Mortal Kombat 2 (2026)

28-08-2026

Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg virkelig godt kan lide den allerførste Mortal Kombat-film fra 1995 (og ja, den er potentielt højdepunktet i hele Paul W. S. Andersons karriere som instruktør). Konceptet fra Mortal Kombat-spillene er mesterligt oversat til filmformatet (og så er en af mine yndlingsting ved filmen også bare Christopher Lamberts grin – seriøst google det, det er fantastisk).
Efter Andersons film, kom Mortal Kombat Annihilation i 1997 som efter sigende skulle være så dårlig, at det nok forklarer hvorfor det aldrig rigtigt lykkedes franchisen at finde succes på det store lærred siden.

Jeg synes ofte, at man oplever, at der er nogle historier fra videospil som passer til bestemte medieformater, og så nogle der virkelig ikke virker sammen. F.eks. synes jeg personligt at Last of Us var en fantastisk serie (perfekt historie til et serieformat), men en absolut snooze-fest af et spil. Især når man skal filmatisere ret endimensionelle kampsportspil (beat'em ups), kan det let blive en overfladisk affære i forhold til historieaspektet som er supervigtigt, når man skal lave en bare nogenlunde film. Bare se Street Fighter fra 1994, der uden tvivl falder ind under kategorien "film der er så dårlige, at de er gode". Den er superfesen og indeholder ikke det der ligner en sammenhængende historie. Derudover kan man også nævne Tekken fra 2010 som jeg meget svagt kan huske at have startet på, men som jeg slet ikke kunne se færdig. Og så på den anden side har man film (som givetvis ikke er baseret på videospil, men stadig omhandler turneringer) så som f.eks. The Quest fra 1996 som er fantastisk og har en fin historie der fanger og holder ens opmærksomhed mellem kampene. Rant over.

Så kom rebootet til Mortal Kombat i 2021. Jeg kan godt huske, at jeg var forsigtigt optimistisk omkring filmen (I ved, brændt barn skyr ild og alt det der). Jeg har set filmen den ene gang, og jeg var mildest talt skuffet. Nu kommer der et par spoilere til den. Jeg kan følge meget af det som kritikkerne påpegede omkring, at Cole som hovedperson var vanvittig kedelig og nuanceløs, at filmen egentlig mere handler om den evige fejde som eksisterer mellem Scorpion og Sub-Zero, og så måske det største synd af alle – AT DER IKKE ER EN TURNERING - I MORTAL KOMBAT! Jeg har aldrig afskrevet en franchisen så hurtigt som jeg afskrev Mortal Kombat (2021).

Men så kom traileren til Mortal Kombat 2 og præsenterede mig for noget som jeg ikke vidste, at jeg manglede i mit liv – nemlig, Carl Urban som Johnny Cage. Okay, Mortal Kombat, du har overbevist mig til at give dig en chance til (Please, be good)

Resume:
Efter at have overtaget herredømmet over Edenia, retter Shao Khan (Martyn Ford) sit blik på Jorden/ Earth Realm. Nu er det op til Raiden (Tadanobu Asano) og hans hold at beskytte jordens fremtid, men for at kunne gøre dette vælger de at rekruttere ingen ringere end den tidligere actionskuespiller og kampsportsekspert Johnny Cage (Karl Urban), der faktisk mangler et konkret mål i sit liv. Men kan de hamle op mod Shao Khan og hans ondskabsfulde følge?

Hvad gør filmen godt?

Jeg tror umiddelbart, at den ting som toeren gør som er allervigtigst er, at den faktisk gør etteren relevant. Mortal Kombat 2 er bygget op på en sådan måde, at den starter kort tid efter den første og fortsætter derfor hvor denne slap, så Mortal Kombats indsats med at præsentere seerne til Sonya, Jax Lu Kang (tjek) og Kano fungerer, fordi toeren regner med, at vi kender disse karakterer og deres baggrundshistorier fra etteren. Derudover retter Mortal Kombat 2 også op på den kedelige og intetsigende hovedperson og vælger at reducere Cole til en sidekarakter, mens den introducerer Johnny Cage in all his glory og lader ham være fokusset for filmen, hvilket var en virkelig god beslutning som jeg er sikker på, at hele fanbasen er taknemmelige for.

