Nobody 2 (2025)

Mine forventninger til denne film var lidt høje, da jeg virkelig godt kan lide den første. Actionfilm er en lidt sjov størrelse for mig, for jeg er ret vild med actionfilmene fra 80'erne og 90'erne med Arnold, Sylvester og co. Det bunder helt sikkert i nostalgien og fordi det er noget jeg har delt med min far. Dog holder det mig ikke fra de nyere actionfilm. Jeg lyder lidt gammel, men nogle gange bliver det bare lidt for vildt (og nej jeg er ikke 100 år gammel).

Lige præcis den første Nobody var det jeg havde brug for som en gateway til de "nye" actionfilm. Den var frisk og sjov med en god historie og et godt cast - og så er den hæsblæsende. Hold da op – jeg siger bare, busscenen er nok noget af det fedeste jeg har set længe (if you know, you know).

Nobody 2 fortsætter, hvor Nobody 1 sluttede. Hutch Mansells (Bob Odenkirk) hemmelige fortid som elite agent (eller one-man-army) er kendt for hans familie, og han har genoptaget jobbet for at tilbagebetale en gæld som fik ved at brænde Obshaks penge i den første film (virkelig fedt at der bygges videre på historien fra den første). Arbejdet tærer dog på hans familieliv og rolle som far, og for at gøre det godt igen, inviterer han sin familie til Plummerville som er en by med tilhørende forlystelsespark. Alt er dog ikke lutter ferieidyl, og før han ved af det, er Hutch endnu en gang i ballade op til begge ører.

Bob Odenkirk er fantastisk i denne rolle, og helt sikkert det bedste ved filmen. En lille grå kedelig familiefar smukt realiseret helt ned til hans ansigtsudtryk, som er præget af, at han er en træt mand. I starten havde jeg lidt en skeptisk følelse omkring Odenkirk i denne rolle. Jeg forestiller mig det var lidt den samme følelse som dengang Bruce Willis blev castet som John McClane i den første Die Hard (1988). Tidligere var Willis kun kendt fra komedier og tv-serier, og derfor var skiftet til action en overraskelse og et kritikpunkt for mange, der mente, at han ikke ville fungere i rolle, men det gjorde han. Det er lidt det samme her, hvor den komiske Saul fra Breaking Bad og Better Call Saul bliver kombineret med John Wick – det burde ikke virke, men det gør det – og det er fantastisk.

Hutch-karakteren har en slags tosidethed ligesom Jekyll and Hyde. På den ene side stille, rolig og kærlig far, hvis højeste prioritet i livet er sin familie. På den anden side et krydsermissil som rettes mod the bad guys og fuldstændigt (og meget fantasifuldt) pulveriserer dem. Desuden er han en mere realistisk action helt. Lidt ligesom Daniel Craigs James Bond, kommer Hutch også tilskade og klarer ikke alting uden en skamme. Det er en god tendens hos actionhelte som tidligere nærmest var usårlige. 

Et andet virkelig godt aspekt ved filmen, er actionen deri. Det er godt og intenst og vidunderligt. Jeg siger bare, at Andebådsscenen er min nye busscene! Det er i bund og grund en scene, hvor nogle håndlangere har omringet Hutch, og lige inden de skal til at angribe, kommer der flere turister på båden og rundsejlingen begynder. Scene er sjov, og kampen foregår lidt uset af turisterne. Det komiske danner en virkelig og tydelig kontrast til intensiteten af tæsk som håndlangerne får. Imens knytnæveslagene flyver vildt og uhæmmet, bliver der spillet "When the Saints Go Marching In" for fuld hammer. Det eneste jeg kan sige er, at det virkelig fuldender scene.

Det er dog ikke kun lutter ros. Der er nogle ting der trækker filmen lidt ned. Historien er ikke så god eller fængende som i den første film, og det her format som en familieferiefilm er lidt malplaceret. "Men Jonas, man ser da ikke en actionfilm for historien" hører jeg jer sige - og nej, okay fair point.
En anden ting der fylder lidt mere er de andre roller; Becca Mansell (Connie Nielsen) er lidt en tynd kop te heri. Hun kommer til at virke lidt bipolær i sin karakter, da hun i en enkelt scene formår at være knust over, at Hutch har bragt familien i fare til nærmest næste sekund at være intenst motiverende omkring hans job – det virker lidt mærkeligt.
Noget andet der er lidt mærkeligt, er the big baddie, Lendina (Sharon Stone) som virker ret tam og ofte ret overdrevet. Jeg tror, at et bedre valg havde været at give sheriffen (Colin Hanks) lidt mere dybde og ladet ham overtage styringen i byen. Det virkede ret meget som om det var meningen længe, og havde faktisk været en bedre løsning end Lendina. Cameoen med Christopher Lloyd og RZA er også lidt udspillet her – altså det var sjovt men spøjst i den første, men måske lidt kedeligt her at køre i det samme.

Så all in all, er filmen værd at se. Ja, det er den - den var sjov og actionfyldt. Den er ikke et mesterværk, men heller ikke dårlig. Den er et godt gensyn med et fedt filmunivers. Jeg synes, at den første havde mystikken omkring hans baggrund som var bærende for filmen og er nok den bedre af filmene, og en del af denne mystik var ikke tilstede i toeren, hvor familien kender hans hemmelighed. Jeg tror, at min fætter udtrykte det perfekt, da han sagde, at man nok skal se dem i forlængelse af hinanden som en samlet oplevelse, og dette kan man sagtens, da de ikke er frygtelig lange.

- Jonas