Supergirl (2026)

Som I nok kan huske fra tidligere anmeldelser, er jeg altid lidt loren ved DC-film, og sidste år var jeg til min overraskelse meget positiv omkring den nye Supermanfilm, så derfor prøver vi igen.
Denne gang er det Supergirls tur. Jeg har absolut ingen forventning til filmen og ikke rigtigt noget kendskab til tegneserierne bag karakteren. Det eneste jeg ved er, at Supergirl tidligere blev filmatiseret i 1984, og denne film skulle være notorisk ringe, så jeg håber ikke, at denne nye iteration kommer til at lide samme skæbne som sin forgænger.

Resume:
Filmen følger Kara Zor-El (Milly Alcock) også kendt som Supergirl, mens hun rejser rundt i rummet og fejrer sin fødselsdag ved at drikke sig igennem forskellige barer på diverse planeter. Under en af disse drukture møder hun pigen Ruthye (Eve Ridley) hvis familie er blevet myrdet på grusomste vis af Brigandlederen Krem (Matthias Schoenaerts). Kara Zor-El er meget imod at hjælpe Ruthye, men dette ændrer sig, da Krem og hans mænd stjæler Karas rumskib og forgifter hendes hund, Krypto. Herefter begynder jagten på modgiften som Krem er i besiddelse af og samtidigt giver dette Ruthye mulighed for at realisere sin hævne for sin familie.

Hvad gør filmen godt?

Som jeg vist også nævnte i min anmeldelse af Superman fra sidste år, er Superman (og Supergirl for den sags skyld) efter min mening som helte en smule problematiske at opbygge spænding omkring, fordi de er mere eller mindre usårlige. Derfor er en af de essentielle aspekter ved denne film, hvordan dette problem løses. I filmen (meget i takt med tegneserierne) løses usårlighedsproblemet ved, at de forskellige planeter, som Supergirl færdes på, har forskellige sole. Afhængigt af hvilken form for sol der er tale om, så påvirkes hendes kræfter af dette (kort forklaret giver den gule sol giver hende usårlighed, lasersyn og styrke osv., mens den røde sol fratager hende alle kræfter og gør hende lige så menneskelig som alle os andre). Jeg synes, at dette er en ret god løsning på problematikken, og filmen endte med at have en del spænding (selvom man nok godt kunne regne ud, at hun nok skulle finde en gul sol i sidste ende når tingene spidser til).

Desuden kan jeg rigtigt godt lide denne nye fremstilling af Supergirl som Ana Nogueira har skabt. Filmen virker som en form for origin story for hende (ligesom sidste års film var det for Superman). Ulig Superman, er Supergirl dog mindre raffineret og poleret, og lige præcis dette synes jeg er virkelig godt i fremstillingen af hende. På mange punkter er hendes lidt mere rå personlighed med til at give hende noget kant som gør hende til en mere interessant karakter sammenlignet med Superman der oftest virker alt for god.
Kara er et produkt af hendes fortid, da hun føler sig rodløs og alene i verden, og mest af alt længes efter et sted at kalde hjem, nu hvor Krypton er væk – hvilket alt sammen gør hende meget relaterbar.
Jeg tror faktisk endda også, at jeg synes, at det lykkes filmen at skabe et kvindeligt helteikon som udstråler egentlig "girl power" (og jeg tænker, at det var denne vibe som Marvel forsøgte at skabe med Captain Marvel – men her lykkes det rent faktisk).

Apropos Krypton kunne jeg virkelig også godt lide, hvordan Karas baggrundshistorie dykker mere ned i livet på Krypton og planetens og beboernes skæbne. Det er lidt et aspekt som jeg synes, at de tidligere Supermanfilm er skøjtet lidt let henover, og det har jeg egentlig savnet en smule.

Skuespillerpræstationerne er lidt splittet, men Milly Alcock gør det virkelig godt som den her lidt mere rebelske og rodløse Supergirl (jeg har ikke noget forudindtaget billede af, hvordan Supergirl bør være, så jeg synes, at denne portrættering var rigtig god, især fordi hun kommer til at danne en kontrast til Superman og de værdier som han repræsenterer).

Jason Momoa som Lobo havde jeg hørt skulle være fantastisk i filmen, og det var han også. Nogle gange får skuespillere en rolle, hvor de kan spille sig selv, og så bliver det helt perfekt. Her tænker jeg f.eks. på Robert Downey Jr. som Tony Stark eller Ryan Reynolds som Deadpool – Nu tænker I sikkert, ej Jonas! Nu overdriver du igen! Men nej, karakteren Lobo er som lavet til Momoa – det er basically Momoa der spiller sig selv, og det fungerer virkelig bare (Og jo, man kan argumentere, at faktummet, at Lobo er udødelig måske ikke lige er det der mangler i en film om uovervindelige supermennesker, men det er ikke filmens skyld – og skulle det komme til det, er jeg sikker på, at det er et problem der kan løses). Det eneste ærgerlige i forhold til Lobo i filmen er, at han ikke rigtig fylder så meget i selve filmens handling.

Hvad gør filmen mindre godt?

