The Furious (2026)

01-10-2026

Jeg har altid godt kunne lide en god, actionfyldt kampsportsfilm. Jeg tror, at det er lidt lige som chokolade – man kommer i et humør, hvor man kan sidde og nyde det, men hvis man spiser for meget, bliver man træt af det.
Umiddelbart opstod min kærlighed for disse film med skuespillere som Jean Claude Van Damme (i f.eks. The Quest fra 1996), Jackie Chan (i f.eks. Who Am I fra 1998) og Jet Li (i f.eks. Kiss of the Dragon fra 2001 eller Hero fra 2002). Historierne i disse film har aldrig været det som har fanget min opmærksomhed, fordi tit er der ærlig talt ikke så meget dybde eller substans at komme efter. Derimod er det kampscenerne, åh og hvilke kampscener. Under disse vildt kreative og gennemført koreograferede kampscener tager jeg ofte mig selv i at sidde helt på kanten og holde vejret – fuldstændigt opslugt.
Jeg troede faktisk, at jeg havde oplevet det som kampsportsfilm kunne give mig, og så kom The Raid (2011) – HOLD DA OP, den film er helt ubeskrivelig vanvittig. For dem som ikke kender filmen (altså I SKAL gå ud at se den med det samme herefter), handler denne om et SWAT-team som skal infiltrere en boligblok i Jakartas slumområde. Teamet griber opgave systematisk an og begynder i boligblokkens lavere niveauer og bevæger sig op ad. Det lyder let, MEN denne boligblok er fyldt med kriminelle og gangstere (og de skal have masser af lussinger).
The Raid havde en fed historie og åbnede mine øjne for indonesiske skuespillere som f.eks.; Iko Uwais, Yayan Ruhian og Joe Taslim, der alle er geniale (både Taslim og Ruhian er også med i The Furious).

Det korte af det lange, The Furious gav mig denne samme vibe som The Raid gjorde, da jeg så denne første gang, og filmen virkede som god underholdning med øretæver flyvende rundt til alle sider, så jeg var all in.

Resume:
Den stumme Wang Weis (Xie Miao) rolige tilværelse med sin datter, Rainy (Yang Enyou) bliver efterladt i ruiner, da hun en dag bliver kidnappet af menneskesmuglere. Selvom han kæmper med alt, hvad han har, lykkes det ham desværre ikke at redde sin datter. Da Wei søger hjælp hos politiet, opdager han, at politiet er i lommen på de kriminelle. Hans eneste allierede viser sig at være Navin (Joe Taslim) som er i gang med at infiltere menneskesmuglerne i søgen efter sin kone der forsvandt efter, at hun begyndte at undersøge smuglerringen.

Hvad gør filmen godt?

Skuespillerpræstationerne fungerer godt, og historien har faktisk dybde og fokus på at skabe en spændingsfyldt og fængende atmosfære. Filmen opfylder alle mine forventninger til en kampsportsfilm og mere til. Selvom der er voldsomt fede scene, så er filmen ikke lutter af actionscener, men det sænker ikke filmens fart, og det hænger sammen med, at den er drevet fremad af en ret spændende historie (hvilket jo bare er glasur på en ellers velsmagende metaforisk kage).
Musikken understøtter actionscenerne med en bred vifte af Heavy Metal numre som hvis ikke noget i hvert fald får én i den helt rigtige stemning.

Hvad gør filmen mindre godt?

Slutningen virker en smule påklistret, fordi selve handlingen i filmen når en naturlig slutning cirka en halv time inden, at selve filmen slutter. The Big Bad i filmen bliver først sådan egentlig tydelig til sidst, og jeg kunne virkelig godt have ønsket, at filmen havde gjort mere ud af at have præsenteret og etableret ham som skurke tidligere (ja, fair nok, han er manden bag en menneskesmuglingsring af børn, MEN der er én scene som sætter ham op motivationsmæssigt hen mod slutningen, og jeg vil gerne have haft tid til at lære min skurk at kende i film og tid til at lære at hade ham).

All in all, er filmen værd at se?

Ja det synes jeg, altså afstem dine forventninger, fordi denne genre af film bliver aldrig store filmiske mesterværker – de er hæsblæsende action med fokus på gennemført koreograferet kampscener, og så i denne films tilfælde får man også en ret god historie. Hvis du er til kampsportsfilm. så er denne en sikker vinder. Er du lidt mere "on the fence" omkring genren, jamen så synes jeg stadig, at du skal se den, fordi det er nok en af de bedst film inden for genren (i hvert fald her i nyere tid). 

- Jonas 

Share