The Bride (2026)

Så nåede vi til Marts før det skete - før vi fik en film som potentielt kunne blive årets værste film. Jeg gik ind til filmen efter at have set traileren et par gange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde nogen ide om, hvad filmen handlede om efter at have set traileren (og jeg er stadig i tvivl efter at have set filmen). Men nej, jeg forhaster mig - lad mig forklare, hvad jeg umiddelbart tænker om denne meget mærkelige filmoplevelse. 

Resume: 
Filmen foregår i 1936, og nu over 100 år efter sin tilblivelse opsøger Frank/Frankensteins monster (Christian Bale) videnskabskvinden Cornelia Euphronious (Annette Bening), fordi han har brug for én ligesom ham til at holde ham ved selskab i sit evige liv. Cirka samtidigt dør kvinden Ida (Jessie Buckley) i en ulykke kort tid efter, at hun bliver besat af den gotiske forfatter Mary Shelleys spøgelse (Jessie Buckley). Euphronious og Frank vælger hende som Franks brud, men efter genoplivelsen har The Bride/Ida/Mary Shelley andre planer, og de to begiver sig ud på en rejse igennem Amerika sammen. 

Hvad gør filmen godt?

Pas - Jeg har tænkte længe over dette, og jeg har ikke noget. Der er en kampscene i starten som er lidt fed, og måske fremstillingen af tidsbilledet, men ellers er der ikke noget. Og, ja, jeg ved godt, at dette ikke varsler godt. 

Hvad gør filmen dårligt?

Introduktionen starter med at præsentere vores fortæller, Mary Shelley, der fremstilles som en meget frembrusende, grov og fandenivoldsk kvinde, der befinder sig i en form for limbo og gerne vil lave en efterfølger til Frankenstein. Derfor beslutter hun sig for at besætte kvinden, Ida (og nej, ikke i overført betydning, men sådan to-personligheder-i-en-krop-som-kæmper-om-kontrol-agtig besættelse).
Jeg lagde mærke til to ting her i starten: 1) Mary Shelley starter med at fortælle om, at den nye historie måske er en fortælling om monstre eller en fortælling om gys eller en fortælling om kærlighed (og her bliver jeg lidt nervøs for burde der ikke være styr på i forvejen? og når hun siger det på denne måde, bliver jeg i tvivl). Og 2) Personligheden som de havde valgt at give Mary Shelley var meget irriterende på den der nu skal vi lave en ultra-intellektuel person, men hun ender bare med at vrøvle en stor del af tiden. Jeg blev beroliget, da det virkede til, at hendes rolle var begrænset til en fortæller, og jeg tænkte derfor, at hun ville være i baggrunden det meste af filmen for så at skulle besætte Ida og være mere fremtræden. Hvad der var mere irriterende var, at besættelsen blev til en slags Mary Shelley-Tourettes, hvor karakteren pludselig udbryder en masse vrøvl med britisk accent, der ofte bestod i ord der enten rimede eller havde lignende betydning (og ja, jeg tjekkede ret meget ud allerede her).  

Handlingsmæssigt, så er det den del af Mary Shelleys originale fortælling der handler om monstrets ensomhed og hvordan det gerne vil have en følgesvend. Så Frankenstein rejser til en anden professor der også genopliver lig (bortset fra at både den galevidenskabsmand og Igor her er kvinder for at give den originale historie et twist). Skuespillerpræstationen især i starten (måske også senere - jeg er i tvivl om det forsvinder eller om man bare vænner sig til det) er virkelig overdrevet og teatralsk. I en scene, bryder Frank pludseligt ud i råb ud af det blå og råber om en nødsituation og SOS, fordi han er ensom. Jeg hadede den her del af filmen, men det er som sagt værst i starten.
Efter Ida/Mary/The Bride (ja, det er forvirrende mange roller blandet sammen) er blevet genoplivet, jamen så forsvinder den smule handling der var, og filmen handler egentlig mest om, at Frank lyver om brudens tilblivelse og så handler filmen bare om, hvor længe han kan holde løgnen kørende. Men Jonas, handler det ikke også om deres kærlighed?, hører jeg jer sige. OG jo, det gør det, men der er ikke særlig meget kemi mellem skuespillerne, der opførelsesmæssigt skifter mellem Bonnie og Clyde og to femårige der ikke vil gøre, hvad forældrene siger (i nogle scene er der skrigen og tungerækken).
Jeg har normalt meget respekt for Christian Bale (kun) som skuespiller (for han er vist en kæmpe idiot som person), og han har spillet fede rolle som Patrick Bateman fra American Psycho (2000) eller Trevor Reznik fra The Machinist (2004). Begge rolle der var meget skræve og kræver et talent at mestre, men jeg tror, at rollen som Frank er det ringeste jeg har set ham præstere. Jeg tænker, at alle skuespiller på et tidspunkt ser tilbage på deres karriere og med skam tænker, at de ikke kan tro, at de tog den rolle i den film, men de havde brug for pengene osv. Denne film bliver det øjeblik i Christian Bales karriere uden tvivl. 
Jessie Buckley havde jeg svært ved at placere ret filmisk, men hun virkede underligt bekendt. Efter et hurtigt tjek på IMDB opdagede jeg til min rædsel, at det er fra Men (2022) - Seriøst, undgå den film! I kommer til at se mere end I har lyst til af Rory Kinnear alt for ofte i denne film. Meget af min kritik af The Bride som irriterende, overspillet og teatralsk, skyldes til dels Buckley (og nok mere materialet som hun har skulle arbejde med i denne film). Karakteren er desuden også virkelig mærkelig i sit design, hvor Frank følger sig ikoniske design, er The Bride blevet "moderniseret" og ligner noget aflagt fra en Lady Gaga Musikvideo. 