Historien i filmen var okay, men forudsigelig. Jeg ved ikke helt med jer, men jeg er holdt op med at se superheltefilm for sindsoprivende og spændingsfyldte historier med twist og overraskelser, for det er jo efterhånden lidt den samme skabelon der følges – film efter film. Tit og ofte handler det for mig mere om, hvordan de fremstiller (og fortolker) bestemte karakterer eller begivenheder fra tegneserierne. Men jeg vil dog sige, at spændingen var til stede i filmen, og filmen var fyldt med action, så jeg var godt underholdt.

Et andet problematisk aspekt i filmen var karakteren Ruthye som var virkeligt irriterende hele filmen igennem. Jo, jo hendes story line gav fylde til den overordnede historie, men hendes hovedsagelige egenskaber var at være dømmende over for Kara og så at være ubrugelig. Hvis jeg skulle ændre noget ved Ruthye som karakter, så skulle hendes baggrundshistorie have indeholdt, at hendes far lærte hende at kæmpe med sværd. Det ville havde givet hende en tættere forbindelse til sin far og derved også forklaret hendes valg omkring at blive sværdsmed, og så ville hun også have gjort en forskel i forhold til hendes story line og ikke mindst det endelige opgør (hvor hun var fuldstændigt ubrugelig). Jo vist var the Brigands voldsomt stærke, barbariske og nådesløse, så faktummet, at hun havde kunnet lidt med et sværd havde ikke mindsket truslen, men det havde gjort hendes karakter mere troværdig og gjort hende til en mere mindeværdig del af filmen.

Krem er filmens bad guy, og han var ret tam – lad mig forklare. Jeg kender ikke til Supergirl-universet eller hendes skurkegalleri, men jeg er sikker på, hvis jeg fører fingeren tilfældigt hen over listen af skurke, vil jeg uanset hvad lande på en skurk der er bedre end Krem.
Mit største problem med Krem i filmen er, at han føles "for lille" rent skurkemæssigt – og jeg er med på, at man ofte gemmer de mere "saftige" skurke til senere, men jeg kunne godt have tænkt mig, at der var satset lidt mere her ligesom man gjorde i Supermanfilmen, hvor Lex Luthor (som nok er den mest ikoniske af Supermands skurke) blev brugt i den første film. Desuden var Krems personlighed indbegrebet lidt for meget af at være oppe at køre hele tiden – fair nok, du er en piercet, bersærker-rumviking, men still. Han gik mig ærligtalt lidt på nerverne til sidst.

Bonus: Som en bonus denne gang vil jeg gerne tale lidt om alt den kritik som Supergirl har fået efter den udkom i biograferne, da jeg ikke synes, at den fortjener det hele. Fans af superheltetegneserierne vil altid kunne finde ting at brokke sig over, uanset hvor tro filmen er over for udgangsmaterialet, og da jeg som nævnt ikke kender Supergirltegneserierne, vil jeg ikke bruge tid på dette. Det samme gælder kritikken af Alcocks udseende i forhold til rollen som simpelthen er for dumt et kritikpunk til, at jeg gider bruge tid på det (og desuden har dette intet at gøre med, hvor godt Alcock spiller rollen, hvilket til syvende og sidst er det essentielle). Dog vil jeg lige nævne to kritikpunkter som jeg hørte i en Youtubevideo tidligere der faktisk havde fat i noget:

"Det er kedeligt, at det igen er en film forbundet med Superman i stedet for at være en film der introducerer en ny DC helt."

Ja, det kan der være noget om. Selvfølgelig kunne det være spændende at følge en ny helt, men det er ikke filmens skyld, at DC-universet har en håndfuld helte der basically alle er Superman med små variationer. MEN hvis den nye helt var Nathan Fillions Guy Gardner, så er jeg 100 procent klar på dette! Desuden synes jeg ikke, at det gør noget, at DC fokuserer på deres Superman-univers lige nu og får skabt en ordentlig grobund for deres samlede filmiske univers.

"Filmen er mindre scale end Superman, men mindede for meget om den forrige film."

Enig, og filmen kan komme til at virke lidt som en spin-off film til Supermanfilmen, men sådanne film skal der også være plads til, og i det mindste gaber den ikke over for meget som det tidligere er set med DC og Snyders film. Jeg kan godt lide film med et mindre scale – det behøver ikke være en kamp mellem det ultimativt gode og onde hver gang. Jeg vil også personligt hellere have film der er fokuseret på at fortælle sin egen historie i stedet for at fokusere på at nå en større helhed med det samme (lidt som i Snyders Justice League og filmene der ledte op til denne). Lad nu heltene have deres egne film og så vent med den evindelige Justice League film! Der er tid nok!

All in all, er filmen værd at se?

Kort sagt, ja, det synes jeg. DC har lagt navn til langt værre film end denne. Supergirl er ikke så skelsættende som sidste års Superman var, men den fungerer godt som en ledsager til denne, og jeg var godt underholdt, mens jeg så Supergirl. Er man Supergirlfan, kunne jeg forestille mig, at der måske er nogle aspekter som man ikke synes om, men kan du se filmen uden for mange forudindtaget holdninger, så tænker jeg, at du vil kunne lide den. Lidt opstillet sort og hvidt, så har min holdning altid været, at Marvel laver bedre film, men DC laver bedre tegneserier – og ja, begge selskaber har virkelig lavet nogle ringe film her de seneste år, men Supergirl er ikke en af dem. 

- Jonas