Teenage Sex and Death at Camp Miasma (2026)

Jeg gik ind til denne film helt uden at have set nogle trailere eller læst om filmen. Jeg ville have været inde at se By Any Means (2026), men da denne gik af programmet, blev jeg lokket af filmplakaten med de to kvindelige hovedroller fuldstændigt indsmurt i blod og totalt fangende denne slasher og Final Girl-vibe, så jeg tænkte "Hvo intet vover".

N.B. Der vil være mini-spoilere i anmeldelsen, men jeg skal nok lige advare inden. Hvis du ikke vil risikere spoilerne, så se filmen først og kom og læs anmeldelsen bagefter og se om du er enig med mig.

Resume:
Den unge og entusiastiske filmskaber Kris (Hannah Einbinder) har fået til opgave at reboote slasherfilmfranchisen Camp Miasma, og derfor rejser hun til The Pacific Northwest for at finde skuespillerinden Billy Presley (Gillian Anderson) der spillede the final girl (den sidste overlevende) i den første Camp Miasma, fordi Kris ønsker at have et samarbejde med Billy for at sikre, at rebootet bliver lavet på en ordentlig måde, der er tro mod den oprindelige film. Under sit besøg begynder Kris at opholde mystiske ting, og ´da hendes forhold med Billy bliver tættere, begynder hun også at lære mere om sig selv.

Hvad gør filmen godt?

Et aspekt i filmen som jeg godt kunne lide er, hvordan Camp Miasma i filmens introduktion bliver fremstillet som pendant til klassikerne som A Nightmare on Elm Street og Friday the 13th med masser af merchandise og den uendelige række af efterfølgere (og ja, også efterfølgeren der foregår i rummet som alle de klassiske gyserfilm fra 80'erne og 90'erne har.) Denne præsentation af filmen er utrolig gennemført og skaber nærmest en mytologi omkring Camp Miasma. 

Desuden kunne jeg også godt lide scenen med dialogen mellem Kris og Billy om den moderne filmbranche. Scenen bliver en metakommentar omkring hvordan den moderne filmbranche forsøger at genoplive gamle udbrændte franchiser for at se om der kan vrides en lille smule flere penge ud af disse. Kris bliver desuden  repræsentant for tendensen med, at cancel-kulturen nogle gange tager over og egentlig fjerner fokusset fra tiden som filmene kommer fra og kun fokuserer på dem igennem nutidige øjne.
Til sidst er den fremhævede opmærksomhed på, hvor hårdt kvindelige skuespillere havde det (og måske stadig har det) en god og vigtig del af filmen. Især i forhold til tvungne intime scener (noget vi heldigvis bevæger os mere og mere væk fra).

I forhold til filmens indhold, var scenen fra den første Camp Miasma, hvor Little Death (denne films Jason Voorhees) myrder lejervejlederne. I denne scene er der et øjeblik, hvor hans maske (der er en stor ventilationskasse af en eller anden uforklaret grund) til sidst forsvinder kortvarigt, og man ser personen bag masken. I mange gyserfilm glemmer man ofte, at det er et menneske bag masken og ikke et decideret uhyre. Så det var faktisk en ret lækker detalje at inkludere.

Nu kommer der en lille spoiler – Så, spoileradvarsel:

Jeg synes egentlig også godt om, hvordan filmens sammensmeltning af virkelighed og den første films handling til sidst sandsynligvis er Kris' disassociering i forhold til at kunne slappe af i sin egen seksualitet og en måde for hende at overkomme sine udfordringer med sex. På denne måde er filmen egentlig også mere en kærlighedsfilm forklædt som en slasherfilm. Spoiler slut.

MEN det som jeg allerbedst kunne lide ved hele filmen er uden tvivl musikken, som var absolut glimrende og virkelig passende i forhold til den tidsperiode som filmen foregår i. Den skaber en virkelig god vibe - meget på samme måde som man ser det i Stranger Things (2016-2025), hvor en kæmpe del af indlevelsen skyldes stemningen der skabes igennem musikken.

Hvad gør filmen mindre godt?

Helt grundlæggende, så synes jeg ikke, at filmen hænger særlig godt sammen som film. Jeg tror, at det som trækker filmen allermest ned er det langsomme tempo og den manglende substans i forhold til handlingen. Tempo og handling er vigtige, især når man skal kunne holde fokus i over to timer. Ja, filmen har nogle gode ideer og nogle vigtige pointer og holdninger, MEN en film skal også fungere som film, og det er jeg ikke sikker på, at jeg føler, at denne film gør. Filmen havde et sjovt motto som gik igen flere gange: "If things get too real, you can always turn off." Jeg oplevede flere gange i løbet af filmen, at jeg gerne ville slukke, men kunne desværre ikke.

Effekterne i filmen er et andet lavpunkt. Slasherscenerne er ikke særlig gode og bliver mere bare overdrevne klicheer. Desuden berører dette en anden forholdsvis problematisk ting ved filmen – nemlig at den bliver markedsført som en horrorfilm, og det er den ikke. Jeg vil endda sige, at det faktum, at den kaldes en slasherfilm er allerede meget gavmildt. Filmen er meget meta, og den er mere fokuseret på denne funktion som en metakommentar på f.eks. den moderne filmbranche end at være en god film. Dette er vigtigt at have i baghovedet når man ser den (hvis man ser den).

All in all, er filmen værd at se?

Nej, det synes jeg ikke. Filmen har som sagt nogle vigtige pointer, men den har også nogle meget åbenlyse svagheder som gør, at det er meget svært at anbefale den. Dette hænger hovedsageligt sammen med, at dens manglende substans og virkeligt langsomme tempo, gør den virkelig kedelig at komme igennem.
Hvis man er i humør til en slasherfilm – der også berører Queer Cinema og faktisk fortæller en reelt spændende og sammenhængende historie – vil jeg anbefale Fear Street filmene (2021) (den første er okay og den tredje er okay, men toeren er, hvor filmene virkelig shiner, da den rammer mange af de klassiske slashertræk med f.eks. lejerskolen og en øksemorder der terroriserer unge – Ja, altså tjek den ud) eller se den klassiske slasher – Friday the 13th (1980 eller en af efterfølgerne) eller serien Slasher (2016 - 2023) som faktisk også er ret godt. 

- Jonas