Black Phone 2 (2025)

Jeg så traileren til denne film i biografen sidste år og tænkte egentlig med det samme, at den havde potentiale, men desværre fik jeg den ikke set… Før nu. Det skal lige siges, at jeg hverken har set den forrige film eller læst novellen af Joe Hill som den første film er baseret på, men jeg har dannet mig et overblik af handlingen i den forgående film.

Fordi Black Phone 2 er en toer, vil der potentielt være nogle spoilere i forhold til den første film, og som altid går jeg ud fra, at man har set traileren, så hvis man vil gå ind til filmen uden spoilere, så kom tilbage og læs anmeldelsen efter at du har set filmen.

Resume:
Filmen følger Finn "Finney" Blake (Mason Thames) som var the Grabbers (Ethan Hawke) sidste offer i den første film og dermed også drengen der endegyldigt stoppede the Grabber. Da Finns søster, Gwen (Madeleine McGraw), begynder at have underlige dømme om sommerlejren Camp Alpine Lake, hvor deres mor arbejdede i sin ungdom,  beslutter søskendeparret sig for at undersøge, hvilken forbindelse lejren har til deres mor og Gwens skræmmende drømme. Grundet en snestorm strander de i lejeren med personalet, og det bliver hurtigt tydeligt, at the Grabber overhovedet ikke er færdig med at hjemsøge Finn og gøre hans liv til et vågent mareridt.

Hvad gør filmen godt?

Black Phone 2 har en meget interessant og kreativ tilgang til at være en efterfølger til etteren, og denne mere overnaturlige viderebygning på etterens historie gør faktisk, at filmen undgår bare at blive en gentagelse af den første film (som vi har set så ofte før). Desuden bygger Black Phone 2 videre på baggrundshistorien i etteren og er derved med til at udvide historien om ikke kun the Grabber, men også søskendeparret, og samtidigt gør dette også den overordnet historie mere solid. Lige præcis dette aspekt i filmen fungerer virkelig godt.

I forhold til skuespillerpræstationerne gør både Thames og McGraw det virkelig godt i filmen. Thames er plaget af fortidens hændelser med the Grabber, og som seer får man virkelig indtrykket af, hvordan fortiden (og Finns flugt fra denne) forhindrer ham i at leve i den virkelige verden. McGraw er også ligeldes god og komplimenterer Finn godt, da Gwen er mindre handlingslammet end han er, og de to karakterers forhold er med til at udvikle dem i løbet af filmen. Et andet aspekt der til stadighed overrasker mig er, hvor godt Ethan Hawke passer ind i horrorfilmgenren, og især hvor godt han passer ind i skurkerollen (som han har haft et par gange efterhånden), og især en skurkerolle så forskruet som the Grabber.

Nu kommer jeg lige lidt ud på et sidespor, men jeg læste nogle overskrifter fra anmeldelser af filmen, da den udkom, og her var det meget tydeligt, at flere så Black Phone 2 som en kopi af A Nightmare on Elm Street-filmene (1984-2010) som følger børnemorderen Freddy Krueger (Robert Englund), der hjemsøger de Elm Streets unges drømme for at få hævn på deres forældre, der myrderede ham i selvtægt. Og ja, man kan godt argumentere for, at Black Phone 2 minder en smule om disse film, men konceptet om morderiske mareridt er ikke blevet rørt ved i 16 år siden rebootet af A Nightmare on Elm Street fra 2010 – så jeg synes, at det er fair, at andre filmskabere prøver kræfter med det i stedet for, at et så oplagt horrorkoncept bare får lov at ligge og syne hen.
I bund og grund er hele mekanikken bag gys og uhygge, at de skal bygge på et element der er del af vores hverdag og samtidigt gøre os utrygge omkring dette element - så vi hver dag konfronteres med denne utryghed. F.eks. husker jeg, hvordan the Ring (2002) forandrede flimmer på tv-skærmen for mig, så det løb koldt ned ad ryggen på mig et godt stykke tid efter, når jeg faldt over flimmer på tv om aftenen. Samme tendens gør sig gældende i Black Phone 2 (og A Nightmare on Elm Street-filmene), hvor søvn bliver en situation som man ikke længere føler sig tryg ved (og hvor man kan undgå flimmer på tv, er det umuligt at undgå søvn og dermed at undgå en konfrontation med utrygheden ved at sove). Så jeg synes egentlig, at det er med at bruge et horrorkoncept så fantastisk som dette.

Godt tilbage til fokus. Et aspekt der er særligt glimrende i filmen er dennes overordnede stemning som er virkelig gennemført. Dette ses både, når det kommer til de fede drømmesekvenser som har en slags VHS-vibe over dem med grynede billeder og hurtige klip der efterlader sekvenser med en vis mystik, hvis afklaring driver handlingen fremad. Det samme gør sig gældende for de storslåede sneklædte scenarier, der efterlader én med en lidt overvældende og kvælende følelse af isolation, tomhed og håbløshed.

I starten var jeg i tvivl om jeg syntes, at filmen var uhyggelig, og det er jeg nok stadig lidt efterfølgende. Den har nogle fede inddragelser af grafiske elementer, især i forhold til mordene på børnene som Gwen drømmer om, men også selve the Grabber. Hans maske i sig selv er ret klam, men dette kommer særligt til udtryk i scener, hvor dele af masken er fjernet og de dæmoniske træk går i et med the Grabbers vansirede ansigt, og dette fungerer virkelig godt. MEN descideret uhygge synes jeg desværre ikke der er så meget af i denne film. 

Hvad gør filmen mindre godt?

Selvom filmen gjorde meget godt, så var der stadig nogle elementer som jeg ikke så godt kunne lide i filmen. Jeg synes, at filmens tempo i starten var MEGET langsomt, og den tager sig måske lidt for god tid i forhold til opbygning, især når man bagefter sidder og tænker over, hvad det egentlig er den byggede op til. I denne forbindelse er historien i filmen også ret forudsigelig og egentlig lidt meh.
Desuden er der en scene, hvor the Grabber står på skøjter på en frossen sø, og begrundelsen for dette er, at han var god til at stå på skøjter tidligere - og det virker lidt random (jo, jo helt sikkert, gør hvad du er god til, men hvis det nu blev gjort til et understreget punkt i A Nightmare on Elm Street, at Freddy Krueger selv har siddet og strikket sin ikoniske sweater, så kan du ikke bilde mig ind, at du ikke ville sidde og undre dig over, hvorfor det er en ting i filmen).
Desuden er der nogle effekter i nogle af scenerne som ikke helt ser så godt ud, men jeg synes egentlig ikke, at det tager noget væk fra filmen.

All in all, er filmen værd at se?

Jeg kunne egentlig godt lide meget af det som filmen gjorde, men den var ret langsom og til tider en smule kedelig. En gyserfilm må gerne holde en lidt på kanten af sofaen, og jeg synes, at der er virkelig mange andre film derude som formår at gøre netop dette. Jeg synes, at såfremt du kunne lide etteren, så skal du selvfølgelig se toeren, eller hvis du synes, at nogle af de punkter som jeg har påpeget ved filmen lyder spændende, så giv den et kig – MEN hvis du er på udkig efter en gyser der kravler under huden på dig så se Obsession (2026) eller Lee Cronin's The Mummy (2026) eller Hereditary (2018) – de kommer nemlig til at sidde under huden på dig et godt stykke tid efter, at du har set dem. 

- Jonas