Resident Evil (2026)
Jeg gik ind til denne film med virkelig lave forventninger, fordi jeg ELSKER Resident Evil-franchisen og er stadig uforstående overfor, hvorfor ingen har formået at lave en god filmatisering endnu. Derudover gjorde faktummet, at det er Zach Cregger, der står bag filmen, mig også ret nervøs, fordi jeg har set både Weapons (2025) og Barbarian (2022) som begge er instrueret af ham (desuden har han også været inde over Companion (2025) som producer), og ingen af filmene var synderligt gode – faktisk var de ret ringe. Så er tredje gang lykkens gang for Cregger? Læs med her.
Resume:
Bryan (Austin Abrams) er klar til at vende næsen hjem til sin kæreste
efter sin arbejdsdag som kurier, da han pludselig får en ekstra opgave – et organ
skal transporteres til Raccoon City hurtigst muligt. Bryan tager afsted i snestormen, men undervejs begynder
der at ske mystiske ting og før han ved, befinder han sig i midten af en trussel
der kan betyde verdens ende.
Hvad gør filmen godt?
Trods min skepsis kan jeg glædeligt afsløre, at Resident Evil både er en fed og underholdende film (Så virkelig godt gået, Cregger!). Dette tænker jeg hænger sammen med, at filmen hele vejen igennem er tro mod sin identitet og ikke prøver at være seriøs, men holder fast ved at være en horror comedie, og det fungerer virkelig godt.
Et virkelig godt og bærerende aspekt i filmen er dennes
hovedperson, Bryan, som uden tvivl er filmens højdepunkt. Han er både utroligt relaterbar,
likable og vanvittigt sjov i forhold til, hvor uforberedt han er på denne
situation, som han befinder sig i. Faktummet, at han er en civil som vandrer
intetanende ind i udbruddet er virkelig en fed vinkel og en forfriskende
forandring fra den erfarne actionhelt med militær- eller politibaggrund som vi
tidligere har fulgt i RE-film. Hans uforberedthed samt hans benægtelse af tingene der
foregår omkring ham gjorde, at jeg sad flere gange og smågrinte (især hans
små paniske skrigelyde, som han laver under særligt intense situationer, er
virkeligt sjove).
Jeg tror desuden især, at det faktum, at han benægter tingene, der sker er med til at
gøre ham mere relaterbar (første gang han ser en inficeret, konkluderer han
stålfast efterfølgende, at det må være noget som han har forestillet sig).
Som en lille sidebemærkning er jeg helt vild med Bryans gentagne konfrontationer med sin nye ærkefjende, hængelåsen – det er fantastisk, absurd og hylende morsomt hver eneste gang.
På trods af Bryans meget sjove og lidt fjollede tilgang til hele situationen, så
er udviklingen af hans karakter også dyb og til tider rørende (dog kunne denne del
godt have fyldt en smule mere).
Selvom det er en horror comedie (med streg under comedie), så har den stadig et godt element af horror. Der er flere jump scares
i filmen uden at det bliver overdrevet, og så flytter filmen sig
langsomt mere i retning af body horror – og der er nogle ret gode og fede
effekter i forbindelse med dette.
I denne forbindelse er creaturedesignet i filmen også fantastisk, især væsnet som forfølger Bryan igennem hele filmen. Forestil jer en slags Katamari af menneske- og dyredele samt fangarme, der sådan roller afsted som en konstant voksende "kødbold", der hader én. På en smuk filosofisk måde er denne kødbold egentlig et symbol der fortæller historien om Bryans rejse og de udfordringer som han må gennemgå undervejs. MEN filmen tager faktisk afstand fra de mere traditionelle zombier som man kender dem fra andre RE-film, og det fungerer supergodt.
Filmens virus (som aldrig kaldes T-Virus) er anderledes end
dem som man tidligere har set i RE-filmene. Den minder en smule om Las Plagas-virussen
som man kender fra Resident Evil -spillene, og så alligevel ikke. Dette er
endnu et aspekt som jeg virkelig godt kunne lide ved filmen. Generelt synes
jeg, at filmen holder en passende afstand til Resident Evil-franchisen (hvilket
helt sikkert har gjort mange fans vrede, men jeg er vild med det). Resident
Evil-loren befinder sig perifert i filmen – der er titlen, Umbrella er nævnt, Racoon
City er med og der er nogle små hints hist og her, men historien er en historie
om Bryan – en helt almindelig civils oplevelse af the Raccoon City Incident.
Det er forfriskende med en RE-film der ikke er stopfyldt med en masse karakterer og
monstre som ren og skær fanservice (host, host, Paul W. S. Anderson, host).
Hvad gør filmen mindre godt?
Jeg har det en smule ambivalent omkring slutningen af filmen (som jeg selvfølgelige ikke afslører her), men jeg ærgrede mig en smule over den, fordi den afbryder en del af historien som giver Bryan dybde. Jeg læste inden jeg så filmen, at der var en anden slutning på bordet. MEN efterfølgende læste jeg, hvad denne slutning indebar, og 1) forskellen på de to er minimal og 2) slutningen der er med i filmen er overordnet set bedre.
Et andet lille aberdabei er måske mere møntet til fans af Resident Evil-franchisen, men det kan være, at filmen ikke er Resident Evil nok i jeres øjne. Den skildrer historien igennem en civils øjne i stedet for en hærdet militærveterans. MEN eftersom jeg selv er fan af franchisen, holder jeg nok fast ved, at Welcome to Raccon City er den film som er mest tro over for franchisen som helhed. Den nye Resident Evil er nok en af de bedre sådan lidt mere alternative zombiefilm som jeg har set (lidt i stil med Shaun of the Dead (2004) eller One Cut of the Dead (2017)).
All in all, er filmen værd at se?
Ja! Filmen er en forfriskende tilføjelse til en franchise, der efterhånden er præget af alt for mange mangelfulde og direkte dårlige filmatiseringer. Er filmen uhyggelig? Nej, det synes jeg ikke, men den er tydelig omkring sin identitet som horror-comedie og holder denne hele vejen igennem. Dette resulterer i en sjov og underholdende film som jeg klart vil anbefale til både fans af franchisen og folk som hverken kender filmene eller spillene.
- Jonas