Obsession (2026)

Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at 2026 er et virkelig godt år for gysere (og vi har stadig nogle potentielt spændende film at kunne se frem til i efteråret f.eks. Resident Evil (2026) og Evil Dead Burn (2026). Da jeg gik ind til Obsession havde jeg absolut ingen forventninger til filmen, ud over den summen der så småt begyndte, da filmen udkom. Filmens instruktør Curry Baker var umiddelbart ukendt for mig, men da jeg skimmede hen over hans tidligere film, så jeg én som jeg kendte – The Chair (2023). Trods det faktum, at filmen kun er cirka 20 minutter lang, så slår den virkelig hårdt og er virkelig forstyrrende – faktisk til en sådan grad, at jeg stadig kan huske den klart i dag (selvom det er år siden jeg tilfældigt så den på Youtube). Hvis man er bekendt med The Chair, kan jeg afsløre så meget, at virkelig meget af det, der fungerer i denne film, er ført over i Obsession.

Jeg vil så vidt muligt undgå spoilere, udover hvad der er vist i traileren, men jeg vil fremhæve nogle enkelte scener for bedre at kunne forklare mine pointer. Hvis du vil gå ind til filmen helt uden at vide noget som helst, vil jeg anbefale, at du kommer tilbage efterfølgende og læser anmeldelsen.

Resume:
Vi følger den stille, unge mand Bear (Micheal Johnston) der er håbløst forelsket i sin veninde Nikki (Inde Naverette), men han tør ikke fortælle hende, hvordan han har det. Da han en dag beslutter sig for at købe en gave til hende, besøger han en okkult forretning og finder en "One Wish Willow" – en kvist som man knækker efter, at man har fremsagt et ønske. Senere samme dag kører Bear Nikki hjem efter, at de har haft quizaften med deres venner, Sarah (Megan Lawless) og Ian (Cooper Tomlinson). Da Nikki konfronterer Bear omkring hans følelser for hende, tør han ikke fortælle hende, hvordan han har det, og da han fornemmer, at øjeblikket forsvinder, kommer han i tanke om "One Wish Willow" som han ville give Nikki. Han fremsiger sit ønske om, at hun skal elske ham over alt i verden og knækker kvisten. Men det viser sig at blive et livsforandrende ønske og ikke af det gode.

Hvad gør filmen godt?

Jeg tror, at det punkt, hvor filmen brillierer allermest er, hvordan den blander uhygge og ubehag. Filmen er superklam (og ikke kun i de grafiske scener), især når man kommer til at tænke over handlingen efterfølgende. Jeg tror, at de scener der især realiserede ubehaget for mig var, hvor Nikki bryder med den trancelignende tilstand som hun er i, og frygten som hun er fanget i bliver tydelig (dette fremhæves også virkelig meget i scenen, hvor Bear snakker med kundeservicen).
Derudover er Bakers brug af pludselige, unaturlige og overdrevne ansigtsudtryk, stemmelejer og bevægelser geniale og absolut tåkrummende ubehagelige i filmen. I starten af filmen er der en scene, hvor Nikki og Bear er på date. Bear konfronterer Nikke i en løgn som hun har fortalt, og hendes reaktion er vanvittig. Langsomt begynder hun at hæve stemmen, og hendes råben danner en sygelig kontrast til den vilde glæde i hendes vidt åbne øjne og hendes store smil. I denne scene gav Nikki mig de vilde associationer til klimaksscene i Sleepaway Camp fra 1983 – en scene jeg vil vove at påstå, at du aldrig glemmer, når du først har set den. De her brud med den normale adfærd gør, at man under hele filmen sidder på nåle, fordi man aldrig helt kan regne ud, hvad der kommer til at ske. Flere gange oplevede jeg, hvordan min krop helt instinktivt pressede sig tilbage i stolen, fordi jeg nærmest var oppe at stå på tæer – Det var en vildt fed oplevelse!! Og bagefter filmen, som jeg sad i bussen på vej hjem, var jeg efterladt med et ubehag som kun Ari Aster tidligere har kunnet fremkalde i mig.

Hele tematikken med ønsket og at man skal passe på, hvad man ønsker sig er virkelig god. Filmen bliver nærmest en slags parodi på kærlighedsfilm (ganske vist en meget dyster parodi) og fra filmens begyndelse og lige indtil, at Bear fremsiger sit ønske, kunne filmen sagtens have været en romantisk komedie med sin lighthearted og godmodige stemning. Efter Bears ønske, bliver filmens stemning iskold med en sådan øjeblikkelighed, at det faktisk bidrager til det forstyrrende ubehag som man oplever som seer.
Lad os snakke lidt mere om selve ønsket. Bears ønske er et ønske om, at hans kærlighed til Nikke bliver gengældt, og det er et ønske som mange sikkert har haft på et eller flere tidspunkter i deres liv (muligvis i de mere ensomme teenageår). Denne grundlæggende relaterbarhed fungerer virkelig godt, fordi man kan sætte sig i Bears sted, og derfor tror jeg også, at udfaldet eller den skævvredne opfyldelse af ønsket rammer ekstra hårdt. I sin essens leger filmen gennem sine scenarier med spørgsmålet om, hvad nu hvis ens ønske går direkte imod den andens vilje? Og jeg synes, at det er her filmen virkelig udfolder sig og udpensler denne virkelighed mesterligt. Filmen sætter som sagt en masse tanker i gang, så derfor vil jeg rette fokus mod en som jeg havde, da jeg havde set filmen og som I måske kunne overveje, når I har set den. Jeg føler, at filmen leger lidt med ideen om Obsession (eller besættelse), men hvem er det egentlig, at titlen/begrebet er rettet imod? Er det Bear som fremsiger ønsket på baggrund af sin forelskelse eller er det Nikki efter ønsket har taget hold i hende? Den kan I lige tygge lidt på.

Skuespillerpræstationerne er alle virkeligt gode i filmen, men Inde Navarette der spiller Nikki stjæler fuldstændigt fokusset, da hun så gennemført formår at fange en stemning af modvillig og absurd hengivenhed i sit skuespil. En kæmpe del af det som gør filmen virkeligt ubehagelig bliver skabt af Navarettes skuespillertalent. Bear spillet af Micheal Johnston gør det også godt og formår at præsentere os for en meget stille, godhjertet og relaterbar karakter som på mange punkter er taget direkte ud fra en romantisk komedie som den lidt for flink "taberkarakter" som får pigen til sidst.

Hvad gør filmen mindre godt?

Her har jeg faktisk ikke noget – altså man vil godt kunne pille filmen fra hinanden og måske argumenterer, at den virker meget "indie", men i stedet vil jeg fremhæve, at filmen er virkelig god og sammenhængende (og helt sikkert en af årets bedste gyser) på trods af dens budget (som er under en million dollars, hvilket er helt absurd, især når man tænker på, hvor meget den har indtjent).

Bonus: Selvom jeg ikke har haft tiden til at se samtlige af hans film, vil jeg stadig anbefale jer at se Curry Bakers kortfilm og en stor del (hvis ikke alle) ligger på Youtube. Indtil videre har jeg som sagt kun set The Chair – men denne var kanon, og hvis den fortæller noget om det generelle niveau, så bliver I ikke skuffet.

All in all, er filmen værd at se?

Jaaaaa mand! Jeg tror, at den på nuværende tidspunkt er den bedste film som jeg har set i år. Den har en helt fantastisk ubehagelig uhygge som sætter sig dybt og bogstaveligtalt kravler ind under huden på én. Jeg vil ikke sige mere udover, at man skal se den, opleve den og efterbehandle den – det er en virkelig enestående film. 

- Jonas