Predator: Badlands (2025) 

Jeg gik ind til denne film med forventninger om en god og underholdende film, fordi Dan Trachtenberg tidligere har givet franchisen nyt liv med Prey og Killer of killers. Jeg var dog og er stadig lidt splittet i forhold til Predatoren eller Yautjaen (Dek) som er filmens hovedperson. Det giver et spændende indblik i Yautjakulturen, og en talende yautja giver endelig en fortåelse som man ikke har haft tidligere i nogen af Predatorfilmene, men det er virkelig mærkeligt at se yautjaen menneskeliggjort og sat i rollen som helten, når man er vant til, at den er den faretruende skurk som nådesløst jager sit bytte gennem såvel jungle som byer. Jeg vil referere til handlingen, men undgår store spoilere - dog har jeg én lille spoiler med, men jeg skal nok advare inden den kommer. 

Filmen begynder på Yautja Prime, hvor yautjaerne, Dek og Kwei, træner for at forberede Dek (Dimitrius Schuster-Koloamatangi) på sin første jagt, hvis fuldførelse vil gøre ham til del af klanen, og hvis det mislykkes, bliver han forvist fra klanen for evigt (så ikke noget press eller noget). Dek vælger væsnet Kalisken som findes på planeten Genna som sit første bytte. Et væsen som eftersigende er udødeligt. Forberedelser bliver afbrudt af deres far, der beordrer Kwei (Michael Homik/ Stefan Grube) til at dræbe Dek og dermed fjerne svagheden fra klanen. Da Kwei nægter at gøre dette, bliver han dræbt af faren, men inden han dør, sender han Dek afsted mod Genna og redder hans liv. 
Da Dek ankommer til Genna, møder han androiden Thia (Elle Fanning) som leder efter sin modpart Tessa (Elle Fanning). Thia foreslår en alliance mellem hende selv og Dek, men ikke alting er som det umiddelbart lader til. 

Kemien mellem yautjaen Dek og androiden Thia er en af filmens højdepunkter. Thia foreslår et partnerskab, så de begge kan på deres mål, da hun besidder en masse viden omkring både flora og fauna på Genna. Genna er en smuk og frodig planet, men en farlig én, hvor alt (og jeg mener ALT) ihærdigt prøver at dræbe én - nærmest ligesom Australien på steroider (selv græsset på Genna er nogle steder som barberblade). 
Dek er en stolt kriger fra en kultur, hvor en krigers værd bliver bedømt ud fra, hvor farligt et bytte han nedlægger. Hans største ambition er at vise sit værd, og han er bestemt ikke en teamplayer (en bestemt scene viser ham løbe imod Thia, og man har et øjeblik en forhåbning (ligesom Thia har) om, at han nu redder hende - men i stedet løber han lige forbi hende for at samle hendes våben op). Thia (og Bud) lærer gradvist Dek om følelser og fælleskab. De knyttes tættere sammen gennem deres tid på Genna, og Dek virker til at indse, at sammenhold ikke er den svaghed som hans opdragelse har beskrevet det til at være. Jeg vil næsten beskrive deres makkerskab som det man før i tiden så i buddycop-film. 

Inden jeg så filmen, stødte jeg på mange overskrifter fra anmeldelser som beskrev filmen som værende disneyficeret, og ordet har jeg tygget lidt på, for nogle steder beskriver det en "blødgørelse" af franchisen for at rette den mod en større målgruppe, og dette er jeg ikke enig i, er tilfældet i filmen. Dog synes jeg, måske der er tale om en disneyficering, når man ser på filmens formel - denne er nemlig set før. Lad mig forklare det således: En følelsesdistanceret og traditionspræget kriger møder en usandsynlig allieret som lærer krigeren om følelser og et ubrydeligt bånd mellem de to skabes. Dette beskriver kort og koncentreret Predator: Badlands, men det beskriver også The Mandalorian, som er en anden af Disneys produktioner. Er dette et problem, der på nogen måde forringer filmen? Slet ikke - jeg kunne godt lide The Mandalorian, og jeg kan faktisk endnu bedre lide Predator: Badlands. 

Hvad gør filmen godt? Den er virkelig fed og rigtig god underholdning. På trods af filmens alvorlige tone i traileren, var der faktisk også mange sjove og endda rørende scener. Den er spækket med action og flotte effekter, især planetterne der optræder i filmen er flotte og fantasifulde både i forhold til økosystemerne og dyrelivet. Elle Fanning spiller fremragende og skaber en troværdig og dragende personlighed for både Thia og Tessa.

Og nu til den mindre spoiler i filmen, så her er min advarsel: 

Jeg har indtil nu kaldt Thia og Tessa for androider, men mere præcist er de syntetiske mennesker eller synths. Et begreb som enhver sci-fi fan vil kunne placere som hørende til i Alien-universet. Desuden er hele synthholdet udsendt af ingen andre end Weyland-Yutani-koncernen (Cue - Bombastisk Musik). Hermed signaleres det, at Disney samler Alien-universet og Predator-universet. 
Hvis vi leger lidt videre med disneyficeringskonceptet kommer dette også til udtryk her, fordi Disney tidligere har samlet deres film og serier i et stort sammenhængende univers f.eks. Marveluniverset.
Hvad synes JEG om dette? Hmm, det kommer meget an på, hvad der sker herefter. Disney har søsat Alien- Earth, en Alien-serie med et anderledes fokus der følger de syntetiske mennesker, og nu har Disney en anderledes Predatorfilm, hvor hovedpersonen er en yautja. Jeg kan godt lide nye takes på ting, så jeg er forsigtigt positiv på, hvad fremtiden bringer. 

Hvad gør filmen ikke så godt? Selvom den forsøger på ikke at være det, så er historien ret forudsigelig, og slutningen synes jeg var ret skuffende. Jeg sad lidt tilbage med en følelse af, hvad der nu sker herefter. Kommer der efterfølgere hertil? Sandsynligvis, men på en måde kan jeg slet ikke se, hvad disse skulle handle om. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, helt bestemt! Både for fans af de tidligere film og folk der endnu ikke har set de tidligere film. Dan Trachtenberg holder den gode stil med denne film. 

Bonus: Som en lille fun fact, så er stemmen tilhørende Kweis rumskibscomputer faktisk brødrene Matt og Ross Duffer som er mest kendte som instruktørerne på serien "Stranger Things"

- Jonas