er meningen. Og det er lige præcis dette fokus på ubehag som jeg vil berøre på i denne anmeldelse.

Resume:
Dani (Florence Pugh) sidder en sen aften og forsøger panisk at få fat i sin søster som er selvmordstruet. På samme tid er Danis kæreste, Christian, (Jack Reynor) ude med sine venner og er dybt desillusioneret over forholdet med Dani. Pludselig modtager han et opkald fra en fuldstændig sønderknust Dani. Søsteren har taget sit eget liv og taget deres forældre med sig i døden. Herved er Dani efterladt med ingen tilbage i verden ud over Christian. Denne hændelse lægger endnu mere pres på et allerede pressede forhold. For at give Dani mulighed for at komme væk fra det hele, inviterer Christian hende med til Sverige, hvor vennegruppen skal fejre midsommerfestival i det lille samfund som deres ven Pelle (Vilhelm Blomgren) kommer fra.

Hvad gør filmen godt?

Ubehaget som man føler i filmen er skabt af en vekselvirkning mellem forskellige elementer. Et af de væsentligste omdrejningspunkter i dette er forholdet mellem Dani og Christian. Skuespillerpræstationerne er helt fantastiske her, og Pugh og Reynor fanger virkelig essensen af det super dysfunktionelle forholds mangesidethed.
På den ene side af det dysfunktionelle forhold har vi Christian som gider ikke forholdet mere, og da Dani oplever en utrolig tragisk hændelse, bliver han fuldstændig overvældet af hendes sorg og tør ikke gøre det forbi med hende, så derfor bliver Christian nærmest fanget i forholdet.
Flere gange i filmen er den følelsesmæssige distance som Christian føler fysisk fremstillet ved, at han i billedet står langt fra Dani. Reynors skuespil fanger også Christans følelsesmæssige distance rigtig godt i scenerne, hvor der ikke lægges skjul på, at han ikke gider skulle udvise det hensyn som han viser Dani, og dermed ender han ofte med at sætte hende i pressede situationer (f.eks. i starten af filmen, da han inviterer hende med på turen til Sverige, velvidende at vennerne ikke synes om hende).

På den anden side af det dysfunktionelle forhold har vi Dani. Hun er i starten af filmen meget bange for at miste Christian pga. sit problematiske familieforhold (især med sin søster) og er ængstelig, fordi hun kan mærke, hvordan han langsomt distancerer sig mere og mere. Denne frygt bliver kun forværret, da hendes familie dør på tragisk vis. Herefter bliver Dani overfokuseret på at gøre tingene i orden imellem hende og Christian, og herved bliver hun omklamrende og afhængig af ham, fordi han bogstaveligtalt er den eneste som hun har tilbage.

Interaktionerne mellem Dani og Christian skaber virkelig en trykket stemning som man som seer bliver tvunget til at skulle sidde i og forholde sig til. Som seer har man meget medfølelse med Dani, synes jeg – oftest fordi Christian bare virker som en følelseskold douche bag. Dette bliver kun forstærket gennem hans handlinger i løbet af filmen (f.eks. faktummet at han stjæler Joshs (William Jackson Harper) emne til sin PHD eller i scenerne, når han gengælder den opmærksomhed som han får fra Pelles søster, Maja, lige for næsen af Dani).

Et andet element som skaber ubehag i filmen er det idylliske, svenske samfund som vennegruppen besøger. Man får meget hurtigt en fornemmelse af, at alting virker for godt og for idyllisk, og at noget forstyrrende lurer under overfladen. Her er det igen den gradvis afsløring og det langsomme indblik i samfundet/kulten som opbygger en mere og mere dyster fornemmelsen i én som seer. Et eksempel på dette er scenen med det første ritual, Ättastuppa. I scenen oplever vi kun reaktionen fra Danis synsvinkel, og nærbilledet der fanger hendes ansigtsudtryk samt den totale undladelse af lyd gør, at man som seer oplever traumet på ny sammen med Dani.
Et andet element i fremstillingen af samfundet som jeg synes er dybt forstyrrende er, hvordan beboerne "deler" deres følelser, og på den måde "håndterer" dem i fællesskab. I og for sig er det jo egentlig en smuk tanke, at dele og hjælpe én igennem nogle følelser som måske er store for en person selv at håndtere og rumme. MEN det er dybt foruroligende og især i slutningen af filmen, hvor alle beboerne opfører sig som vilde for at hjælpe nogle enkelte med at håndtere den smerte som de føler i det øjeblik, og dette er blot en af de tidspunkter i filmen som man kommer til at tænke over lang tid efter, at man er færdig med den.

