The Fall of The House of Usher (2023)

Miniserien The Fall of the House of Usher af Mike Flanagan er helt voldsomt fed! Som tidligere underviser synes jeg, at seriens opbygning med udgangspunkt i Edgar Allen Poes forfatterskab er en genial idé, og alle referencerne der ligger i serien gør, at man ser den igen og igen for at finde referencer som man ikke så til at starte med. For at dække den littære baggrund, så handler novellen om, at en unavngivet fortæller besøger sin barndomsven Roderick Usher i et faldefærdigt hus. Både Roderick og hans søster Madeleine er begge ramt af en mystisk sydom, og huset afspejler i høj grad både deres fysisk og psykiske forfald. Da Madeleine dør, bliver Roderick sindssyg, og historien slutter med at begge søskende dør, og huset slutteligt falder sammen.

Umiddelbart er denne serie, sammen med Midnight Mass, der også er instrueret af Mike Flanagan, uden tvivl to af mine yndlingsserier nogensinde.

Resume af første afsnit:

Seriens første atsnit "A Midnight Dreary" (som er en del af den første linje i Poes fænomenale digt The Raven) begynder med, at Roderick Usher (Bruce Greenwood), den korrupte administrende direktør for firmaet Fortunato Pharmaceuticals, deltager i begravelsen af sit sidste barn. Han har i løbet af to uger mistet alle sine børn, og ser deres spøgelser stående ved deres kister. Roderick beslutter sig for at invitere sin ærkefjende, advokaten C. Auguste Dupin (Carl Lumbly) (Auguste Dupin er navnet på Poes detektiv fra The Murders in Rue Morgue som faktisk anses for en inspiration til Sherlock Holmes) til en samtale i sit barndomshjem, hvor han vil tilstå sine forbrydelse og forklare årsagen til sine børns bortgang. Roderick begynder sin fortælling om sin barndom med sin søster Madeleine (Mary McDonnell ), og samtidig får man øjeblikke fra nutiden, hvor Dupin har en retsag kørende mod Usher-familien for deres ansvar i utallige dødsfald i forbindelse med deres medicin Ligadon.

Hvad gør serien godt?

Edgar Allen Poe (1809-1849) er en velkendt forfatter som blev berømt for sine uhyggelige, gotiske fortællinger og er i sandhed nok en af de forfattere der formår at skabe en dyster og utryg stemning med mennesket selv i fokus. Mange af fortællingerne omhandler hændelser der påvirker karakterernes sindstilstand og slutteligt ender med at drive de pågældende karakterer til vanvid. I sin tematik omkring vanvid, kan man sagtens se, hvordan Poe endte med at blive en inspirerende drivkraft for Howard Philip Lovecraft (1890-1937), hvis senere forfatterskab tog vanvid som tema til helt nye og obskure højder med sin Cthulhu-mytologi.

Jeg synes, at den overordnede historie om Usher-familien er helt fantastisk, og jeg er en sucker for de mange referencer til Poes forfatterskab (og det er bestemt ikke alle sammen som jeg har formået at finde i serien). Titlen "The Fall of the House of Usher" er sig selv en reference til novellen af samme navn fra 1839 (som jeg kort har refereret i begyndelsen af anmeldelsen). Derudover er hvert afsnit opkaldt efter en novelle af Poe (bort set fra første afsnit og sidste som jo egentlig er et digt), og seriens karakterer er enten opkaldt efter karakterer fra Poes historier eller indeholder snedige referencer f.eks. bliver Prospero i et senere afsnit refereret til som Amerikas prins, hvilket er en reference til novellen The Masque of the Red Death fra 1842, hvis hovedperson er Prins Prospero.
Mange afsnittene passer også tematisk til det litterære værk som de er navngivet efter, og det er en fornøjelse at sidde og iagttage, hvordan instruktøren og forfatteren har nyfortolket fortællingen. For at illustrere med et eksempel, så er mit yndlingsafsnit nok "The Telltale Heart". Denne episode moderniserer fortællingen med en virkelig spændende ny twist, men samtidigt beholder den stadig den dystre stemning og de karakteristiske træk fra den gotiske fortælling.

Alle skuespillerne i serien gør et glimrende arbejde med at realisere disse karakterer som generelt på den ene side er virkeligt usympatiske, men som man på den anden side får medfølelse med, når man indser, hvad de har i vente og ikke mindst hvorfor.

Hvad gør serien mindre godt?

Det første afsnit er lidt et hard sell som argument for, at man skal se hele serien, fordi det indeholder meget opbygning af serien og kan måske blive en smule kedeligt med de mange tilbageblik i forhold til Roderick og Madeleines tidlige liv. Jeg synes dog, at denne kontekst er vigtig for seriens historie som helhed.
Hvis man ikke er så fascineret af Poes forfatterskab som jeg selv er, kan jeg godt se, at ens oplevelse af serien måske ikke er helt så enestående som jeg synes, at den er. Derfor kræver det nok et kendskab til Poe før man ser serien for, at man får det optimale ud af denne (Hertil synes jeg måske også, at man kan læse novellerne efterfølgende og så giver det nok alligevel noget dybde til afsnittene).

Så all in all, er serien værd at se?

Uden tvivl ja, - det er en af de absolut bedste serier som jeg har set længe. Udover tematikken i forhold til Poe, så synes jeg også, at det er fedt, hvordan Flanagan bruger mange af de samme skuespillere igen i sine serier. På denne måde får man som seer også et indtryk af den mangesidethed som de forskellige skuespillere besidder. Men helt sikkert se serien, og hvis den skulle give dig lyst til at læse nogle af Poes noveller, så er det bare et plus.

- Jonas