Og når vi snakker om Johnny Cage, så bliver han portrætteret mesterligt af Karl Urban (men hold da op, hvor skulle jeg lige vænne sig til, at han taler med amerikansk accent efter at have set virkelig meget The Boys!). Hele 80'er/90'erstemningen bliver fanget så fuldendt i karakteren, og vi får endda et indblik i en af kampscenerne fra en af Cage's actionklassikere (og hvis du synes karakteren virker bekendt, jamen så er det nok fordi Johnny Cage er baseret på Jean Claude Van Damme – det er internettet i hvert fald meget enige om). Desuden er Johhny Cage's tilstedeværelse i filmen også med til at give den rigelige mængder af goofiness og gode grin (her vil jeg især fremhæve Johnny Cage's kamp mod Baraka). Udover Karl Urban rammer de øvrige skuespillere også deres karakterer (både gode og onde) virkelig godt.

Et andet virkelig godt aspekt i filmen, var kampscenerne deri, og de er dynamiske og hektiske. Især en kampscene mellem Kung Lao og Liu Kang var virkelig vild og ekstrem. Apropos ekstrem, så er videospillene kendt for deres brutalitet (de såkaldte Fatalities), og jeg kan med glæde sige, at disse også er til stede i filmen – til en sådan grad, at man sidder og tænker; "jamen han var jo også død inden du rykkede hovedet af ham og skiveskar det som var det pålæg". Men jeg tænker, at det er en måde at hylde videospillene.

Når man tænker på mængden af lore som Mortal Kombat har i form af spil, film, animationsfilm og serier, så synes jeg, at filmen brillierer i mådehold. Jeg har tidligere set film som bliver noget rod, fordi filmskaberne tager alle de "fede" elementer fra franchisen uden at tænke på om de kommer til at hænge sammen som helhed (Host, Paul W. S. Anderson! Host!). Når jeg tænker tilbage på filmen, er jeg virkelig glad for dette aspekt af filmen, og jeg tror virkelig, at det har spillet en essentiel rolle i, at filmen fungerer så godt som den gør.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg er overrasket over, hvor vellykket filmen er blevet, og jeg sidder lidt og gennemgår min hukommelse meget grundigt for at finde nogle ikke så vellykkede punkter. Jeg har umiddelbart to punkter. Det ene punkt er designet af Baraka (CJ Bloomfield) og generelt Tarkatanracen i filmen. Den er ikke dårlig eller tarveligt lavet, men den ser lidt mærkelig ud især Baraka, men når man tænker på, at racen har voldsomme gab der dækker cirka halvdelen af deres ansigter, er det virkelig også en udfordring at få til at fungere, og jeg synes egentlig, at det virker udmærket i filmen.

Selvom det nok ikke er en film som man tager ind og ser i biografen i et håb om en gribende historie, så skal der stadig være en historie, og det er der. Men historien er ret forudsigelig, fordi hele franchisens historie er meget forudsigelig. Historien er fin, når man tænker på, at det er en film om en turnering, hvor verdner kæmper om herredømmet – men nej det kommer ikke til at vælte dig bagover.

All in all, er filmen værd at se?

Absolut ja, det er sådan en film som kan blive en guilty pleasure. Da jeg havde set filmen, havde jeg lyst til at se Mortal Kombat (2021) igen, og det troede jeg aldrig skulle ske, men jeg tror filmen har fået fornyet energi, når den ses sammen med Mortal Kombat 2. Hvis du kan lide kampscener, blod, vold og fantasy, så er dette filmen for dig.

Bonus: Skaberne bag Mortal Kombat-videospillene, Ed Boone og John Tobias, har også været inde over filmene som forfattere (John Tobias på tre og Ed Boone på fire film). Udover rollen som forfattere i Mortal Kombat 2, så har Ed Boon også en lille cameo i filmen som en bartender der betjener en meget nedslået Johnny Cage. 

- Jonas 

Share