The Big Lebowski (1998)

For noget tid siden fik jeg opfyldt et ønske. Et ønske som jeg har haft siden, at jeg en aften for mere end 20 år siden surfede igennem kanalerne på forældrenes tv'et og faldt over denne storslåede film som skulle komme til ændre mit syn på film for altid. Dette ønske? At se The Big Lebowski på det store lærred og have den som en oplevelse som jeg har fået lov at dele med en hel sal af andre fans. DET VAR FANTASTISK! Da filmen udkom i 1998, blev den anset som et kommercielt flop, men man må sige, at den siden da har opnået status som en kultklassiker.
Jeg har set denne film, virkelig mange gange, og alligevel synes jeg, at det er svært at beskrive for folk, hvad den handler om, og hvorfor den er god. Det er den stemning der opstår, plejer at være en af mine svar, når casting, handling, replikker, musik osv. bare er perfekt. Jeg ville kort ridse handlingen op som følgende:

Filmen handler om Jeff Lebowski eller The Dude (Jeff Bridges) som han referer sig selv som (or his Dudeness or Duder or El Duderino). The Dude er en hippie, hvis liv hovedsageligt drejer sig om bowling. I filmens start vender The Dude hjem til sin lejlighed og bliver overfaldet af to fyre (hvor den ene senere spiller Lucifer i Supernatural – det gik op for mig, mens jeg sidder og skriver denne anmeldelse!). Konfrontationen ender med, at det bliver tydeligt for overfaldsmændene, at de har fat i den forkerte Lebowski, men inden de går, tisser den ene på The Dudes tæppe (and it really ties the room together). The Dude opsøger den rigtige Lebowski, som er millionær, efter at have rådspurgt sine venner, Donnie (Steve Buscemi) og Walther (John Goodman), i et håb om at få fat i et nyt tæppe. Og så tager det fart. Før man ved af det, befinder The Dude sig midt i en kidnapning, bliver overfaldet af læderklædte nihilister der truer med at skære hans penis af, og skal stadig kvalificere sig til bowlingturneringen. Er det vildt? Ja. Forvirrende? Også ja. En fuldstændig vanvittigt underholdende oplevelse? Virkelig meget ja. Så lav en White Russian og forbered dig på en film der kommer til at ændre din holdning til film.

Jeg er nok lidt (her; meget) biased, fordi denne film uden tvivl er en af mine yndlingsfilm. Casting er perfekt og stjernespækket i denne film. Jeff Bridges er The Dude, og han spiller rolle suverænt. Han har løsrevet sig fra samfundets struktur, fordi han er en slacker, men ser sig selv som en livsnyder. Han er laid back og chill, og lige præcis derfor er det så underholdende at se ham i ikke særligt chille situationer.
John Goodman er krigsveteranen Walther som har en besættelse (måske PTSD) med Vietnam og kan dreje alle samtaler ind på dette emne trods begyndelsespunktet. Donnie bliver spillet af Steve Buscemi, og der er noget helt fantastisk fan theory omkring, hvorvidt Donnie er virkelig eller en person Walther har opfundet (google det efter, at I har set filmen). Derudover er der nogle honorable mentions som; Flea (fra Red Hot Chili Peppers), Peter Stormare, Tara Reid, Philip Seymour Hoffman, John Turturro (don't fuck with the Jesus), Sam Elliott og Julianne Moore.

Musik spiller en stor rolle i filmen og er med til at skabe nogle filmiske minder. Jeg kan f.eks. ikke høre Just Dropped In af Kenny Rogers eller Looking Out My Backdoor af Creedence Clearwater Revival uden at tænke på denne film. Især i drømmesekvenserne er musikken genial.

Det som filmen gør godt er interaktionerne mellem karaktererne f.eks. da The Dude sidder over for politichefen, og politichefen holder en lang monolog omkring hvorfor deadbeats som The Dude ikke er velkomne i hans amt. Til sidst, da han spørger om det er forstået, kigger The Dude op på ham, og siger køligt, at han ikke lige hørte efter. Politimesteren flipper helt ud og kaster sin kaffekop lige i panden på The Dude. The Dude er flabet og respektløs, når folk prøver at puste sig op og pådutte ham deres autoritet, og det er virkelig sjovt.
En anden virkelig sjov og ikonisk scene er den, hvor The Dude ligger i sit bad og ryger en joint. Pludselig bliver døren til lejligheden sparket ind og hans telefonsvarer bliver smadret, efterfulgt af, at tre læderklædte nihilister står i hans badeværelse og smider en ilder i hans badekar, mens de truer med at skære The Dudes penis af i vidunderlige gebrokne tyske accenter. Jeg kan kun forestille mig, hvor vanvittig denne scene må lyde på skrift, hvis man ikke har set den, men det er hylende morsomt.
Et andet sjovt aspekt i filmen er, hvordan den laver referencer til sig selv. F.eks. bliver Saddam Hussein nævnt kortvarigt, men optræder i The Dudes drømmesekvens som ekspedienten der udlejer sko til bowling. Dette gør, at den er fed at se igen for at se om man lægger mærke til nogle nye ting.

Som det er blevet tydeligt nu, så er filmen meget unik. Dette gør desværre også, at filmen er en af de film som man enten hader eller elsker, så den er ikke for alle. En del af de personer som jeg har vist den til har syntes, at filmen var ret tam i forhold til min oplevelse af den. Derfor er det vigtigt bare at åbne ens sind, når man går ind til den. Hvis man er en af de personer, som synes stemning er noget af det vigtigst i en film og at det appellerer rigtig meget til en, så er filmen helt sikkert et hit.

Så all in all, efter en lang rant, er filmen værd at se? Altså ja, igen jeg er virkelig biased – så jeg vil altid anbefale den. Hvis man ser den, og den ikke lige falder i ens smag, så er det okay – den er ikke til alle. Hvis man ser den, og den vækker en lille ild i en, så velkommen i klubben – Her har du en film som du vil nyde i mange, mange år.