One Battle After Another (2025)

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle se denne film. Jeg havde efterhånden set traileren en del gange, og den vakte ikke rigtigt ikke min interesse. Dette betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig film. Nogle gange afslører trailerne for meget og spolerer filmen, og nogle gange afslører de for lidt og mislykkes i at fange publikums opmærksomhed – det er en hårfin grænse at lave en god trailer.
Jeg havde også hørt om de mange gode anmeldelser (en lille alarm begynder at ringe i mit hoved) – jeg er ærlig talt lidt loren ved det, fordi jeg har brændt nallerne på "de gode anmeldelser" før (og, ja, Weapons, det er dig jeg snakker om). Men hey, Paul Thomas Anderson har også instrueret Magnolia (1999) og There Will Be Blood (2007), så det kan ikke gå helt galt, vel… Vel?

Pat Calhoun (Leonardo DiCaprio) og Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor) er medlemmer af den militante modstandsgruppe French 75. Da de befrier fangede immigranter fra et dentention center, ydmyger Perfidia øverstbefalende officer Steven Lockjaw (Sean Penn) seksuelt. Efterfølgende begynder han at lyste efter og forfølge hende. French 75 udfører en del aktioner og bombninger af banker, kontorbygninger og et elværk. Lockjaw fanger Perfidia under plantningen af en bombe, men går med til at lade hende gå, hvis hun har sex med ham.
Da Perfidia senere føder Charlene (Chase Infiniti), forsøger Pat og hende at slå sig ned og etablere en lille familie, men Perfidia kan ikke finde sig til rette i denne nye tilværelse, og ender med at forlade Pat og Charlene. Perfidia fortsætter aktionerne med French 75, og under et bankrøveri myrder hun en mand og bliver anholdt. For at undgå straf stikker hun de resterende medlemmer af gruppen til Lockjaw. Dette betyder, at Pat må flygte med Charlene og gå under dække som Bob og Willa. Men deres fortidige handlinger vil komme til at hjemsøge dem 16 år senere.

Historien i filmen tager et kæmpe tilløb og begynder i fortiden, og denne del kan jeg virkelig godt lide. Jeg synes, at historien kunne gå i mange forskellige retninger derfra. Da den bevæger sig 16 år frem, og motivationen for Lockjaws jagt efter Pat og Charlene/Willa bliver præsenteret, er historien ret forudsigelig, kedelig og uden nogle overraskende twist.
Det første som slår én ved filmen er, at den er meget lang (ganske vist er der reklamer og lignende, men turen i biografen fra jeg satte mig og til filmen sluttede var i alt tre timer). Det at man ser ALT i filmen har en fed effekt, fordi man kan følge med i det hele, men kunne det kortes lidt ned? Ja – det kunne den godt, og jeg vover at påstå, at instruktøren ville kunne sige det samme med mindre.
Filmen er lidt svær at beskrive – fundamentalt handler den om en familie der er fanget i et trekantsdrama – mellem Pat, Perfidia og Lockjaw (og uden for det hele, men særdeles blandet ind i det hele er Charlene/Willa.

En ting som er meget væsentlig i filmen og som hurtigt bliver tydelig er, at der er meget langt imelem likeable karakterer heri (Willa er nok den eneste sympatiske karakter deri).
Perfidia bliver præsenteret en inkarneret revolutionær (hendes mor beskriver, hvordan revolution ligger i hendes gener). Jeg synes dog, at hun virker meget arrogant, rapkæftet og hendes forhold til Lockjaw er ret skummelt – fra starten leger hun med ham, men det udvikler sig derfra. Hendes forhold med Pat er også meget spøjst. Selv da hun er gravid, har hun svært ved at acceptere, at dette betyder en omrokering af hendes prioriter. Pat bliver en god modsætning til hende, og især efter Charlene/Willa kommer til verden. Barnet bliver hans mission, mens revolutionen stadig er hendes. Perfidia føler, at hun taber sig selv i rollen som moder og er kun interesseret i at tilfredsstille hendes egne behov. Som publikum hader man hende allerede før hun stikker hendes gruppe i ryggen og efterlader hendes datter for at redde sit eget skind.

Pat er den eneste karakter som jeg kunne lide (men det var kun i starten). Han flygter med sin datter for at give hende en sikker fremtid. Well, holder han denne stil og giver hende et godt og solidt liv? Nej da, han misbruger stoffer og alkohol indtil han er blevet paranoid i en sådan grad, at han tvinger sin frygt ned over hovedet på datteren og påvirker hendes liv negativt. Hans heroiske rejse kommer til at virke ret ynkelig, når man sammenligner den handlekraft og kunnen han havde tilbage i sin tid hos French 75 med hans personlighed 16 år senere. Jeg synes heller ikke rigtig, at rollen udnytter det skuespillertalent som Leonardo DiCaprio besidder.

