The Naked Gun (2025)

Fornyligt genså jeg de første to Naked Gun film (henholdsvis The Naked Gun: From the Files of Police Squad fra 1988 og The Naked Gun 2 1/2: The Smell of Fear fra 1991). Begge film minder mig om min barndom og om hvordan TV3 plejede at sende virkelig gode film. Derfor var det slet ikke et spørgsmål om jeg skulle se den nye film i rækken.

For mig er Leslie Nielsen intet mindre end kongen af slapstick, og især Dracula: Dead and Loving It (1995) synes jeg er fantastisk og et mesterværk. Liam Neeson har derfor store sko at skulle udfylde ved at skulle portrættere Frank Drebin.
Meget kort tid efter filmens begyndelse kunne jeg mærke, at filmen gør meget for at holde stile fra den originale filmserie, og dette lykkes. Replikkerne er fyldt med sjove og underholdende misforståelser pga. ordspil og tvetydigheder. Historien er meget forudsigelig, men dette har aldrig været et fokus for filmene, så det er ikke noget filmen lider under. Kort sagt handler filmen om, at en ondsindet rigmand ønsker at overtage verdensherredømmet og genopbygge verden i sit eget billede. Den eneste mand der kan stoppe ham og hans diabolske planer er Frank Drebin (jr.). Historien bliver i bedste stil konstant afbrudt af absurditeter (her ment som noget positivt) og slapstickhumor som er smukt udført. Nutidigheden er godt integreret her – jeg fangede en spidshed til O.J. Simpson (som spillede med i de originale film), en morbid joke om Cosby og rigmandsskurken som er en tydelig reference til Elon Musk.

For at give et eksempel på formen for absurditet der findes i filmen, vil jeg beskrive en kort montage efter, at Frank Drebin (Liam Neeson) finder sammen med Beth Davenport (Pamela Andersson). Drebin og Davenport tager på en romantisk getaway til en hytte i de sneklædte bjerge. Mens den romantiske montage udspiller sig, kører en kærlighedssang ( jeg allerede har glemt titlen på) som fuldender sekvensen. I montagen ser vi, hvordan de finder en bog om sort magi og derefter ses hovedpersonerne siddende midt i en seance som resulterer i, at de giver snemanden, som de tidligere lavede, liv. Efterfølgende begynder en hed trekant mellem Drebin, Davenport og snemanden. Hovedpersonerne udelukker efter noget tid snemanden fra forholdet, hvilket fører til, at denne forsøger at myrde Drebin. Montagen slutter, da Davenport hugger snemandens hoved af med et katana, og det langsomt opløses i jacuzziens varme vand.

Hvis du som læser nu sidder med en eksistentiel undren i form af "hvad har jeg lige læst", så var det nøjagtigt den samme følelse jeg havde, da jeg oplevede sekvensen.

Jeg tror det, som overraskede mig mest i filmen, var nok, at Neeson og Anderson faktisk var virkelig sjove i filmen. Neeson spiller altid nogle alvorlige roller, men fik lavet en smuk overgang fra alvor til komedie her. Anderson kender jeg ikke fra andet end Baywatch-serien fra 90'erne, og der var hendes rolle meget endimensionel. Neeson spiller Frank Drebin Jr. med den samme stoiske alvor som Leslie Nelson havde i sine filmen – en betjent der tager sit job seriøst – måske endda lidt for seriøst, og her passede den alvorlige profil han har skabt gennem sine roller i f.eks. Taken-filmene virkelig godt. Kontrasten mellem alvor og komedie i Frank Drebin-karakteren er fantastisk og underholdende.

Desuden som den gamle hund jeg er, vil jeg nævne, at det er fedt med en film der ikke varer to timer eller derover.

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, uden tvivl – især hvis man kan lide de oprindelige film. Jeg har ikke oplevet så mange højlydte grin fra publikum før (inklusiv mig selv), og jeg synes virkelig de bidrager til den gode oplevelse af et filmfællesskab. Så se denne film - og grin løs.

- Jonas