Tematisk handlede filmen meget om female empowerment i 1930'erne, hvor kvinderne fremstilles som undertrykte og deres meninger talte ikke for noget, hvilket nok egentlig passer meget godt i forhold til det mandsdominerede samfund denne gang. Flere gange i filmen, blev kvinder filmet helt tæt på efter deres møde med The Bride, og i dette ligger der, at de blev inspireret af hende til at gøre oprør mod det patriarkalske samfund (altså en gnist blev tændt i dem). Den samme tematik bliver gentagne gange understreget i karakteren Myrna Malloy (Penélope Cruz) som er drivkraften bag efterforskningen, men må afgive anerkendelsen til sin mandlige makker. For yderligere at tydeliggøre denne female empowerment som tema, fremstilles mændene som svage (især Peter Saragaards karakter Jake Wiles).
Jeg vil understrege kraftigt, at jeg ikke har noget problem med female empowerment og stærke kvinder i film (det er forfriskende at se noget konkurrence i roller som har været en selvfølgelighed at tilskrive mænd i alt for mange år), men det jeg er træt af i denne film er, at den ikke følger det til dørs. Der nævnes i filmen, at kvinderne er begyndt at gøre oprør inspireret af The Bride, og vi ser en scene, hvor de har malet deres ansigter ligesom hende og bruger et bestemt ord som hun også gør - og så rører filmen ikke ved det efterfølgende. Jeg synes, at der bruges meget tid på at bygge op til noget som bare er en one-and-done. 

Dansescenen kommer til at blive det man husker fra filmen som værende det mest cringe øjeblik deri. Frank får kramper i forbindelse med en afvisning fra en kendis, og så begynder musikken at spille og kramperne bliver til dans. The Bride og Frank danser fjollet rundt med vilde bevægelser og tungen ud af munden (som en femårig) og pludselig "besætter" de andre gæster der begynder at danse med. Besættelsen af de andre gæster bliver aldrig italesat eller forklaret - og disse elementer som man bare skal acceptere er der en del af f.eks., at hovedpersonerne lige pludselig optræder i de film som de ser - og fair at man kan fantasere sig ind i rollen i en film (det har jeg også gjort), men lige pludselig hentydes det til, at de andre karakterer også se dem i filmen (og man sidder lidt og tænker hvad?!). 

Filmen vil så gerne være kunstnerisk og edge, men det er den ikke. Rigtig mange elementerne falder ved siden af; Skuespillet, proteserne (især Bales) ser fede ud i en scene og virkelig grimme ud i den næste, den retningsløse handling, der er lidt all over the place og samtidig så overfladisk, at den er nærmest ikke eksisterende (altså jeg har lige set filmen, og jeg kan ikke genfortælle, hvad den handler om. Altså den muligvis store konflikt i filmen bliver løst i en post-credit scene som om man lige er kommet i tanke om, at det skulle da også lige ordnes), og så er filmens største synd af alle, at den bare overordnet set er virkelig kedelig og uinteresseret i at fange seernes interesse. 

All in all, er filmen værd at se?

NEJ - absolut ikke, under ingen omstændigheder. Jeg kan ikke forestille mig en person uanset interesse som vil få noget ud af denne film (Jo, måske hvis man elsker dårlige film - men den her er ikke så dårlig, den er god, den er bare dårlig). I et univers, hvor Van Helsing med Hugh Jackman (2004) eksisterer, synes jeg stadig, at The Bride bruger sin inspirationskilde og fortællingen om Frankenstein så meget dårligere. Hvad ville jeg anbefale i stedet? Det er let - Guillermo del Toros Frankenstein fra sidste år. Eller hvis du er på udkig efter en monster-romance, så se The Fly (1986). Bare undgå The Bride - den er et shitshow. 

- Jonas