Lockjaw er den mest utiltalende karakter, jeg har oplevet i en film længe. Han kan nok bedst beskrives som en lille hårdtpumpet bulldog af en mand. Hans væremåde over for alle andre karakterer er skummel (af mangel på et bedre ord), og hans fascination af Perfidia bliver nærmest en besættelse, og hans såkaldte efterforskning fremstiller ham mere som en stalker. Han er en militærmand med et skrøbeligt ego og måske en mere skrøbelig maskulinitet. Jeg er med på, at filmen karikerer ham for, at vi kan forstå, at han er en skidt fyr (især igennem hans replikker), men den bliver ved, og ved og ved, og til sidst får man lidt nok. Det bliver direkte irriterende - giv ham nogle nuancer eller noget dybde, i stedet for at lave en flad karakter til et hul, fordi man bliver ved med at banke den samme egenskab ned i karakterer igen og igen – We get it!

I denne forbindelse, vil jeg også nævne tonen i filmen – den bliver ret barnlig. F.eks. er der Christmas Adventurers Club som er denne hemmelige organisation der består af magtfulde mænd og som Lockjaw hjertens gerne vil være medlem af. Hvordan skal vi vise, at klubben er racistisk og semi-nazistisk? Lad os få medlemmerne til at bruge en hel masse racistiske skældsord og snakke en masse om racerenhed, udrenselse og lignende.
Jeg synes bare, at det hele bliver så karikeret, at jeg som publikum ikke behøver at bruge min hjerne eller tænke over filmen bagefter, fordi det hele bliver serveret for mig.
Jeg forestiller mig en god film som at nyde et godt måltid. Man tager sig tid til at tygge og smage på maden for at fange alle smagsnuancerne. Efterfølgende tænker man over, hvordan de forskellige smagselementer fungerede sammen. One Battle After Another er et simpelt måltid, hvor maden faktisk er tygget for én, og der er små beskrivelser af, hvad det er meningen, at man skal få ud af maden. Den er en filmoplevelse, hvor selve oplevelsen er taget ud af det.

Okay - som det nok er ret tydeligt nu, er jeg ikke betaget af denne film. "Men Jonas – siger du så, at filmen slet ikke havde nogle positive punkter?" hører jeg jer sige. Jo, det har den selvfølgelig.
Filmen har nogle gode kameraeffekter, især biljagten, hvor man ser vejen optaget fra forenden på bilerne – det er vildt, dynamisk og innovativt! Filmen indeholder mange jokes og sjove sekvenser (dog ramte de meget ved siden af, og var ikke lige i min smag, men nogle af de lidt ældre blandt publikum grinede meget). Musikken var også ret fed – ofte dannede den ret stille og stilede musik en stærk kontrast til det mere dynamiske som skete på lærredet imens.
Filmen havde også nogle sekvenser og handlingsdele som var meget samfunds- og autoritetskritiske. Flere steder skildrede filmen, hvordan militæret blev brugt af Lockjaw for at fremme sin egen dagsorden. F.eks. sætter han på et tidspunkt sin egen mand ind blandt fredelige demonstranter for at kaste molotovcocktails efter politiet, så poltiet kan anvende magt med god samvittighed. Dette sammen med Lockjaws had til immigranter er en meget relevant reference til den nuværende politiske situation i USA. Disse elementer af filmen er meget gode.

Slutningen var som sagt ret forudsigelig, men havde en lille twist i forhold til Lockjaw som jeg ikke vil afsløre. Slutningen berører også tematikken i forhold til konsekvenserne ved ens handlinger og hvordan man skal leve med disse. Dette er en tematik som er gældende for stort set alle filmens karakterer. Slutningen giver dog en fin forløsning på den spænding der er i Pat og Charlene/Willas forhold.

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, den er okay. Jeg tænker ikke, at den nødvendiggør, at man skal betale for at se den i biografen. Hvis man er nysgerrig, så vent og se den, når den kommer på en streaming service. Er det "Årets bedste film" som jeg så var en overskrift til den et sted? Absolut ikke – jeg kan slet ikke forstå, at anmeldere er så fortryllet af denne film. Den er middelmådig og okay – nothing more, nothing less. 

- Jonas