Send Help (2026)

Jeg gik ind til Send Help med ret lave forventninger efter at have set traileren. Dels fordi traileren viste for meget i forhold til at afdække handlingen, og dels fordi jeg ikke en kæmpe fan af Sam Raimi og hans film. Ganske vist kan jeg godt lige de gamle Evil Dead-film fra 1981, 1987 og 1992 (som ikke er decideret gode film, men bare stilmæssigt unikke film) og Doctor Strange in the Multiverse of Madness (2022) (måske netop fordi denne film har mange elementer fra Evil Dead filmene). MEN Raimi har også instrueret den oprindelige Spiderman trilogi (2002-2007) som var meget svingende i forhold til kvalitet og selv på sit højeste, var filmene ikke super gode. Og sidst men ikke mindst, så instruede han også Drag Me to Hell (2009) som på mange måder er en af de værste film jeg nogensinde har set. Hvis man en dag opfinder en måde at få spildt tid refunderet, så er det tiden som jeg brugte på at se Drag Me to Hell som jeg vil have tilbage. Desværre var de tydeligste associationer jeg fik, mens jeg så Send Help lige præcis associationer til Drag Me to Hell. Nu skal jeg forklare hvorfor: 

Resume: 

Linda Liddle (Rachel McAdams) er en hårdtarbejdende, men ret usynlig kontorarbejder. Hun drømmer om en forfremmelse, som firmaets direktør har lovet hende, men da selvsamme direktør dør, er det hans søn Bradley (Dylan O'Brien) der overtager rollen som direktør. Bradley er en tyran som bringer et meget indædt miljø af popularitets kultur og golfture, og efter et lidt uheldigt første møde, beslutter han sig for, at Linda ikke passer ind i hans billedet af firmaets fremtid og da slet ikke i højere stilling. 

Linda får dog lov at vise sit værd (det kan argumenteres, hvor seriøst dette tilbud egentlig er) til et møde i Beijing, men flyet som de er med styrter ned, og Linda og Bradley strander på en øde ø. Linda har en fascination af overlevelsesstrategier og Survivor, så hun trives i dette miljø, og pludselig er rollerne byttet om. Langsomt, men sikkert begynder en psykologisk kamp mellem de to, for kan de virkelig stole på hinanden. 

Hvad gør filmen godt: 

Selvom det er meget tydeligt på indledningen, at jeg ikke var vild med filmen, havde den stadig nogle lyspunkter, og forholdet mellem Bradley og Linda er en af plusserne. De har en yderst destruktiv kemi, hvor de gradvist får drevet hinanden op i et hjørne til en sådan grad, at de faktisk får det absolut værste frem i hinanden. I løbet af filmen mens de er på øen, bliver rollerne fra hverdagen byttet rundt, og Linda indtager rollen som den magtfulde, mens Bradley bliver den magtesløse som bare forsøger at overleve Lindas luner. Det er meget forløsende, fordi Bradley var en idiot over for hende tidligere i filmen, men det giver faktisk også nærmest filmen en Misery-agtig stemning. Og lige præcis dette fungerer rigtig fint i filmen. 

Hvad gør filmen mindre godt: 

Ja, punktet omkring det gode i filmen er ret kort denne gang, men desværre er der flere minusser end plusser ved denne film. Humoren i filmen er ikke særlig godt (i min optik), men jeg synes heller aldrig, at humor har været en af Raimis styrker generelt, og selvom der var nogle enkelte sekvenser i filmen der var sjove, så ramte de oftest ved siden af og virkede i stedet absurde (men der var en del blandt publikum som syntes filmen var sjov, så det er en smagssag). 

Et andet punkt, hvor filmen fejler er, at den virker til at sigte efter at være en horror comedy, men den når aldrig mere end thriller comedy (og en thriller er også fint, men man kan mærke, at den vil være mere). Dette skyldes, at filmen i sig selv ikke rigtig er uhyggelig, og den suspense som filmen har er ikke super heller. Desuden bruger den en del jump scares for at skabe uhygge, og det får den ingen point for i min bog - det er simpelthen for let og useriøst. 

Raimi-stilen er desværre også en af minusserne her, fordi jeg synes ikke, at den gør noget gavnligt for filmen. I Evil Dead-filmene er den karikeret helt Ash spillet af Bruce Campbell passende, fordi hele filmen lidt bliver en parodi på horrorgenren. I denne film som har en mere realistisk kontekst, bliver de overspillede karakterer mere absurde, og de overdrevne øjeblikke bliver trukket lige til grænsen og ofte over grænsen. Det er lige præcis her, hvor jeg synes, at filmen begyndte at minde mig alt for meget om Drag Me to Hell. Scenen, hvor Linda dræber et vildsvinet, og vildsvinet til en helt absurd grad kaster blod op på hende, og hun til sidst graver dets øje ud med en pind, havde den samme form for grotekst, over-the-top absurditet som man også så i Seance-scenen i Drag Me to Hell. Begge film indeholder også en opkastscene, hvor personerne igen til en absolut grotesk overdreven grad bliver ved med at kaste op på hinanden. Hvis man er til Raimi-stilen, tænker jeg, at man er godt underholdt, men jeg synes bare, at det bliver lamt. 

Til sidst vil jeg nævne, at historien i filmen var fint (trods at traileren afslørede meget), men jeg tænker, at selvom man ikke har set traileren, så kommer der et punkt sådan to tredjedele inde, hvor man regner resten af filmen ud. 

All in all, er filmen værd at se?

Overordnet set synes jeg, at filmen er gennemsyret af Raimi-stilen. For mig er filmen bare endnu en Sam Raimi-film, der er stilmæssigt interessant, men ellers utroligt middelmådig, forstået på den måde, at det ikke er en film som gør et større eller længerevarende indtryk på én. Så nej, jeg vil ikke anbefale den. Faktisk heller ikke når den udkommer på streaming. Se en bedre film i stedet. Både Misery (1990) og Castaway (2002) dækker aspekter som denne film berører, men de gør det meget, meget bedre. 

- Jonas