Primate (2026)

I livet er der nogle urokkelige årsagssammenhæng som vi kan bruge som livsfilosofier; Hvis vi lægger hånden på kogepladen, brænder vi os. Hvis vi ser en film af Zach Cregger, kommer vi til at føle, at vi har spildt vores liv. Og hvis vi vælger at have en chimpanse som kæledyr, jamen så er der nogen der på et tidspunkt får revet deres ansigter af.

Med sagt fik jeg set abekattefilm! Jeg indrømmer, at jeg gik ind til Primate med lave forventninger efter at have set traileren som efterlod mig lidt med en lunken mavefornemmelse (en mavefornemmelse der blev lidt mere urolig af, at jeg absolut intet har hørt omkring om den efter, at den kom i biografen). Læs med og find ud af om Primate er et mesterværk eller en abekat-astrofe (Ja, jeg finder selv ud).
Jeg vil undgå spoilere, men jeg vil i den grad ikke undgå lamme abe-puns, så nu er du advaret.

Resume:

Filmen handler om Lucy (Johnny Sequoyah) der vender hjem til Hawaii for første gang siden sin mors død. Sammen med hende rejser hendes bedste veninde Kate (Victoria Wyant), og Lucy finder ud af, at Kate har inviteret Hannah (Jessica Alexander) som Lucy har det lidt stramt med. Da de kommer hjem, er Lucys far (Troy Kotsur) glad for at se dem igen, men han skal desværre rejse kort tid efter. Lucys søster Erin (Gia Hunter) føler, at Lucy svigtede hende ved at rejse og er kold over for Lucy til at starte med. Familiens sidste medlem er Ben (Miguel Torres Umba) som er en chimpanse der blev introduceret til familien gennem morens arbejde. Til at starte med er det et kærligt gensyn, men langsomt går det op for vennerne, at der er noget galt med Ben. 

Hvad gør filmen godt?

Den helt store stjerne i denne film er effekterne. De er voldsomt fedt lavet, især ved de meget grafiske body horror drab som filmen er fyldt med. Jeg ville have skrevet noget i stil med, hvordan jeg som fan af body horror sad og klappede i mine små hænder, men indså, at det faktisk lyder lidt psyko, så i stedet skriver jeg; "Som fan af body horror-genren sætter jeg pris på den indsats der er lagt i de groteske og gruopvækkende effekter." Hvis vi skal være helt i detaljer (OG det skal vi), så hører filmen inde under undergenren Natural Horror som er gysere som omhandler naturen enten i form af plante- og dyreliv (jeg lærte noget i dag). Filmen gør meget brug af practical effects, og det synes jeg jo altid er et virkelig godt element (som også er med til at sikre, at filmen kommer til at ældes med ynde). Jeg synes tit, at man sad med et sug i maven (f.eks. i scenen, hvor Ben river ansigtet af dyrlægen) og det er abekatme en fed følelse.

Et andet element der fungerede godt ved filmen, var de praktiske effekter som er brugt ved Ben. Chimpansen er nemlig spillet af en skuespiller i kostume, og Miguel Torres Umba lægger en stor og god indsats i at portrættere Ben som både en elskværdig del af familien (som luller seeren ind i en falsk tryghed for at forstærke gennemslagskraften af ændringen, når denne sker) og samtidig en utilregnelig og bestialsk dræber. Faktummet, at det er et menneske i kostume, er både et nik til de mere Old school monsterfilm og så fungerer det virkelig godt i bestemte scener. Her tænker jeg især på den scene, hvor to af pigerne gemmer sig i et skab, og det kun er det hængende tøj der adskiller dem fra Ben. Scenen er meget intens, og det at der er tale om en menneskelig skuespiller gør det muligt, at især øjnene får et særligt udtryk i close-ups som jeg tvivler meget på kunne laves til samme vellykket resultat med CGI. Dette leder mig til et andet punkt som jeg rigtig godt kunne lide ved filmen, og det er, at filmen faktisk (på trods af en lidt intetsigende historie) havde nogle virkelig intense horror-scener.

En anden måske mere overordnet god ting ved filmen er, at den på trods af et lille budget faktisk bruger dette virkelig godt. Jeg synes, at det begynder at lade til at være en tendens ved film af Johannes Roberts (en instruktør som vi kender fra Resident Evil: Welcome to Raccoon City), at pengene bliver brugt fornuftigt (og ikke alle sammen forsvinder på markedsføringen som er tilfældet med en del af de større produktioner).

Hvad gør filmen mindre godt?

Ovenfor nævnte jeg, hvordan kostumet fungerede virkelig godt i nogle bestemte scener. Desværre, var der overordnet set flere scener i filmen, hvor kostumet ikke fungerede. Her var der tale om scener, hvor Ben ser forkert ud – f.eks. er for stor, er disproportional eller hvor kostumet bare ser virkelig tarveligt ud (og dette sker trods et godt kamera og lysarbejde for at undgå præcis dette).

Et andet aspekt som er lidt ærgerligt ved filmen, er historien. Eller det vil sige manglen på samme. Filmens overordnede historie er både overfladisk og forudsigelige – faktisk til en sådan grad, at holdet bag har følt sig nødsaget til at starte ud med et spring frem i tiden, hvor Ben river ansigtet af en dyrelæge, bare for at holde folks opmærksomhed indtil abekattestregerne begynder. Det slår mig egentlig, mens jeg sidder og skriver anmeldelsen (og jeg lige har set filmen for en halv time siden, da jeg skriver dette), at jeg kan ikke beskrive en dybere historie end at aben går apeshit (pun very much intended).

Et yderligere punkt som jeg synes er værd at nævne er, at filmen er meget åbenlys og direkte omkring fokusset på rabies fra starten, og nu er jeg hverken dyrelæge, veterinærpatolog eller Jane Goodall, men nogle gange virkede det til, at rabiesen gjorde Ben både mere intelligent og ligefrem bevidst sadistisk til en sådan grad, at jeg flere gange kom i tvivl om der var tale om en dæmon klædt ud som chimpanse. Mordene var gennemtænkte og overlagte, og ikke udført i galskab og aggression som jeg forestiller mig en abe med rabies ville gøre det (altså, hvor den så at sige gør bananas). Flere gange virkede Ben til at hvile i sit vanvid (f.eks. lokkede han en af pigerne til at række ham sin hånd, hvorefter han brækkede den, og ved en anden lejlighed brød Ben ud i latter efter at have myrdet en anden af vennerne). Filmen trækker altså fremstillingen af Ben som værende ond lige til stregen af hvad der virker troværdigt, og ofte også hen over stregen og ind i det absurde.

Filmen gør alt i alt rigtig meget for at være uhyggelig, men i sin helhed synes jeg ikke, at det lykkedes for den at være det. Den havde nogle øjeblikke, hvor den blev intens, men der var få af disse og der var ret langt imellem dem.

All in all, er filmen værd at se?

Altså jeg vil anbefale filmen til alle der overvejer at anskaffe sig en chimpanse som kæledyr. Her kan filmen virke som en slags cautionary tale (en guldfisk eller en hamster river ikke ansigtet af dig, just saying). Ej, spørg til side, jeg tænker bestemt ikke, at man går glip af noget, hvis man vælger at springe denne over. Og hvis man nu sidder med et brændende behov for at se den, så vent til den er udkommet på streaming. Jeg vil sige, at det er en fjollet film – og jeg tvivler på, at nogen ville læse et handlingsreferat af denne og tænke, at dette er en seriøs eller tankevækkende film, men derfor kan den stadig godt have nogle interessante aspekter og være underholdende, hvis man går indtil den med de rette forventninger. 

- Jonas