Både billede- og lydsiden bliver inddraget på genial vis mange steder i filmen og spiller en helt unik rolle i skabelsen af filmens stemning. Et eksempel kunne være de psykedeliske scener, hvor karaktererne er påvirkede. Her bruges lyd- og billedsiden for at skabe en oplevelse som både fanger det virkelighedsforvridende og den ubehagelige følelse af at miste kontrollen over sig selv og de omgivelser som man befinder sig i – for mig virker det som en meget troværdig gengivelse af et syretrip. I forbindelse med lyd er det også vigtigt at understrege, at filmen har en virkelig god udeladelsen af lyd som virkemiddel. Mit yndlingsøjeblik fra filmen, hvor lyden spiller en helt særlig rolle, er i starten, hvor lyden er helt væk og Christian tager telefonen og det eneste man kan høre, er Danis fuldstændigt hjerteskærende gråd igennem telefonen. Det er en scene der går igennem skind og ben.

Filmens slutning er virkelig, virkelig god eller lad mig være mere præcis – den er fantastisk, forløsende og fuldstændigt vanvittig. Den smukke musik danner en kontrast til det vanvittige der samtidigt foregår på skærmen (som jeg ikke afslører). Langsomt fordrejes musikken og bliver ubehagelig som om der er en kortvarig åbenbaring omkring, hvad der egentlig sker, for så at vende tilbage til den smukke og rolige melodi igen. Det sidste billede, der vises, fanger en bestemt karakter der smiler, og i dette smil ligger der en tvetydighed og en grobund til mange overvejelser omkring karakterens videre skæbne.

Hvad gør filmen mindre godt?

Et negativt element, som man kan påpege ved filmen, er tempoet. Der er et meget langsomt og grundigt buildup i filmen, og dette kan medføre, at klimakset næsten kommer til at føles for hurtigt og for kort, når man kommer dertil.

Desuden er filmen ikke decideret uhyggelig, men jeg synes ikke, at den lider under dette (Det lyder mærkeligt, men hear me out). En meget vigtig ting at tydeliggøre i forhold til min fascination af Ari Asters film er, at jeg ikke som sådan jagter følelsen af uhygge (for det gør ikke så meget for mig længere – jeg tror, at jeg er blevet hærdet med årene), men i stedet er jeg på udkig efter en følelse af ubehag blandet med uro, og det er lige præcis her, at Ari Aster er den ukronede kongen. Selv da jeg så Eddington og tænkte, at denne film på ingen måde kunne skabe et ubehag på samme måde som Hereditary eller Midsommar, fordi den er en helt anden genre, forlod  jeg alligevel salen med det karakteristiske fundamentale ubehag som jeg efterhånden forbinder med Asters film.

Bonus: Som et lille et ekstra afsnit, vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad Director's Cut kan som den almindelige udgave ikke kan. Først vil jeg sige, at den almindelige udgave er en glimrende udgave af filmen, og det er den version som jeg har set flest gange. Der er nogle nye elementer i Director's Cut som bygger videre på filmen og uddyber nogle aspekter som ikke er tilstedet i den almindelige udgave. Scenen med ofringen af barnet bevidner f.eks. tidligt omkring Danis indflydelse i samfundet, samt at scene tydeliggør en af de besøgendes skæbner som var mere uklar før. Forholdet mellem Dani og Christian bliver endnu mere anspændt i denne udgave, og Christian tvinger Dani til at blive, fordi han vil skrive som samfundets traditioner og skikke, mens Dani ønsker, at de skal rejse, fordi noget virker forkert (spørgsmålet om hvorfor de bliver er faktisk et som man tit stiller sig i den almindelige udgave af filmen).
Desuden er der også en direkte konfrontation mellem Dani og Christian som er undladt i den almindelige udgave. Denne scene bidrager til, at forholdet virker mere dysfunktionelt, og i min optik er scenen essentiel for, at den senere udvikling i deres forhold giver mening. Sådan all in all, er den almindelige udgave god og giver et helhedsbillede af historien, men jeg synes, at Director's Cut er bedre, og det er den udgave man skal se, hvis man har mulighed for det.

All in all, er filmen værd at se?

Det er ingen hemmelighed, at jeg virkelig godt kan lide Midsummar. Det er en film der byder på mange detaljer, og man lægger mærke til mere og mere hver gang man ser den. På denne måde er filmen lidt som et løg, hvor man skræller lag efter lag af (lige for at lave en reference til Shrek). Filmen er en, der sætter sine klør i én og en man kommer til at tænke på meget efter man har set den. Hvis du er fan af horrorgenren og er på udkig efter en god gyser som er anderledes end det man ellers finder hos de nyere gyser, så er Midsummar en klar anbefaling.

- Jonas